arkitekt

Helhedsorienteret bygningsreglement tager form – få overblik

Dato 27.01.26 |
Af:
Danske Arkitektvirksomheder

Foto: Unsplash/Daniel McCullough

Der er store forventninger til det kommende bygningsreglement, der skal kunne favne renoveringer, transformationer, ombygninger og nybyggeri i såvel simple som komplekse udgaver. Og gerne på en måde så det bliver nemmere at arbejde med eksisterende bygninger og bygge med et lavere klimaaftryk.

Social- og boligstyrelsen (SBST) fremsatte i maj 2024 en strategi for et nyt helhedsorienteret bygningsreglement. Med afsæt i denne strategi har der været fokus på fire overordnede temaer: balancerede krav til nybyggeri, bevaring og genbrug af bygninger og materialer, en forenklet proces for byggesager samt regler og digitalisering. 

I første omgang er der, med en bred involvering af byggebranchen, udarbejdet en række analyser med det formål at kortlægge de udfordringer, som det kommende bygningsreglement skal være med til at løse. Du kan læse mere om de grundlagsskabende analyser her.

Særligt renovering og transformation spiller en vigtig rolle i SBST’s arbejde med det nye reglement. Det er vi tilfredse med i Danske Arkitektvirksomheder, og vi mener, at det er essentielt for at sænke byggeriets klimaaftryk og sikre, at regler for nybyggeri ikke spænder ben for de gode løsninger. 

I Danske Arkitektvirksomheder ser vi positivt på det indledende arbejde med det helhedsorienterede bygningsreglement, hvor mange af de største udfordringer for landets arkitektvirksomheder adresseres.

Der begynder at tegne sig konturerne til et anderledes reglement med fokus på renovering og transformation, nedrivningsafgift, byggesagsbehandling, certificeringsordninger for brand og konstruktioner, samt at simpelt byggeri skal have simple regler.

  • Renovering og transformation

I SBST arbejdes der på tydeligt differentierede regler for nybyggeri og renovering samt transformation. I løbet af 2026 vil aftalekredsen bag regeringens strategi for bæredygtigt byggeri blive forelagt en række præciseringer af det eksisterende reglement. Det skal tydeliggøre, hvilke krav der gælder, og hvornår kravene for ombygninger og ændret anvendelse gælder.

Samtidig arbejdes der på at lempe kravene for nemmere at kunne balancere hensyn til energi, indeklima, konstruktioner, brand og CO2-udledning samt fjerne de væsentligste barrierer for renoverings- og transformationsprojekter.

Læs også ”Arkitektvirksomheder: Sådan baner vi vej for renovering i stor skala”

Læs også ”Rigide regler spænder ben for transformation – her kan der lempes”

Læs også ”Sweco-chef: Nyt bygningsreglement bør skelne mellem nybyggeri og transformation”

  • Nedrivningsafgift

Som led i indsatsen for at undgå uhensigtsmæssige nedrivninger undersøges mulighederne for at etablere en nedrivningsafgift. Derudover analyseres mulighederne for at etablere en ordning, hvor kommuner kan afvise nedrivning af bygninger. Resultaterne fra begge undersøgelser forelægges aftalekredsen medio 2026. 

Læs også ”Frederiksberg-borgmester: Kommuner skal have bedre muligheder for at afvise nedrivning”

  • Byggesagsbehandling

Behandlingen af byggesager har i de senere år gennemgået væsentlige ændringer, som har medført bekymringer hos flere aktører i branchen. Med henblik på det helhedsorienterede bygningsreglement 2028 (HOBR28) arbejdes der på at gøre sagsbehandlingen mere smidig og blandt andet genetablere mulighederne for forhåndsdialog med de relevante myndigheder. Derudover arbejdes der på en revision af kommunernes bygge- og miljøløsning.

Parallelt med byggesagsbehandlingen analyseres dokumentionsmængder og kontrollen heraf. Målet er at lempe dokumentationskravene, hvor det giver mening og at sikre, at den nødvendige dokumentation i forhold til fremtidig genbrug og genanvendelse af materialer og bygningsdele er til stede.

Læs også ”Sagsbehandlere skal være medspillere – ikke bare kontrolinstans”

  • Certificeringsordningerne for brand og konstruktioner

Certificeringsordningerne har siden indførelsen i BR18 været genstand for diskussion og kritik, og særligt på brandområdet volder ordningerne stadigvæk store udfordringer. SBST er i gang med at analysere løsningsmodeller for nye eller reviderede ordninger. De forventes at blive politisk behandlet i år. 

Læs også ”Der skal ryddes op i certificeringsordningen”

Simpelt byggeri skal have simple regler

Komplekse regler komplicerer opførslen af simple byggerier. I første omgang forventes det, at der i 2026 forelægges et forslag til en bekendtgørelse for sekundært byggeri med henblik på en reel regelforenkling. På sigt analyseres mulighederne for at udvide omfanget af bekendtgørelsen til også at omfatte blandt andet enfamiliehuse. 

Læs også ”Selvstændig arkitekt: Nyt bygningsreglement skal være enkelt og overskueligt”

Læs også ”Komplekse regler for simple bygninger udfordrer mindre arkitektfirma”

Læs også ”Lempede regler for simpelt byggeri kan starte ny grøn renoveringsbølge”

Lovende takter, men vi er ikke i mål 

I Danske Arkitektvirksomheder ser vi positivt på det indledende arbejde med det helhedsorienterede bygningsreglement, hvor mange af de største udfordringer for landets arkitektvirksomheder adresseres.

Er du nysgerrig på at læse mere om opdateringen af klimakravene til 2027, eller hvor langt arbejdet med det helhedsorienterede bygningsreglement og den nationale strategi for bæredygtigt byggeri er kommet, kan du læse mere på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside og på Folketingets hjemmeside.

I Danske Arkitektvirksomheder arbejder vi med flere arbejdsgrupper, der bidrager med faglige input til det kommende bygningsreglement. Fokusudvalget for byggeri og bæredygtighed under bestyrelsen arbejder med den bæredygtige omstilling af byggeriet, herunder det nye bygningsreglement. Derudover er der nedsat en taskforce for det helhedsorienterede bygningsreglement, som udelukkende har fokus på dette.

Endelig bidrager Fælles Byggefagligt Arkitektforum et netværk for kvalitetschefer og projekteringsledere med praksisnær viden og erfaringer.

Danske Arkitektvirksomheder deltager aktivt med forslag til forbedringer af reglementet og vil gennem nyhedsbrevet løbende holde jer orienteret om arbejdets fremdrift. Har du input eller bekymringer, du gerne ser taget op, er du altid velkommen til at række ud til Vibeke Grupe eller Thor Larsen-Lechuga (se kontaktboks).

 

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.