
Sweco-chef: Nyt bygningsreglement bør skelne mellem nybyggeri og transformation
Skal den grønne omstilling for alvor accelereres i det byggede miljø, kræver det lempelser, så der ikke på alle områder er samme strenge krav til renovering og transformation af eksisterende bygninger som til nybyggeri. Det siger markedschef for Transformation og Renovering i Sweco, Bjørn Mogensen, der efterlyser et slags renoveringsreglement. Han kommer her med konkrete løsningsforslag til det kommende bygningsreglement.
Hastige klimaforandringer har de senere år øget fokus på et akut behov for grøn omstilling, herunder ikke mindst i det byggede miljø.
Behovet for at accelerere den grønne omstilling afspejles også i hvidbogen til en ny national arkitekturpolitik, hvor et tydeligt fokus på at genanvende og transformere langt mere for at reducere byggeriets klimabelastning og ressourceforbrug markant er blandt de otte dogmer for fremtidens arkitektur.
Men uanset de centrale fokusområder i det politiske arbejde mod en mulig ny national arkitekturpolitik er der også behov for, at Social- og Boligstyrelsens igangværende arbejde med at revidere BR18 munder ud i lempelser af regler for renovering og transformation af eksisterende bygninger.
Det fremhæver arkitekt Bjørn Mogensen, der er markedschef for Transformation og Renovering i Sweco.
Ser optimistisk på nyt bygningsreglement
Han er grundlæggende ”meget optimistisk” i forhold til, at det kommende bygningsreglement kommer til at give langt bedre rammebetingelser for at renovere, genanvende og transformere bygninger til andre anvendelsesformål.
” "Vi har i den grad brug for et lempeligere og mere fleksibelt og tidssvarende bygningsreglement, som på nogle specifikke områder har differentierede krav til på den ene side nybyggeri og på den anden side renovering, genanvendelse og transformation af bygninger.” Bjørn Mogensen, markedschef for Transformation og Renovering i Sweco
”Vi har i den grad brug for et lempeligere og mere fleksibelt og tidssvarende bygningsreglement, som på nogle specifikke områder har differentierede krav til på den ene side nybyggeri og på den anden side renovering, genanvendelse og transformation af bygninger,” forklarer Bjørn Mogensen, der efterlyser en form for renoveringsreglement.
”Det er i de senere år gået op for flere og flere – både professionelle og ikke-professionelle bygherrer – at der også kan være et økonomisk incitament til at renovere og genanvende mere frem for at smide ud og bygge nyt. Derfor er efterspørgslen steget.”
”Men når det er sagt, så er der desværre stadig alt for mange andre incitamenter for at rive ned og bygge nyt – det er lettere, hurtigere, mere forudsigeligt, mindre kompliceret, muligvis billigere, og projektet passer måske også bedre ind i et regneark.”
Efterlyser et mere tidssvarende BR
Hvad angår det gældende bygningsreglement, BR18, er selve arkitektdelen ”ikke så skæv,” mener markedschefen for Transformation og Renovering i Sweco.
”Der, hvor vi slår os i arbejdet med at renovere, genanvende og transformere, er ved implementeringen af tekniske krav i forbindelse med konstruktions-, brand-, energi- og ventilationskrav, fordi bygningsreglementet ikke differentierer mellem transformation og nybyggeri.”
”Der er desværre stadig alt for mange incitamenter for at rive ned og bygge nyt – det er lettere, hurtigere, mere forudsigeligt, mindre kompliceret, muligvis billigere, og projektet passer måske også bedre ind i et regneark.” Bjørn Mogensen, markedschef for Transformation og Renovering i Sweco
”Man skal huske på, at BR18 blev til efter et årti med meget fokus på nybyggeri i kølvandet på finanskrisen. Siden er tiderne skiftet, og i dag har ikke kun byggebranchen, men hele samfundet meget mere fokus på mindre ressourceforbrug. Netop derfor skal vedligeholdelse, renovering, genanvendelse og transformation helt naturligt – og tidssvarende – være centrale områder i et mere enkelt, fleksibelt, helhedsorienteret og bæredygtigt bygningsreglement, der skelner mellem krav til transformation af eksisterende bygninger og krav til nybyggeri,” siger Bjørn Mogensen.
Sammen med medlemsvirksomheder arbejder Danske Arkitektvirksomheder målrettet og kontinuerligt på at bidrage med input og kvalificere viden for at sikre, at det nye bygningsreglement kommer til at understøtte et byggeri, hvor bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet følges ad og flugter med virkeligheden.
Konkrete hindringer og løsningsforslag
Tilbage hos Sweco peger markedschefen for Transformation og Renovering på konkrete krav i BR18, der gør renovering og genanvendelse svært – for ikke at sige praktisk talt nærmest umuligt, når økonomi og tidsforbrug også skal indtænkes.
Bjørn Mogensen gennemgår her tre eksempler på barrierer – og kommer samtidig med løsningsforslag:
Konstruktionskrav i BR18:
”Ændringer på over 5 procent kræver ny dokumentation og kontrol, jævnfør bl.a. BR18 §5, men eksisterende bygninger lever ofte ikke op til de nuværende krav. Resultatet er dyre forstærkninger, fordi mange ældre bygninger ikke opfylder de gældende normer.”
Løsningsforslag:
”Indfør et nationalt regelsæt som vejledning for den eksisterende bygningsmasse som alternativ til gældende normer. Alternativt kan man betragte konstruktioner som utraditionelle, bl.a. via BR18 §356 om undtagelser, og gøre de certificerede statikere mere trygge i at gå den vej.”
”BR18 blev til efter et årti med meget fokus på nybyggeri i kølvandet på finanskrisen. Siden er tiderne skiftet, og i dag har ikke kun byggebranchen, men hele samfundet meget mere fokus på mindre ressourceforbrug.” Bjørn Mogensen, markedschef for Transformation og Renovering i Sweco
Brandkrav i BR18:
”Med hensyn til brandkrav i BR18 er det lidt det samme som udfordringer ved konstruktionskrav. Der er mangel på klare muligheder for at forenkle eller tilpasse kravene til mindre projekter. Mindre projekter bliver ofte pålagt dokumentationskrav, der er designet til større byggerier – særligt mindre projekter inden for renoveringer.”
”De strenge dokumentationskrav kan føre til, at det i praksis bliver umuligt at gennemføre projektet – for eksempel en gennembrydning eller udskiftning af en bygningsdel – fordi kommunen kan vælge at løfte projektet fra brandklasse 1 (BK1) til brandklasse 2 (BK2), som kræver en certificeret brandrådgiver for at varetage dokumentationen af brandforholdene. Alene rådgivning i forbindelse med små og mindre projekter i brandklasse 1 kan koste mere end at udføre projektet.”
Løsningsforslag:
”Indfør en bagatelgrænse og et minimalt dokumentationskrav ved små og mindre ændringer.”
Energikrav i BR18:
”Energikrav er uoverskuelige ved udskiftning af bygningsdele, bl.a. på grund af BR18 §267. Minimumskravene for isolering ved udskiftning af bygningsdele er meget skrappe – skrappere end for nybyggeri, for eksempel ved etablering af kviste, fordi du ikke kan udligne energirammeberegningen over et større areal, men skal overholde kravet for bygningsdelen. Transformation er ofte dyrere og mere komplekst end nybyggeri.”
”Desuden oplever vi, at krav varierer – afhængig af, hvor firkantet den enkelte rådgiver tolker reglementet. Det kan derfor være vanskeligt at finde ud af, hvad der gælder i den konkrete sag. Er det en væsentlig ombygning? Er det en ændret anvendelse? Er der ændrede forudsætninger? Eller er der tale om en udskiftning? Sidste år kom der en branchevejledning, og den peger også på, at der mangler retningslinjer på området for energikrav.”
Løsningsforslag:
”Revurdér minimumskravene. 400 millimeters efterisolering er ikke altid nødvendigt, da de første 200 millimeter har den største effekt. Hvis udgangspunktet er 0, er 200 millimeter trods alt en forbedring. Særligt ved renoveringer, hvor det giver mening at matche de tilstødende opbygninger,” siger Bjørn Mogensen.