HEJMDAL KRÆFTPATIENTERNES HUS
Kræftrådgivningen Hejmdal i Aarhus stod i 2009 færdigt efter en gennemgribende renovering. Stedet tilbyder åben rådgivning for kræftramte og deres pårørende eller efterladte. Bag designet står det amerikanske arkitektfirma Frank Gehry Partners i samarbejde med bl.a. udførende arkitekter CUBO Architects og landskabsarkitekterne hos Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue.
"Enkelte af de brugere, som i første omgang blot har et ønske om at 'opleve' huset, vælger at benytte rådgivning samme dag. For nogle er arkitekturen og æstetikken således anledning til at træde ind over dørtærsklen."
Evaluering af Hejmdal, Institut for Antropologi, Københavns Universitet 2011
IDENTITET & TILGÆNGELIGHED
En evaluering af Hejmdal Kræftpatienternes Hus, foretaget af Antropologisk Analyse, Institut for Antropologi på Københavns Universitet for Kræftens Bekæmpelse i 2011, viser, at brugerne af huset i høj grad er tilfredse med faciliteterne. Huset har formået at udbyde en bredere vifte af tilbud til kræftpatienter og pårørende end hidtil, hvorfra især kombinationen af værested og rådgivning har givet brugerne flere anledninger til at bruge huset.
DAGSLYS, INDEKLIMA & REKREATIVITET
Evalueringen foretaget af Antropologisk Analyse i 2011 viser også, at brugerne bemærker, at huset ser anderledes ud end forventet. De fremhæver især husets arkitektur, smukke lysindfald og de værtsfrivilliges imødekommenhed, som særlige kvaliteter. Husets rammer tiltrækker i sig selv ofte nysgerrige besøgende, som blot vil se og opleve husets unikke atmosfære.
"Husets æstetik og arkitektur kommenteres positivt af både brugere, ansatte og frivillige. Rammerne i sig selv tiltrækker brugere, som gerne blot vil se huset for det, det er 'i sig selv'." [...] "Enkelte af de brugere, som i første omgang blot har et ønske om at 'opleve' huset, vælger at benytte rådgivning samme dag. For nogle er arkitekturen og æstetikken således anledning til at træde ind over dørtærsklen."
'Evaluering af Hejmdal - Kræftpatienternes Hus', Antropologisk Analyse, Institut for Antropologi, Københavns Universitet 2011.
OM PROJEKTET
Hejmdal Kræftpatienternes Hus bygger videre på murene af den tidligere portnerbolig til Århus sygehus. En stor, skulpturel trækonstruktion i douglasfyr bærer åbne etagedæk og et glastag, der trækker sol, dagslys og himlen ind i huset. Der er højt til loftet, og det skal der også være mentalt. Materialer og lys taler til sanserne, og udstråler varme og imødekommenhed - ligesom personalet og de frivillige værter. Bygningen er tegnet til at lade mennesker mødes af omsorg i svære situationer.
Der findes ingen døre, skranker eller faste rammer i huset, i stedet finder man alle aktiviteter side om side, som f.eks. maleværksteder, meditations- og afspændingsklasser, fysisk træning og hygge foran pejsen.