CYKELSLANGEN

Opdateret 26.07.22 |
Af:
Nanna-Rose R. K. Broch

Foto: Rasmus Hjortshøj

Cykelslangen, der forbinder Dybbølsbro og Havneholmen i København, er tegnet af Dissing+Weitling Architects. Broen slynger sig i første sals højde og har med sine bløde sving, lette konstruktion og karakteristiske orange køreflade givet identitet til et tidligere usammenhængende byrum ved bagsiden af shoppingcenteret Fisketorvet.

Med sit karakteristiske bugtede forløb er Cykelslangen blevet et ikon for København som cyklernes by, og kommunens profil som bæredygtig, cykelvenlig metropol. I 2014 anvendtes den dagligt af op mod 11.500 cyklister og medførte en stigning i områdets cykeltrafik på 25%. Tidsbesparelsen sparede årligt samfundet over 5 millioner kroner.
Fra 2014 til 2016 er trafikken på Cykelslangen steget med yderligere 80%.

SAMFUNDSØKONOMI

En undersøgelse foretaget af Københavns Kommune viser, at Cykelslangen i 2014 dagligt anvendtes af op mod 11.500 cyklister og medførte en stigning i nærområdets cykeltrafik på 25%. Tidsbesparelsen ved cyklisternes anvendelse af Cykelslangen sparede årligt samfundet over 5 millioner kroner. 
Tællingerne for Cykelsslangens trafik er ikke blevet mindre imponerende med årene. Ifølge Københavns Kommune er trafikken på Cykelslangen steget med 80% fra 2014 til 2016, hvilket svarer til en daglig tilvækst på 9.200 cyklister. Om stigningen i broens cykeltrafik udtaler Morten Kabell, Teknik- og Miljøborgmester i København, til TV2 Lorry den 18. december 2016:
"Det bekræfter os i, at investeringer i genveje for cyklister betaler sig. [...] Københavnerne og pendlere kan spare tid på at tage cyklen gennem byen og samtidig nyde turen i stedet for at sidde fast i en kø. Det er et tegn på, at vi skal tænke i genveje for cyklende i København og ikke planlægge byen efter biler." 

København Kommunes Cykelredegørelse for 2017 viser, at Cykelslangen giver københavnerne en daglig tidsbesparelse på 380 timer. Samtidig sparer den hovedstandens trafik for 1.400 km. kørt bil per døgn, hvilket svarer til 87 tons CO2 årligt. I kroner og ører skaber Cykelslangen en nettonutidsværdi på 44 millioner kroner over 20 år. I følge kommunens Cykelredegørelse fra 2019 vil anlæg af cykelstier medføre 15-20% flere cyklister i bybilledet. 

BRANDING & SUNDHED

Cykelslangen er med sin karakteristiske formgivning blevet et ikon for Københavns cyklisme. Udover at gavne samfundsøkonomien er Cykelslangen også med til at styrke brandet af København, som 'Cyklernes By' ude i verden. En undersøgelse foretaget af Wonderful Copenhagen i 2014 viser, at 52% af de ca. 700 adspurgte turister har cykelkulturen blandt de tre primære grunde til, at de vælge København som feriedestination.

Valget om at tage cyklen har også en stor indflydelse på borgernes sundhed. Ifølge beregninger fra Region Hovedstaden reduceres antallet af sygedage med én dag i gennemsnit, hver gang man cykler 1.200 km. I 2016 cyklede Københavnerne ifølge Københavns Kommune dagligt 1,36 millioner kilometer. Det svarer til en årlig besparelse på ca. 413.500 sygedage. 

Cykelslangen, Dissing+Weitling Architects. Foto: Ole Malling
Foto: Ole Malling

OM PROJEKTET

Cykelbroen bugter sig 6 meter over havnevandet med en samlet længde på 190 meter. Udover at adskille cyklister og fodgængere på strækningen ved Vesterbro-siden af kanalen i København, har Cykelslangen skabt bedre plads til ophold og bådudlejning på promenaden ved havnebadet, og givet identitet til et tidligere usammenhængende byrum ved bagsiden af shoppingcenteret Fisketorvet og Hotel Copenhagen Island. Om natten fremstår Cykelslangen som et lysende element med sin indbyggede rækværksbelysning, designet af danske Lightconstructor. Den orange Cykelslange er blevet en seværdighed i sig selv, som et af de stærkeste vartegn for Københavns cykelkultur.