
Et bedre bygningsreglement er afgørende for os
Efter at have brugt et år på analyser og udredning går arbejdet med at revidere bygningsreglementet og udvikle bedre regler ind i en afgørende fase. Det bliver en ekstremt vigtig tid.
I Danske Arkitektvirksomheder vil vi i den kommende tid arbejde målrette på at få udviklet et bedre bygningsreglement.
Social- og Boligstyrelsen er som bekendt i gang med at revidere reglementet, og det sker i et tæt samspil med hele byggebranchen. De vigtigste mål handler bl.a. om, at reglementet skal være mere håndterbart. Det skal i højere grad understøtte den grønne omstilling af byggeriet, og i den forbindelse skal nye regler også være med til at sikre, at renovering og transformation af eksisterende bygninger kommer til at ske i langt større målestok end i dag.
Det er gode intentioner, som vi støtter, og i den kommende tid vil vi i fokusere på at få skabt regler og rammer, der netop kan bane vej for renovering og transformation i langt større skala. Timingen er ikke tilfældig. Tværtimod vil vores indsats flugte med, at styrelsen her i efteråret også vil stille skarpt på, hvordan vi får fjernet benspænd i det nuværende reglement, så vi fremover kan gøre det lettere at give nyt liv til gamle bygninger.
"I den kommende tid vil vi i fokusere på at få skabt regler og rammer, der netop kan bane vej for renovering og transformation i langt større skala. Timingen er ikke tilfældig." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
I et interview i denne uges nyhedsbrev kommer arkitekt Bjørn Mogensen med en udtalelse, der præcist indrammer, hvad det reviderede reglement skal kunne. Han er markedschef for Transformation og Renovering i Sweco og siger:
”Man skal huske på, at BR18 blev til efter et årti med meget fokus på nybyggeri i kølvandet på finanskrisen. Siden er tiderne skiftet, og i dag har ikke kun byggebranchen, men hele samfundet meget mere fokus på mindre ressourceforbrug. Netop derfor skal vedligeholdelse, renovering, genanvendelse og transformation helt naturligt – og tidssvarende – være centrale områder i et mere enkelt, fleksibelt, helhedsorienteret og bæredygtigt bygningsreglement, der skelner mellem krav til transformation af eksisterende bygninger og krav til nybyggeri.”
I interviewet peger Bjørn Mogensen på de barrierer, han selv er stødt ind i som led i sit arbejde, ligesom han kommer med bud på løsninger. I de kommende uger vil vi bringe interviews med arkitekter fra både store og små arkitektvirksomheder for at indsamle yderligere eksempler på benspænd og få flere løsningsforslag på bordet.
Læs mere i ”Sweco-chef: Nyt bygningsreglement bør skelne mellem nybyggeri og transformation”
Derudover vil flere udvalg under Danske Arkitektvirksomheder – herunder den særlige task force, vi har nedsat – komme med bud på, hvordan vi både får fjernet benspænd og udviklet incitamenter til at renovere og transformere mere.
Overordnet set er det positivt, at der politisk er kommet langt større interesse for potentialet i vores eksisterende bygninger. I den forbindelse er der grund til at rose social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen for at gøre renovering og transformation til en vigtig prioritet.
Det er også positivt, at så mange bakker op. Læser man de interviews, som Danske Arkitektvirksomheder har bragt i den seneste tid med bl.a. Nina Kovsted Helk fra Realdania, Kent Martinussen fra Dansk Arkitektur Center, Rasmus Brandt Lassen fra DI Byggeri og Martin Manthorpe fra NCC, ja så vil man se, at de alle peger på behovet for, at vi gearer op for renovering og transformation. Det er også en afgørende grund til, at de efterlyser en ny national arkitekturpolitik, hvor renovering og transformation netop skal stå som et af de helt afgørende indsatsområder.
"I den næste fase skal vi fortsat have et skarpt blik på udfordringerne – men vi skal i høj grad også være med til at anvise løsninger." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Som sagt vil Social- og Boligstyrelsen her i efteråret arbejde med at revidere bygningsreglementet, så det kommer til at understøtte renovering og transformation. I den forbindelse vil styrelsen fortsat gerne have tilbagemeldinger fra alle praktikerne – det vil sige de faggrupper, der arbejder med det nuværende reglement, og som ved, hvor det kommer til kort.
Dette vigtige afklaringsarbejde har allerede været i gang i et års tid, og i den proces har Danske Arkitektvirksomheder været på banen fra første færd. Den digitale rundspørge, vi sendte ud til alle medlemsvirksomheder sidste efterår, gav værdifuld viden, som derpå blev udbygget på medlemsmøder i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Dermed har vi tidligt kunnet fortælle styrelsen om de udfordringer, som det nuværende reglement indeholder.
I den næste fase skal vi fortsat have et skarpt blik på udfordringerne – men vi skal i høj grad også være med til at anvise løsninger.
I henhold til den såkaldte tillægsaftale om national strategi for bæredygtigt byggeri af 30. maj 2024 har styrelsen fået til opgave at udvikle og fremsætte et forslag om at fremme bevaring af eksisterende byggeri. Det skal fremlægges medio 2026 og præsenteres for den politiske aftalekreds bag aftalen.
Styrelsen skal også komme med bud på, hvordan en afgiftsordning for nedrivning kan se ud, og den skal ligeledes arbejde med forslag, der kan give kommunerne ret til at afvise ansøgninger om nedrivning, hvis saglige hensyn taler imod.
Det bliver kort sagt en meget vigtig og spændende periode, vi ser ind i. På denne plads vil jeg løbende fortælle om, hvordan arbejdet skrider frem, både når det gælder indsatsen for at få fremmet renovering og transformation, og når det gælder bestræbelserne på at få sikret et mere brugervenligt og håndterbart reglement.