Helle Søholt efter et år med national arkitekturpolitik: Her har den gjort en forskel

For præcis et år siden så Danmarks nuværende nationale arkitekturpolitik dagens lys. I den anledning gør arkitekt Helle Søholt nu status og peger på både konkrete styrker og svagheder ved politikken.

”På ét år kan man ikke forvente, at en arkitekturpolitik har ændret den fysiske virkelighed markant. Planlægning, projektering og byggeri har lange tidshorisonter. Men politikken har efter min vurdering allerede gjort en forskel i sproget, i prioriteringerne og i den måde, vi diskuterer udvikling på.”

Det siger arkitekt Helle Søholt.

Udover at være bestyrelsesleder i Gehl, som hun stiftede sammen med Jan Gehl, var Helle Søholt talsperson for Ekspertgruppen for national arkitekturpolitik. Det var ekspertgruppen, som afleverede sin hvidbog og anbefalinger til daværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt i forbindelse med den nationale arkitekturpolitik.

Det er nu præcis et år siden, Danmarks nuværende nationale arkitekturpolitik så dagens lys.

Derfor er det et passende tidspunkt til at gøre status.

Hvilke effekter har arkitekturpolitikken haft? Og er der manglende fokusområder i  ”En attraktiv fremtid – et fælles ståsted i en verden under forandring,” som 10. november 2025 blev lanceret af den daværende SVM-regering.

– Helle Søholt, for et år siden kom Danmarks arkitekturpolitik. Hvad var efter din mening de vigtigste målsætninger den indeholdt?

”For mig var det vigtigste, at arkitekturpolitikken formulerede et reelt paradigmeskifte: Vi skal som udgangspunkt vedligeholde, renovere og transformere det, vi allerede har, før vi bygger nyt. Den eksisterende bygningsmasse skal ikke blot ses som noget gammelt, der står i vejen for udvikling, men som en ressource, der rummer materialer, investeret CO2, kulturhistorie, identitet og muligheder for nye anvendelser. Det blev meget tydeligt formuleret i dogmet om at prioritere vedligeholdelse, renovering og transformation fremfor nybyggeri.

Men for mig handler det paradigmeskifte i lige så høj grad om byplanlægning. Vi skal blive langt bedre til at udvikle og forny vores eksisterende byer indefra. Vi skal fortætte med kvalitet, genanvende eksisterende bygninger og arealer og skabe mere liv og flere funktioner dér, hvor infrastrukturen og byen allerede findes, fremfor fortsat at sprede byen ud over nye arealer. Det ligger direkte i politikkens femte dogme om helhedsorienteret arealplanlægning, hvor fortætning, byliv og mere plads til natur tænkes sammen. 

Samtidig var det vigtigt for os at udvide forståelsen af arkitektur. Arkitektur handler ikke kun om den enkelte bygning, men om de sammenhænge, vi skaber mellem bygninger, byrum, mobilitet, landskab, natur og menneskers hverdagsliv.

Og så mener jeg, at ambitionen om kvalitet for alle er helt central. God arkitektur og gode bymiljøer må ikke blive et privilegium for dem, der har råd. Vi skal skabe inkluderende byer, hvor universelt design er en selvfølge, men også byer med en reel social mangfoldighed, forskellige boligformer og betalbare boliger. Det er helt afgørende, hvis København, Aarhus og vores andre større byer fortsat skal være byer for mennesker med forskellige indkomster og livssituationer. Politikken peger netop på en blandet by og varierede boligtyper som en del af retningen. 

Jeg vil derfor fremhæve primært fire målsætninger:

1. At gøre transformation og bevaring til det naturlige første valg.
2. At udvikle og fortætte vores eksisterende byer indefra og dermed begrænse fortsat byspredning og forbrug af nye arealer.
3. At se bygninger, byrum, mobilitet, landskab og natur i en samlet planlægning.
4. At sikre kvalitet for alle og skabe mere inkluderende og socialt mangfoldige byer."

"For mig var det vigtigste, at arkitekturpolitikken formulerede et reelt paradigmeskifte." Arkitekt Helle Søholt

Gjort en forskel?

– Hvor ser du, at den nationale arkitekturpolitik har gjort en forskel?

”På ét år kan man ikke forvente, at en arkitekturpolitik har ændret den fysiske virkelighed markant. Planlægning, projektering og byggeri har lange tidshorisonter. Men politikken har efter min vurdering allerede gjort en forskel i sproget, i prioriteringerne og i den måde, vi diskuterer udvikling på.

Det tydeligste eksempel er, at renovering, transformation og bevaring nu i langt højere grad omtales som udgangspunktet for udvikling og ikke som et sekundært alternativ til nybyggeri. Den nationale politik har givet kommuner, bygherrer, rådgivere og civilsamfund et fælles sprog og en politisk legitimitet til at stille spørgsmålet: Bevar eller forklar. 

"Det tydeligste eksempel er, at renovering, transformation og bevaring nu i langt højere grad omtales som udgangspunktet for udvikling og ikke som et sekundært alternativ til nybyggeri." Arkitekt Helle Søholt

Jeg synes også, vi ser begyndelsen på en bredere diskussion om selve byudviklingsmodellen. Vi skal ikke kun spørge, hvad vi skal bygge, men hvor og hvorfor vi bygger. Kan behovet løses inden for den eksisterende by? Kan et eksisterende område fortættes eller transformeres? Kan en bygning få et nyt liv? Og kan vi samtidig skabe mere natur, bedre byrum og større social mangfoldighed? Det er i mine øjne en meget vigtig udvikling.

Et konkret eksempel er Kolding Kommune, som har vedtaget en arkitekturpolitik baseret på princippet “bevar eller forklar.” Den indeholder konkrete pejlemærker for blandt andet at bevare det eksisterende, revitalisere med respekt og fortætte i eksisterende strukturer fremfor at bygge på grønne arealer.

Læs mere i ”Kolding går forrest og vedtager ny arkitekturpolitik med fokus på bevarelse og mindre nybyggeri”

Læs også ”Schulze+Grassov: En drømmeopgave at være med til at lave Koldings nye arkitekturpolitik”

Der er desuden igangsat en femårig national indsats, hvor Arkitektforeningen med støtte fra Realdania og Bevica Fonden skal hjælpe flere kommuner med at udvikle lokale arkitekturpolitikker. I marts 2026 havde 40 kommuner en arkitekturpolitik.

På statsligt niveau ser vi samtidig en markant større opmærksomhed på den eksisterende bygningsmasse, blandt andet med arbejdet med den nationale bygningsrenoveringsplan. Det skyldes selvfølgelig ikke arkitekturpolitikken alene, men understøtter den samme grundlæggende bevægelse. 

Så den største forskel efter det første år er måske, at der er ved at opstå en anden forståelse af, hvad udvikling er. Udvikling behøver ikke betyde mere nybyggeri og mere byspredning. Udvikling kan lige så vel være at gøre det eksisterende bedre.”

"Så den største forskel efter det første år er måske, at der er ved at opstå en anden forståelse af, hvad udvikling er. Udvikling behøver ikke betyde mere nybyggeri og mere byspredning. Udvikling kan lige så vel være at gøre det eksisterende bedre." Arkitekt Helle Søholt

”De otte dogmer har gjort en forskel”

– Det er tydeligt, at politikerne for alvor er begyndt at tale om renovering og transformation af den eksisterende bygningsmasse og byområder. Fra kommunerne til Folketinget. Hvor stor en rolle – vurderer du – har arkitekturpolitikken spillet i det?

”Arkitekturpolitikken har efter min mening spillet en væsentlig rolle som katalysator og som fælles politisk ramme, men den har ikke skabt udviklingen alene. Klimakrisen, knapheden på ressourcer, EU's bygningsdirektiv, stigende byggepriser og en øget opmærksomhed på tabet af kulturarv har allerede presset branchen og politikerne i denne retning.

Politikkens betydning er, at den har samlet disse hensyn i én tydelig fortælling: Det eksisterende er en værdi, og nedrivning bør være sidste udvej.

Men jeg synes, vi skal gå et skridt videre. Diskussionen bør ikke kun handle om den enkelte bygning. Vi er også nødt til at se på den måde, vores byer vokser på. Hvis vi både vil reducere ressourceforbruget, sikre mere natur og skabe levende og inkluderende byer, er vi nødt til i langt højere grad at udvikle byen indefra. Det betyder intelligent fortætning, transformation af eksisterende byområder og genanvendelse af allerede bebyggede arealer fremfor fortsat byspredning.

Jeg mener også, at de otte dogmer har gjort en forskel, fordi de er enkle nok til at kunne bruges politisk og samtidig tilstrækkeligt ambitiøse til at udfordre den gængse praksis. Kolding Kommunes princip om “bevar eller forklar” er et godt eksempel på, hvordan en overordnet national retning kan omsættes til et konkret lokalt beslutningsprincip.

Men vi skal være præcise. Flere af de statslige initiativer, som blev knyttet til arkitekturpolitikken, var allerede igangsat. Arkitektforeningen pegede ved lanceringen blandt andet på revisionen af bygningsreglementet, ændringer af planloven og den grønne trepart som eksisterende initiativer og efterlyste nye, konkrete handlinger. 

Jeg vil derfor sige, at arkitekturpolitikken har været med til at flytte diskussionen fra enkeltstående projekter og faglige miljøer ind i den brede politiske samtale. Men dens langsigtede betydning afhænger af, om ordene nu bliver fulgt op af lovgivning, økonomiske incitamenter og ændrede beslutningsprocesser.”

Læs også ”Danske Ark om ny national arkitekturpolitik: Ekspertgruppens anbefalinger skal i spil igen”

Manglende fokus i arkitekturpolitikken

– Synes du, der er manglende fokusområder i arkitekturpolitikken?

”Ja. Politikken har sat en vigtig retning, men den mangler fortsat en stærkere kobling mellem ambitioner, konkrete virkemidler og opfølgning.

For det første skal byplanlægningen efter min mening stå endnu stærkere. Danmark har begrænsede arealressourcer, og vi kan ikke fortsætte med at lade vores byer brede sig udad på samme måde som hidtil. Vi har brug for en langt tydeligere strategi for, hvordan vi fornyer, transformerer og fortætter de eksisterende byområder med kvalitet. Fortætning må selvfølgelig ikke bare betyde flere kvadratmeter på mindre plads. Det skal bruges som anledning til at skabe bedre byrum, mere natur, mere liv og stærkere forbindelser i den eksisterende by.

For det andet skal ambitionen om kvalitet for alle fylde endnu mere. Den grønne omstilling og den arkitektoniske kvalitet skal være socialt inkluderende. Universelt design er en vigtig del af det, fordi vores bygninger og byrum skal kunne bruges af alle uanset alder og funktionsevne. Danske Handicaporganisationer har eksempelvis påpeget behovet for at koble universelt design langt stærkere til renoveringen af den eksisterende bygningsmasse.

Men inklusion handler også om, hvem der har råd til at bo i vores byer. Hvis vores største byer kun bliver tilgængelige for mennesker med høje indkomster, mister vi den sociale og funktionelle mangfoldighed, som netop gør byen robust og levende. Derfor bør arkitektur- og bypolitikken i endnu højere grad adressere blandede boligformer, almene boliger og betalbarhed. Den nationale politik peger allerede på behovet for et blandet boligmarked med ejerboliger, almene boliger, andelsboliger og privat udlejning, men her er der efter min mening behov for langt stærkere handling. 

For det tredje mangler der en tydelig implementeringsplan. Hvem har ansvaret for de enkelte målsætninger? Hvilke regler skal ændres? Hvilke økonomiske incitamenter skal etableres? Og hvordan måler vi, om udviklingen faktisk går den rigtige vej?

"Arkitekturpolitikken har sat en vigtig retning, men den mangler fortsat en stærkere kobling mellem ambitioner, konkrete virkemidler og opfølgning." Arkitekt Helle Søholt

Her ser jeg også en vigtig rolle for de organisationer, der kan bygge bro mellem politik og praksis. Arkitektforeningen har allerede taget et vigtigt initiativ med indsatsen for at hjælpe flere kommuner med at udvikle lokale arkitekturpolitikker. BLOXHUB vil være en naturlig partner i den bredere implementering, fordi man her kan samle kommuner, bygherrer, ejendomsaktører, rådgivere, virksomheder og forskningsmiljøer om at afprøve nye løsninger og omsætte politikkens ambitioner til konkret praksis. Det kunne være inden for transformation, fortætning, cirkulært byggeri, natur i byerne og socialt inkluderende byudvikling. Hvis arkitekturpolitikken for alvor skal skabe forandring, har vi brug for både politiske rammer og steder, hvor nye løsninger kan udvikles, testes, dokumenteres og skaleres.

Endelig skal staten selv gå foran. Hvis den nationale arkitekturpolitik skal have reel gennemslagskraft, bør dens principper kunne aflæses direkte i statens egne investeringer, udbud, ejendomsstrategier og beslutninger om bygninger og arealer. Her har staten blandt andet gennem Freja Ejendomme en særlig mulighed for at vise vejen. Udviklingen af det eksisterende Odense Universitetshospital kan for eksempel blive et vigtigt demonstrationsprojekt for, hvordan vi transformerer et stort, funktionstømt område til et nyt blandet bykvarter med udgangspunkt i eksisterende bygninger og bymæssige kvaliteter fremfor at begynde forfra. Det er den slags konkrete projekter, der kan gøre arkitekturpolitikkens ambitioner synlige i praksis.

Arkitekturpolitikken har givet os et vigtigt fælles ståsted. Nu handler det om at omsætte den til konkret handling. Vi skal passe bedre på det, vi allerede har, udvikle og fortætte vores byer indefra fremfor fortsat at sprede dem, og skabe byer og bygninger med høj kvalitet for alle. Den grønne omstilling skal ikke kun handle om CO2 og ressourcer. Den skal også resultere i bedre, smukkere, mere inkluderende og mere betalbare byer at leve i,” siger Helle Søholt.

Læs også ”Arkitekturpolitikker vinder frem overalt i Europa”

Læs også ”Norsk minister: Den bedste arkitekturpolitik er tydelig – men også fleksibel”

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér 

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.