
”En drømmeopgave at være med til at lave Koldings nye arkitekturpolitik”
Arkitektfirmaet Schulze+Grassov har i samarbejde med Kolding Kommune udformet kommunens nye arkitekturpolitik. På alle måder har det været en utrolig spændende, lærerig og fagligt udfordrende opgave og proces, fortæller partner Louise Grassov.
Dagen for lanceringen af Kolding Kommunes nye arkitekturpolitik kunne næppe være mere velvalgt; den første mandag i oktober, Arkitekturens Dag.
Udover de årlige kåringer, hvor Kolding Kommune præmierer anlæg og bygninger inden for forskellige kategorier for at inspirere til opførelse af god arkitektur i kommunen, lancerede Kolding Kommune i år kommunes nye arkitekturpolitik, ”Fremtiden er den by, vi bygger sammen”.
Politikken udmærker sig blandt andet ved dels at være den første kommunale arkitekturpolitik i Danmark, der ligger tæt op ad anbefalingerne fra Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik, dels ved at have et klart fokus på bevarelse af bygningsmasse fremfor nybyggeri.
Stærkt mandat
Den nye arkitekturpolitik er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet Schulze+Grassov og skal fungere som et dialogværktøj, et idé- og oplysningskatalog – nærmest et opslagsværk – for alle, der arbejder med at udvikle byer, bygninger, byrum og landskaber i kommunen.
”Som tegnestue har vi siden vores etablering i 2013 arbejdet fokuseret med byens rum, byudvikling og hele det arkitektoniske spektrum, så det har på alle måder absolut været en både utrolig spændende, lærerig og fagligt udfordrende opgave og proces at være med til at udforme en kommunale arkitekturpolitik i samarbejde med Kolding Kommune.”
”Det her er kernen af vores arbejde; at være med til at vise og synliggøre, hvad god og gennemtænkt arkitektur kan være med til at løfte. Derfor har det været en drømmeopgave at være med til at lave Koldings nye arkitekturpolitik,” fortæller arkitekt MAA og partner Louise Grassov, Schulze+Grassov.
Vigtigere parametre
Louise Grassov fremhæver, at arkitektfirmaet fik et ”stærkt mandat” af Kolding Kommune til at komme med et bud på kommunens nye arkitekturpolitik og processen derhen:
”Udgangspunktet fra kommunens side var, at arkitekturpolitikken skulle være operationel, handlingsorienteret, håndgribelig og let at forstå for alle, herunder borgere, rådgivere, andre fagpersoner, forvaltningen og bygherrer – og så skulle arkitekturpolitikken ikke mindst være dialogbaseret. Det var den ramme, vi fik”
”Vi har lagt vægt på at udvikle en politik, der er stærkt forankret i Kolding Kommune. Derfor har vi samarbejdet tæt med kommunens mange aktører om at give arkitekturpolitikken et praktisk format med meget konkrete værktøjer, der gør politikkens ambitioner realisérbare,” forklarer Louise Grassov.
Schulze+Grassov har kontor på Frederiksberg, men har tidligere hjulpet Kolding Kommune med opgaver, hvorfor der allerede var skabt en forbindelse mellem arkitektvirksomheden og den sydjyske kommune, da Schulze+Grassov i slutningen af 2024 blev kontaktet for at høre, om virksomheden ville være med til at lave kommunens nye arkitekturpolitik.
Flugter med hvidbogen til national arkitekturpolitik
Det er ikke tilfældigt, at Koldings nye arkitekturpolitik langt hen ad vejen flugter med hvidbogen til Danmarks mulige kommende arkitekturpolitik.
”For overhovedet at kunne lave en arkitekturpolitik er vi selvfølgelig dykket ned i, hvad der foregår på et overordnet plan: Hvad skal arkitekturen grundlæggende kunne i dag og i fremtiden?”
”Samtidig har det været vigtigt for vores arbejde og processen, at Kolding allerede har en bæredygtighedspolitik, ligesom den nye arkitekturpolitik flugter med og omsætter ambitionerne i ”Vision Kolding 2050” til konkrete handlinger – og viser, hvordan design og arkitektonisk kvalitet kan være en motor for bæredygtig udvikling og et bedre hverdagsliv.”
”En ting er selvfølgelig at skulle forholde sig til CO2, men vi har derudover haft et stærkt fokus på planetære grænser, som én til én taler ind i, hvordan vi skal gentænke og udvikle vores byer på en forsvarlig måde. Her er det enormt vigtigt at forstå og understrege, at det ikke handler om, at byens udvikling skal gå i stå, men det handler om, at vi skal være smarte med de ressourcer, vi nu engang har. For eksempel behøver vi ikke alle at bo i en bolig på måske 250 kvadratmeter,” siger Louise Grassov.
”Arkitekturpolitikken er vigtig, fordi den lægger op til, at man i kommunen – borgere, virksomheder, investorer og alle andre i kommunen – tager den vigtige snak. Kommunen vil ikke diktere, hvad der er rigtigt. Alle må drømme. Men Kolding Kommune vil gerne med gode eksempler og nye tilgange vise, at der er et alternativ, som gør det let for borgerne at træffe vigtige beslutninger på et oplyst grundlag.”
Louise Grassov glæder sig over, at Koldings nye arkitekturpolitik ”Fremtiden er den by, vi bygger sammen”, som er nedfældet på hele 202 sider, hvilket inkluderer introduktion, indsatsområder, pejlemærker og et dialogværktøj, er vedtaget af byrådet og derfor har politisk opbakning – uanset udfaldet af det kommende kommunalvalg i november.
Læs også ”Kolding går forrest og vedtager ny arkitekturpolitik med fokus på bevarelse og mindre nybyggeri”