Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder.

Danske Ark om ny national arkitekturpolitik: Ekspertgruppens anbefalinger skal i spil igen

Dato 10.11.25 |
Af:
Søren Duran Duus

Foto: Maria Sattrup

Det er ”en skam”, at Danmarks nye arkitekturpolitik ikke rummer de mange anbefalinger til konkrete skridt, initiativer og justering af regler, som ekspertgruppen under Kulturministeriet havde med i sin rapport fra marts, mener Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder. Han siger, at det nu bliver byggebranchens opgave og ansvar at få flest mulige af anbefalingerne ”bragt i spil igen.”

Danmarks nye nationale arkitekturpolitik, som blev lanceret mandag morgen, lever ikke helt op til, hvad Danske Arkitektvirksomheder havde håbet på – trods retningen med øget fokus på både at bevare mere og samtidig at reducere nybyggeri.

”Et af de vigtigste og mest konkrete punkter i den nye arkitekturpolitik er, at den lægger så stor vægt på, at vi skal renovere og transformere vores eksisterende bygninger i et helt andet omfang end i dag. Det vil give et stort og positivt bidrag til miljø- og klimaregnskabet, hvis vi i langt højere grad formår at renovere bygninger i stedet for at rive dem ned og bygge nyt.”

Det siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, i en kommentar til den nye nationale arkitekturpolitik.

Læs også ”Danmark har fået en ny national arkitekturpolitik – her er de otte nye dogmer”

”Hvis vi får sat gang i en bølge af renoveringer og transformationer, vil vi kunne skabe flere af de boliger, som der er så hårdt brug for i de store byer. Vi vil også kunne gøre en indsats i mange små byer og landsbyer, der i dag kæmper med mangel på liv og aktivitet i deres bykerner. Og endelig vil vi kunne passe bedre på vores kulturarv rundt om i landets byer og lokalområder, når vi passer bedre på vores eksisterende bygninger. På det punkt kan den nye arkitekturpolitik være med til at skabe et gennembrud, og her er der også udsigt til, at der konkret vil blive ændret på regler og lovgivning, så vi får fjernet de nuværende barrierer og benspænd for renovering og transformation. Det arbejde er allerede i gang i forbindelse med revisionen af bygningsreglementet, og det arbejde vil blive styrket af den nye arkitekturpolitik.”

”På andre vigtige felter rummer arkitekturpolitikken mest af alt en række gode målsætninger, som Danske Arkitektvirksomheder støtter, men det kniber med de konkrete forslag til, hvordan vi skal nå målene. Det bliver derfor afgørende, at regeringen i den kommende tid sætter sig sammen med bl.a. kommuner, regioner og byggebranchen, så vi i fællesskab kan finde veje til at gøre de gode hensigter til realiteter,” pointerer Lars Storr-Hansen.

”Det er efter min mening en skam, at den nye arkitekturpolitik ikke rummer de mange anbefalinger til konkrete skridt, initiativer og justering af regler, som ekspertgruppen under Kulturministeriet havde med i sin rapport fra marts måned. Det svækker den nye arkitekturpolitik, at de mange gode anbefalinger ikke er med.” Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Byggebranchen står over for stor opgave

Blandt de otte nye dogmer for fremtidens arkitektur i den nye nationale arkitekturpolitik er blandt andet ”Vedligehold, renovér og transformér”, ”Byg cirkulært”, ”Styrk helhedsorienteret arealplanlægning” og ”Dyrk lokale værdier og kulturarv” (se alle otte dogmer i faktaboksen).

”Det er efter min mening en skam, at den nye arkitekturpolitik ikke rummer de mange anbefalinger til konkrete skridt, initiativer og justering af regler, som ekspertgruppen under Kulturministeriet havde med i sin rapport fra marts måned. Det svækker den nye arkitekturpolitik, at de mange gode anbefalinger ikke er med,” siger Lars Storr-Hansen, der mener, at det nu bliver byggebranchens opgave og ansvar at få flest mulige af disse anbefalinger ”bragt i spil igen.”

Danmarks nye nationale arkitekturpolitik er udarbejdet på baggrund af hvidbog og anbefalinger fra Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik, som udkom med anbefalinger i marts 2025.

Den nye arkitekturpolitik har titlen ”En attraktiv fremtid – et fælles ståsted i en verden under forandring” og er nedfældet på 11 sider. 

Læs også ”Kolding går forrest og vedtager ny arkitekturpolitik med fokus på bevarelse og mindre nybyggeri”

Læs også ”Ny norsk arkitekturpolitik: Her er fokusområderne”

Læs også ”Norsk minister: Den bedste arkitekturpolitik er tydelig – men også fleksibel”

Læs også ”DI Byggeri støtter nyarkitekturpolitik: Vi skal vise samfundet byggebranchens værdiskabelse”