Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune, ser frem til det nye folketingsår, hvor han håber og forventer, at boligpolitik, byudvikling og generelt øget fokus på en grønnere samfundsretning fortsat vil præge debatterne både på og uden for Christiansborg.
Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune, ser frem til det nye folketingsår, hvor han håber og forventer, at boligpolitik, byudvikling og generelt øget fokus på en grønnere samfundsretning fortsat vil præge debatterne både på og uden for Christiansborg.

Michael Ziegler: Vi er som samfund i gang med et kursskifte mod en grønnere tilgang

Dato 29.09.26 |
Af:
Søren Duran Duus

Foto: Høje-Taastrup Kommune

Michael Ziegler har solid erfaring med kommunal byudvikling og politik som mangeårig borgmester med fremtrædende poster i KL og Det Konservative Folkeparti – ikke mindst har han stået i spidsen for den enorme byudvikling, som Høje-Taastrup Kommune har været igennem det seneste årti. Ziegler ser nu et klart politisk og samfundsmæssigt skifte, som fremover vil tage yderligere fart.

”Hvis vi skal redde Jorden, bliver vi som samfund nødt til at få en grønnere tilgang – særligt i forhold til vores tilgang til byggeri. Især skal vi forstå vigtigheden af endnu mere fokus på balancen mellem nybyggeri over for renovering og transformation. Nedrivning skal ikke være det, man som kommune, region eller stat automatisk vælger, blot fordi det er lettest – og oftest billigst.”

”Vi skal i stedet blive bedre til at tænke langsigtet og passe bedre på vores bygningsmasse ud fra både et historisk, kulturelt, økonomisk samt klima- og miljøhensyn. Heldigvis er vi som samfund – og fra politisk side – i gang med et kursskifte mod en grønnere tilgang, men spørgsmålet er, om den positive udvikling kan accelereres yderligere? Og det kan den. For eksempel hvis lovgivning og regelsæt giver offentlige myndigheder bedre muligheder for at kunne afvise nedrivning til fordel for optimering og videreudvikling af den eksisterende bygningsmasse.”

Det siger Michael Ziegler, borgmester (KF) i Høje-Taastrup Kommune.

Renovering og transformation

Dermed er Michael Ziegler på linje med sin borgmesterkollega på Frederiksberg, socialdemokraten Michael Vindfeldt, og andre borgmestre rundt om i landet, der mener, at udgangspunktet altid bør være at genanvende og transformere bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.

”Selvom vi går langt for at bevare Frederiksbergs bygningskultur, savner vi som planmyndighed mulighed for at stille skrappere krav til CO2-aftryk end dem, der følger af bygningsreglementet,” lød det fra Vindfeldt i vores tidligere bragte interview ”Frederiksberg-borgmester: Kommuner skal have bedre muligheder for at afvise nedrivning.”

Som borgmester på Frederiksberg samt medlem af Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) arbejder Michael Vindfeldt blandt andet for, at ”bevar eller forklar”-princippet skal forankres i strategier for bæredygtigt byggeri. 

Som navnet antyder, fokuserer princippet på at passe på den eksisterende bygningsmasse og kulturarv – uden at bremse udviklingen.

Michael Ziegler er principielt enig med Michael Vindfeldt, selvom han peger på, at Høje-Taastrup og Frederiksberg er to meget forskellige kommuner med vidt forskellige bygningsmasser, udfordringer og muligheder, der ikke umiddelbart kan sammenlignes.

”Men der er ingen tvivl om, at der både fra politisk side og på tværs af samfundet er stigende fokus på, at vi simpelthen skal passe bedre på Jordens ressourcer. Og her spiller bygge- og ejendomsbranchen en særlig rolle, fordi vi alle ved, at det er i opførelsesdelen, at udledningen er størst,” fremhæver Michael Ziegler.

"Der er ingen tvivl om, at der både fra politisk side og på tværs af samfundet er stigende fokus på, at vi simpelthen skal passe bedre på Jordens ressourcer." Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune

Høje Taastrup C og Nærheden 

Udover at have været borgmester i Høje-Taastrup siden 2006 har Michael Ziegler i mange år været aktiv i KL, blandt andet som formand og nuværende udvalgsformand. Og udover at være kommunalpolitisk næstformand i Det Konservative Folkeparti er han formand for partnerskabet bag Høje Taastrup C – det store byfornyelsesprojekt centralt i Høje Taastrup.

I 2018 vandt COBE arkitektkonkurrencen om den omfattende byfornyelse, som sammen med den helt nye bydel Nærheden i Hedehusene er Høje-Taastrup Kommunes to klart største byudviklingsprojekter, der skal gøre den københavnske vestegnskommune endnu mere attraktiv for borgere, virksomheder og investorer.

Hidtil har der i kommunen i høj grad været fokus på nybyggeri. Og det er der en grund til.

”Med vores to store byfornyelsesprojekter har vi af forskellige årsager ønsket at bygge både byen Høje Taastrup og Hedehusene stærkere – og jeg synes helt bestemt, at vi langt hen ad vejen er lykkedes med at indfri vores ambitioner om at skabe nye, levende og attraktive bydele, hvor folk har lyst til at være, bo og arbejde,” siger Michael Ziegler. 

Der er aktuelt to byggegrunde tilbage i Høje Taastrup C.

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Høje Taastrup C og Nærheden, som begge har stort fokus på bæredygtighed og en grønnere tilgang med både DGNB Guld-certificerede og svanemærkede ejendomme, var blevet til via renoveringer og transformationer. Men det har i sagens natur ikke været muligt, fordi begge områder førhen lå øde hen med parkeringsarealer, jordvolde, boulevarder eller marker,” forklarer Michael Ziegler.

”Det store greb virker”

I 2022 modtog Michael Ziegler Borgmesterprisen, som uddeles af Arkitektforeningen.

Han modtog prisen for sit arbejde med at prioritere og løfte den fysiske kvalitet i byudviklingen i Høje-Taastrup Kommune. Begrundelsen var også, at Ziegler har stået i spidsen for kommunens arkitekturpolitik.

”Overordnet er jeg meget tilfreds med vores næsten fuldt realiserede projekter, fordi det store greb virker. Folk vil gerne bo og flytte til vores kommune. Vi har indfriet vores vision og målsætning om ”at bygge kommunen stærkere,” da vi udover Høje Taastrup C og Nærheden har arbejdet med udsatte boligområder, hvor vi i samarbejde med lejerne har revet boliger ned for i stedet at bygge nye private boliger,” forklarer Michael Ziegler.

"Det er helt afgørende og nødvendigt med disse debatter og forhåbentligt lovændringer, så vi fra politisk side kan skubbe samfundet i en endnu grønnere retning." Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune

Transformation af tidligere rådhus

De to mest fremtrædende enkeltstående ejendomsprojekter – som er en del af Høje Taastrup C – er det nye og nu tidligere rådhus. Det nybyggede rådhus, som er tegnet af PLH Arkitekter, er en DGNB Guld-certificeret atriumbygning med plads til over 500 medarbejdere, mens det forhenværende rådhus er ved at blive transformeret til boliger. 

Projektet er et af Danmarks største transformationsprojekter med ombygning til boliger. Den oprindelige plan var ellers, at det gamle rådhus skulle rives ned, hvorefter der skulle bygges nye boliger på grunden. Men bygherre Ikano Bolig ændrede mening i processen og besluttede i stedet, at så meget som muligt af den eksisterende bygningsmasse skulle genanvendes. Og ved hjælp af Lendager er den 17.000 kvadratmeter store bygning, der oprindeligt er opført til kontor i 1980, ved at blive totalrenoveret og omdannet til 200 svanemærkede lejligheder, hvoraf cirka 40 bliver bygget på taget. 

På den nordlige del af grunden er Ikano Bolig derudover ved at opføre 125 svanemærkede rækkehuse.

”Med Ikano Boligs store transformationsprojekt af det gamle rådhus har både Ikano og vi som kommune fået et fantastisk showcase, der rækker ind i fremtiden, og som viser, hvordan kombinationen af renovering, transformation og kreativitet kan vise vejen til en grønnere tilgang,” fremhæver Michael Ziegler, der bemærker, at transformationsprojektet er dyrere sammenlignet med en nedrivning og efterfølgende nybyggeri.


Ikano Bolig er ved at transformere det tidligere rådhus i Høje-Taastrup Kommune til boliger. Rendering: Lendager


Ved hjælp af Lendager er den 17.000 kvadratmeter store bygning, der oprindeligt er opført til kontor i 1980, ved at blive totalrenoveret og omdannet til 200 svanemærkede lejligheder, hvoraf cirka 40 bliver bygget på taget. På den nordlige del af grunden er Ikano Bolig derudover ved at opføre 125 svanemærkede rækkehuse. Rendering: Lendager
 

Grøn strømning tager til

Ifølge Michael Ziegler vidner transformationen af det gamle rådhus om, at ”den grønne strømning tager til:”

”Og det er netop i fortsat dén retning, vi som samfund skal bevæge os i,” siger han.

I det hele taget ser Ziegler frem til det nye folketingsår, hvor han håber og forventer, at boligpolitik, byudvikling og generelt øget fokus på en grønnere samfundsretning vil præge debatterne både på og uden for Christiansborg:

”Det er helt afgørende og nødvendigt med disse debatter og forhåbentligt lovændringer, så vi fra politisk side kan skubbe samfundet i en endnu grønnere retning.”

 

 

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.