Sådan bruger vi projektkonkurrencen med succes
Der er brug for at gentænke projektkonkurrencen, for i dag virker den langt fra optimalt. Arkitektforeningen og Danske Arkitektvirksomheder har derfor udviklet en ny konstruktiv køreplan for fremtidens projektkonkurrence.
Det er ingen hemmelighed, at landets arkitekter og arkitektvirksomheder længe har været utilfredse og frustrerede over den måde, som projektkonkurrencen bliver brugt på, eftersom den alt for ofte skaber problemer i stedet for at bane vej for veltilrettelagte projekter.
I mange tilfælde er projektkonkurrencen blevet en spændetrøje, som gør processerne unødigt tunge, besværlige og fordyrende, ligesom projektkonkurrencen i for mange tilfælde ender med at udløse konflikter mellem de parter, som ellers skulle arbejde smidigt sammen om at få projektet til at lykkes.
I årenes løb har vi kunnet se, hvordan et naturligt ønske om budgetsikkerhed har ført til, at budgetter låses for tidligt – inden projektet er blevet ordentligt undersøgt. Vi har også været vidne til, at arkitekter er blevet mødt af stadigt flere detaljerede krav, uden at det har været en fordel for projektet.
Samlet er vi havnet i en situation, som hverken resulterer i den ønskede budgetsikkerhed, den nødvendige afdækning af udfordringer eller den innovative idéudvikling, som både bygherrer og arkitekter ønsker sig.
Kort sagt: Der er i den grad rum for forbedring.
På baggrund af den erkendelse har Arkitektforeningen og Danske Arkitektvirksomheder arbejdet målrettet på at skabe en ny og bedre brug af projektkonkurrencen. Det har vi vel at mærke ikke gjort i et lukket rum. Tværtimod har vi inddraget aktører fra hele byggeriets værdikæde og dermed også lyttet til deres utilfredshed med tingenes tilstand. Og endelig har vi fået vigtige input fra Institut for Vilde Problemer og Winsløw Advokater.
Resultatet af arbejdet foreligger nu i form af en ny vejledning - eller køreplan – for projektkonkurrencen i en version 2.0. Vores grundlæggende idé handler om at gøre projektkonkurrencen til et konstruktivt redskab, som hjælper processer godt på vej og styrker samspillet mellem de involverede parter, så vi sammen kan sikre mere bæredygtige løsninger, øge den arkitektoniske kvalitet og styrke styringen af økonomien.
I kernen af Projektkonkurrencen Version 2.0 står otte simple råd. Det første handler om, at konkurrencen skal bruges tidligt – eller som det formuleres: ”Start projektkonkurrencen, før løsningen er kendt. Brug den til at afklare behov, dilemmaer, risici og potentialer, inden budget og program fastlåses. Det giver plads til bæredygtige valg frem for dyre omveje.”
Det andet råd handler om at, at det er vigtigt at beskrive problemet – og ikke løsningen: ”Formulér opgaven ud fra visioner, strategiske mål og dilemmaer i stedet for færdige svar. Spørg: Hvad er det egentlige problem? Spørg ikke: Hvilken bygning vil vi have?”
De øvrige råd kan man læse i rapporten, som findes på Danske Arkitektvirksomheders og Arkitektforeningens hjemmesider.
Når de to første råd fremhæves her, handler det om, at de i kort form illustrerer den drejning af projektkonkurrencen, som vi ønsker: Nemlig at bruge projektkonkurrencen til tidligt at afdække udfordringer og udvikle ideer i stedet for låse sig fast på løsninger, som ofte må ændres senere, hvilket nemt skaber konflikter og får regningerne til at vokse. Eller som det formuleres i råd nummer fire: ”Brug konkurrencen som lærings- og udforskningsrum. Og se projektkonkurrencen som en proces, hvor flere løsninger undersøges parallelt. Ikke som en engangsleverance, men som fælles vidensopbygning før beslutning.”
Oven i alt dette er der endnu en afgørende grund til at forbedre projektkonkurrencen netop nu, og det drejer sig om, at vi ser ind i en fremtid, hvor vi bliver nødt til at udvikle mere bæredygtige løsninger for at nedbringe byggeriets aftryk på miljø og klima.
Vi skal bl.a. i en helt anden skala end i dag renovere og transformere vores eksisterende bygninger. Som alle ved, vil det øge kompleksiteten og dermed også øge behovet for at udvikle et mere smidigt samarbejde mellem de aktører, der skal bringe projekterne sikkert i mål.
Vores vejledning skal nu ud at leve i virkeligheden, og det vil vi arbejde aktivt for. Men det er jo heldigvis ikke sådan, at de otte nye råd vil være helt ukendte. Tværtimod ser vi også mange gode eksempler på, at parterne finder sammen om veltilrettelagte processer, hvor kompetent økonomisk styring og udvikling af optimale løsninger går hånd i hånd.
Læs i den forbindelse vores interview med Klaus Kellermann, der er chefkonsulent og bygherre i Roskilde Kommune, og som fremover skal være chefkonsulent for bæredygtigt byggeri i Bygherreforeningen, som han er ved at skifte til.
Med udgangspunkt i et konkret projekt fortæller han om, hvordan idéerne og principperne bag vores køreplan til Projektkonkurrencen Version 2.0 kan bruges ude i virkeligheden og føre til en bedre proces for alle parter.
Læs mere i ”Vi har brug for en grønnere og smidigere tilgang til byggeriet”
Læs også ”Ny vejledning gentænker projektkonkurrencen som udbudsform”
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.