Storbritannien var – med en samlet eksport på 135 millioner kroner – i 2025 det største eksportmarked for den danske arkitektbranche.
Storbritannien var – med en samlet eksport på 135 millioner kroner – i 2025 det største eksportmarked for den danske arkitektbranche.

Dansk arkitektureksport slår ny rekord i 2025 – potentiale for yderligere vækst

Dato 24.02.26 |
Af:
Søren Duran Duus

Foto: Benjamin Davies/Unsplash

Arkitektbranchen leverer for andet år i træk en årlig eksportvækst på næsten 20 procent. Fremgangen bæres især af det europæiske marked, hvor fire lande står for godt en tredjedel af den samlede eksport. Mere overordnet medfører geopolitisk usikkerhed i verden, at vi i Europa rykker tættere sammen.

2025 blev endnu et særdeles stærkt år for dansk arkitektureksport.

Således blev det forgangne kalenderår nyt rekordår, eftersom den samlede eksport nåede op på 1,2 milliarder kroner – det højeste niveau målt over de seneste 20 år.

Det viser dugfrisk analyse fra Danske Arkitektvirksomheder.

Den nye rekord for arkitektureksporten følger efter et i forvejen solidt 2024. Den danske arkitektbranche har nu leveret to år i træk med en årlig vækst tæt på 20 procent.

”At arkitektbranchen kan levere næsten 20 procents vækst to år i træk er et tydeligt signal om, at danske arkitektvirksomheder gør sig gældende internationalt. Den vedvarende eksportvækst peger på en branche med høj faglig kvalitet og international gennemslagskraft,” siger Sebastian Kaldahl, cheføkonom i Danske Arkitektvirksomheder.

Han har udarbejdet analysen ”Arkitektureksporten slår ny rekord i 2025” baseret på data fra Danmarks Statistik kvalificeret med egne beregninger.

I 2025 steg arkitektureksporten med 18,4 procent, mens væksten i 2024 landede på 19,5 procent.

I kontrast hertil var 2023 et nedgangsår for arkitektureksporten, formentlig drevet af højt renteniveau, som dæmpede investeringslysten.
 

Arkitektureksporten med nyt rekordår i 2025

Eksporten af danske arkitekttjenester


Kilde: Danmarks Statistik og Danske Arkitektvirksomheders beregninger

Europæisk vækstmotor

I lighed med tidligere år bæres den danske arkitektureksport særligt af det europæiske marked, som i 2025 aftog 76 procent af eksporten på 1,2 milliarder kroner.

”Europa er fortsat vores vigtigste eksportdestination, og tallene viser, at danske tegnestuer markerer sig på en række centrale markeder,” siger Sebastian Kaldahl.

Efter Europa følger Asien, som aftager 14 procent af den danske eksport, og Amerika med 8 procent af eksporten.

Til sammenligning gik cirka halvdelen af den danske eksport, 51 procent, i 2023 til det europæiske marked, mens Asien tegnede sig for 25 procent og Amerika for 19 procent.

Den lavere europæiske andel i 2023 skyldtes imidlertid primært et fald i eksporten til det europæiske marked – og ikke en markant fremgang i de asiatiske eller amerikanske markeder.

Selvom der er betydelig årlig variation, har Europa i hele den seneste 20-årige periode været det dominerende eksportmarked, eftersom Europa har stået for mellem 50 og 90 procent af den samlede eksport.


Europa er et stort eksportmarked for danske arkitektvirksomheder

Dansk arkitektureksport fordelt på kontinenter (i procent)


Kilde: Danmarks Statistik og Danske Arkitektvirksomheders beregninger

Vigtigste lande i Europa

Zoomer vi ind på Europa, tegner de fire største aftagerlande sig samlet for 35 procent af den danske arkitektureksport i 2025.

Storbritannien indtager førstepladsen med en eksport på 135 millioner kroner efterfulgt af Tjekkiet, Tyskland og Nederlandene med henholdsvis 107, 89 og 87 millioner kroner.

Den mest markante udvikling ses i Tjekkiet, eftersom landet ikke tidligere har været blandt de største eksportmarkeder. I 2024 udgjorde eksporten til Tjekkiet blot 26 millioner kroner – svarende til omkring en fjerdedel af niveauet i 2025. Det indikerer en betydelig projektaktivitet eller enkeltstående større opgaver i markedet.

Grønland placerer sig ligeledes højt med en eksport på 44 millioner kroner, hvilket dog er markant lavere end rekordniveauet på 123 millioner kroner for få år siden – primært drevet af opførelse af tre nye lufthavne. Eksporten til Grønland er dog fortsat betydelig. Det understreges af, at eksporten til den nordligste del af kongeriget ikke er langt fra niveauerne for Frankrig og Sverige.

Det skal bemærkes, at datagrundlaget i Danske Arkitektvirksomheders eksportanalyse ikke dækker alle lande. Særligt mangler Norge, som historisk har været blandt de største eksportmarkeder for danske arkitektvirksomheder. Det er derfor sandsynligt, at Norge fortsat ville placere sig højt på listen, hvis data var tilgængelig.

Læs også ”Arkitektureksport runder 1 milliard kroner i 2024 og er tæt på rekord”

Potentiale for yderligere eksportvækst

Geopolitik uro og en verden under forandring ændrer dog ikke på, at dansk arkitektureksport grundlæggende står et solidt sted med en eksport i milliardklassen. Det ser også lovende ud, når vi kigger fremad, siger Sebastian Kaldahl, der mener, at der også fremover kan være potentiale for øget eksport.

”I en nært beslægtet branche som ingeniørrådgivning er andelen af omsætningen, der hentes i udlandet, fortsat højere. Arkitektbranchen har fortsat en mere begrænset global rækkevidde, og som en relativt lille aktør på den internationale scene peger det på mulighed for yderligere international forankring”, siger cheføkonomen i Danske Arkitektvirksomheder.

”Danske arkitektvirksomheder har fået større og større international erfaring, som de for alvor kan bruge nu, og når der samtidig er efterspørgsel på, hvad netop danske arkitekter kan præstere, ser det meget lovende ud – også når vi kigger frem i tiden.” Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Han bakkes op af adm. direktør Lars Storr-Hansen, Danske Arkitektvirksomheder, der fremhæver, at de nye eksporttal understreger styrken og robustheden i det lange seje træk, som landets arkitektvirksomheder efterhånden har præsteret over en længere årrække: 

”Der er ikke tale om held eller et lucky punch, når vi ser på de nye eksporttal. Der er derimod tale om en stærk indsats, der er bygget op over tid, og som betyder, at flere og flere danske arkitektvirksomheder skridt for skridt har fået opbygget brohoveder ude på de internationale markeder. De har kæmpet for at komme ind, og flere har selvfølgelig måttet betale lærepenge undervejs. Men de har fået større og større international erfaring, som de for alvor kan bruge nu, og når der samtidig er efterspørgsel på, hvad netop danske arkitekter kan præstere, ser det meget lovende ud – også når vi kigger frem i tiden,” siger Lars Storr-Hansen.

Læs også ”Sejt træk fører til flotte resultater i udlandet”
 

Europa er et stort eksportmarked for danske arkitektvirksomheder

20 største aftager af dansk arkitektureksport i 2025


For Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Irland er eksportværdierne estimerede, og der er derfor angivet et usikkerhedsspænd for disse markeder. Kilde: Danmarks Statistik og Danske Arkitektvirksomheders beregninger

Geopolitisk usikkerhed øger sammenhold i Europa

Danske Arkitektvirksomheder arbejder blandet andet sammen med Peter Mørk fra Mork Kveiborg & Partners for at bringe flere arkitektvirksomheder – både store og små – ud på de internationale markeder.

I en kommentar til de nye, stærke eksporttal siger partner og medstifter Peter Mørk:  

”Jeg er ret sikker på, at det er usikkerheden i verden, der får os til at rykke tættere sammen i Europa. Vi ser en klar tendens til at fokusere på det nære og på de værdifællesskaber, som vi har i Europa. Vi ser lige nu, at en række danske arkitekter for alvor får godt fat i Tyskland og i de tysk talende lande. Det skal også ses i lyset af, at vi i Norden står for en holistisk tankegang i måden, vi skaber arkitektur på, og det efterspørges.”

”Derudover er der opstået nye konkrete muligheder, fordi det offentlige investerer enormt meget i Tyskland i disse år,” siger Peter Mørk.

Mork Kveiborg & Partners, der rådgiver danske arkitekt- og designvirksomheder om vækst, internationalisering og strategisk udvikling, er i samarbejde med Danske Arkitektvirksomheder i gang med at planlægge nye fremstød i netop Tyskland. 

”Jeg er ret sikker på, at det er usikkerheden i verden, der får os til at rykke tættere sammen i Europa. Vi ser en klar tendens til at fokusere på det nære og på de værdifællesskaber, som vi har i Europa.” Peter Mørk, partner og medstifter, Mork Kveiborg & Partners 

Udover Tyskland peger Peter Mørk på, at flere danske arkitektvirksomheder gør det godt i Storbritannien samt selvfølgelig på de nære nabomarkeder i Sverige og Norge. 

Uden for Europa fremhæver han blandt andet Canada som et marked, hvor flere danske arkitektvirksomheder står stærkt. 

”Der er stadig en række danske arkitekter, der arbejder i Canada og løser spændende store opgaver derovre, men Canada er i virkeligheden også europæisk orienteret, og vi har en lang række kulturfællesskaber med canadierne,” siger Peter Mørk.   

Læs også ”Geopolitisk uro åbner for nye markedsmuligheder i Europa

Læs også ”Danske arkitektvirksomheder åbner døre for hinanden i udlandet”

 

 

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér.

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.