Sådan undgår en succesfuld arkitektvirksomhed at blive offer for sin egen succes
I forbindelse med Danske Arkitektvirksomheders nye samarbejde om forretningsrådgivning bringer vi her et interview med ledelsesrådgiver Pernille Lundsbjerg. Hun har tidligere arbejdet med forretningsudvikling og internationalisering hos Dorte Mandrup og er i dag rådgiver for blandt andet 1:1 Landskab.
”En succesfuld arkitektvirksomhed kan faktisk blive offer for sin egen succes. Der kommer flere projekter, flere medarbejdere og flere ambitioner – men kompleksiteten kan vokse hurtigere, end organisationen kan følge med.”
”Det viser sig sjældent som ét stort problem. Det kan være partnerne, der pludselig skal ind over næsten alle beslutninger. Det kan være uklare roller, projekter, der ikke tjener det forventede, eller en ambition om et nyt marked, som aldrig rigtig kommer længere end til mødebordet.”
”Det er typisk dér, jeg kommer ind: Først med at skabe et fælles billede af, hvad der faktisk foregår – og derefter med at finde ud af, hvilke få ting der vil gøre den største forskel.”
Det forklarer ledelsesrådgiver Pernille Lundsbjerg.
Det sker i forbindelse med et nyt, eksklusivt medlemstilbud om forretningsrådgivning, som Danske Arkitektvirksomheder netop har lanceret i samarbejde med Pernille Lundsbjerg, selvstændig ledelsesrådgiver med speciale i arkitektbranchen.
Læs mere i ”Nyt samarbejde skal styrke arkitektvirksomheders forretning”
Ambitioner kan vokse hurtigere end organisationen
Pernille Lundsbjerg har en kandidatgrad i International Business and Politics med speciale i strategi og ledelse fra Copenhagen Business School og har blandt andet været associeret partner i arkitektvirksomheden Dorte Mandrup.
I dag er hun selvstændig ledelsesrådgiver og rådgiver, blandt andet hos 1:1 Landskab om forretningsudvikling og kommunikation.
Partnerskabet mellem Danske Arkitektvirksomheder og Pernille Lundsbjerg skal hjælpe arkitektvirksomheder med at få ambitioner, kapacitet og hverdag til at hænge bedre sammen. Rådgivningen er primært målrettet medlemsvirksomheder med 5-50 ansatte.
”Et ret klassisk tegn er, at partnerne bliver flaskehalse. Partneren godkender tilbuddet, skal kigge på ansættelsen, tager det vigtige kundemøde, beslutter kommunikationen og skal også lige ind over projektet. Hver enkelt ting giver måske god mening. Men tilsammen betyder det, at en stor del af virksomhedens fremdrift bliver afhængig af ganske få mennesker,” forklarer Pernille Lundsbjerg.
”Så spørgsmålet er sjældent, hvordan partnerne kan arbejde mere. Det er snarere: Hvilke beslutninger behøver faktisk at ligge hos dem? Hvad kan andre tage ansvar for? Og er virksomheden organiseret på en måde, der passer til den størrelse og de ambitioner, den har i dag?”
”Mange ejerledere ved godt, hvor de gerne vil hen. Udfordringen er ofte at få ambitionerne, kapaciteten og de daglige prioriteringer til at hænge sammen. Det er dér, jeg kan hjælpe med at skabe overblik, og vælge hvor det giver mest mening at sætte ind – og få det omsat til handling i hverdagen,” forklarer Pernille Lundsbjerg.
"Mange ejerledere ved godt, hvor de gerne vil hen. Udfordringen er ofte at få ambitionerne, kapaciteten og de daglige prioriteringer til at hænge sammen." Ledelsesrådgiver Pernille Lundsbjerg
One size doesn’t fit all
Rådgivningen tager afsæt i tankegangen fra publikationen ”Det hele hænger sammen” – Danske Arkitektvirksomheders vinkel på kvalitetsledelse – og ser på virksomheden som en helhed. Et værktøj, som Pernille Lundsbjerg med stor succes selv har anvendt i flere sammenhænge i forskellige brancher.
Det betyder, at man ikke ser udfordringer isoleret. En presset projektøkonomi kan for eksempel hænge sammen med prissætning, bemanding eller uklare roller, mens manglende salg kan handle lige så meget om positionering og prioritering som om selve salgsindsatsen. Pointen er at finde ud af, hvor problemet reelt udspringer, før man vælger løsningen.
Formålet er at give ejerkredsen og ledelsen et fælles billede af, hvor virksomheden står i dag og et konkret grundlag for at prioritere, hvad der er vigtigst at arbejde videre med.
”Dét, der har gjort en arkitektvirksomhed succesfuld frem til i dag, er ikke nødvendigvis dét, der skal bringe den videre. En struktur, der fungerede rigtig godt med otte medarbejdere, fungerer måske ikke med 25 medarbejdere. Derfor er løsningen heller ikke altid at ansætte flere. Nogle gange handler det mere om tydeligere roller, om at flytte beslutninger væk fra partnerbordet eller om at blive skarpere på, hvilke opgaver virksomheden faktisk skal bruge sin kapacitet på,” forklarer Pernille Lundsbjerg.
"Dét, der har gjort en virksomhed succesfuld frem til i dag, er ikke nødvendigvis dét, der skal bringe den videre. En struktur, der fungerede rigtig godt med otte medarbejdere, fungerer måske ikke med 25 medarbejdere." Ledelsesrådgiver Pernille Lundsbjerg
Forretningsudvikling er mere end at sælge det næste projekt
Ledelsesrådgiveren fremhæver, at forretningsudvikling ikke kun handler om at sælge mere:
”Det handler også om at gøre virksomheden mindre sårbar over for udsving i markedet og øge sandsynligheden for, at man får de typer opgaver, man gerne vil have. Det kræver, at man løfter blikket fra den næste ordre og arbejder mere bevidst med, hvor man gerne vil hen.”
”Hvis I for eksempel gerne vil lave flere skolebyggerier, begynder arbejdet ikke den dag, et udbud bliver offentliggjort. Hvem er de relevante bygherrer og andre aktører? Hvilke relationer skal opbygges? Har I de rigtige referencer? Og hvis ikke: Hvordan får I dem? I en konjunkturfølsom branche handler forretningsudvikling også om at arbejde med de spørgsmål, mens ordrebogen stadig er fuld,” fremhæver Pernille Lundsbjerg.
Læs mere om Danske Arkitektvirksomheders nye, eksklusive medlemstilbud om forretningsrådgivning i artiklens faktaboks eller læs mere uddybende på vores hjemmeside hér
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.
