Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder.
Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

Regeringens boligpolitik kræver øget forskning

Dato 07.07.26 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Den nye regering vil på samme tid øge boligbyggeriet og nedsætte byggesektorens klimaaftryk. Hvis vi skal lykkes med opgaven, skal regeringen styrke forskningsindsatsen, så vi kan få udviklet de rigtige løsninger.

Da vi i foråret holdt årsmøde i Danske Arkitektvirksomheder, kom der i en af debatterne lys på det faktum, at der er hårdt brug for at opgradere forskningen indenfor bygge- og boligsektoren.

En af paneldeltagerne var den tidligere DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn, som i dag er bestyrelsesleder for Det Kongelige Akademi Arkitektur, Design og Konservering og medlem af bestyrelsen for tegnestuen Praksis.

Maria Rørbye Rønn er kommet til vores branche med et skarpt blik for, hvordan vores samfundsmaskineri er indrettet. Derfor var det også interessant at høre, da hun i direkte vendinger fastslog, at det er svært at forstå, hvorfor der forskes så lidt i en bygge- og boligsektor, som har så stor betydning for samfundet og spiller en så vital rolle for den grønne omstilling.

"Forskning har for længst peget på, at en større del af boligudbuddet bør skabes via blandt andet omdannelse, fortætning og bedre udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Når der er grund til at nævne Maria Rørbye Rønns pointe, skyldes det, at budskabet har fået ny aktualitet efter regeringsskiftet. Den nye regering har mange fornuftige bygge- og boligpolitiske ambitioner – men det står klart, at vi kun kan forløse disse ambitioner, hvis regeringen følger dem op med en større og mere målrettet forskningsindsats end i dag.

Regeringen har som bekendt planer om at øge tempoet i boligbyggeriet for at imødekomme efterspørgslen, især i de større byer, og det giver mening. Men samtidigt skal Danmark leve op til sine klimaforpligtelser. Og det udløser dilemmaer, som ikke bare kan løses med et enkelt greb:

I et klimaperspektiv er en ensidig satsning på nybyggeri selvsagt vanskelig at forene med klimamålene, og forskning har for længst peget på, at en større del af boligudbuddet derfor snarere bør skabes via blandt andet omdannelse, fortætning og bedre udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter.

Udfordringen vokser af, at regeringen gerne vil sætte gang i boligbyggeriet hurtigt. Dette ønske er forståeligt, for manglen på boliger er flere steder åbenlys. Men den løsning, som hurtigst og mest effektivt kan skabe nye boliger på kort sigt, er jo ikke nødvendigvis den, der er mest ansvarlig i forhold til miljø og klima.

"I praksis mangler vi stadig at finde flere svar på, hvordan vi kan bygge mere skånsomt, når vi bygger nyt, og hvordan vi for alvor får sat gang i langt flere renoverings- og transformationsprojekter." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

I denne uge bringer vi i Danske Arkitektvirksomheder en artikel, som fortæller om tre nye rapporter, der på forskellig vis er med til at beskrive og blotlægge de dilemmafyldte valg, vi skal træffe i løbet af de næste år. De tre rapporter er:

Det er vigtigt at understrege, at regeringsgrundlaget i høj grad også lægger op til, at vi fremover skal satse langt mere på renovering og transformation – også når det handler om at skabe nye boliger. Det er glædeligt, ligesom der er grund til at rose, at regeringen vil forsætte arbejdet med at revidere bygningsreglementet, der blandt andet netop skal gøre det markant lettere at renovere og transformere vores eksisterende bygninger. 

Men i praksis mangler vi stadig at finde flere svar på, hvordan vi kan bygge mere skånsomt, når vi bygger nyt, og hvordan vi for alvor får sat gang i langt flere renoverings- og transformationsprojekter. Der er ingen tvivl om, at revisionen af bygningsreglementet vil kunne udgøre en vigtig håndsrækning, men der er også brug for mere forskning, så vi alle – politikere såvel som branchen – kan træffe oplyste og fornuftige beslutninger.

Der er efterhånden også kommet mange forskningsmæssige bidrag. Men de fleste af dem beskriver kun dele af virkeligheden, og vi har brug for se udfordringerne i sammenhæng, når vi taler om forholdet mellem for eksempel nybyggeri, renovering, transformation, CO2 og materialeforbrug.

Sammen med en stor del af byggebranchen og forskningsverdenen har Danske Arkitektvirksomheder i flere år argumenteret for, at vi har brug for et langsigtet, missionsdrevet forskningspartnerskab, der blandt andet bør sætte mere fokus på transformation og renovering, udvikling af byggematerialer med reduceret klimaaftryk, øget biodiversitet samt klima- og kystsikring af byer, bygninger og infrastruktur.

Med sine mange bygge- og boligpolitiske målsætninger, bør regeringen lytte til dette budskab. For hvis vi ikke får opgraderet forskningen og får ny viden, bliver det meget svært for regeringen at nå målet om, at vi både skal skabe flere boliger og mindske byggeriets samlede klimaaftryk.

Læs også: Nye rapporter blotlægger dilemmaer mellem nybyggeri og transformation

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.