Det skal helst være en fest for hele byggebranchen
Direktør for DI Byggeri, Rasmus Brandt Lassen, fastslår i et interview, at en ny national arkitekturpolitik skal være for hele byggebranchen. Og det er en meget væsentlig pointe.
Det kan umiddelbart lyde lidt nedslående, når direktør for DI Byggeri, Rasmus Brandt Lassen, advarer om, at en ny national arkitekturpolitik ikke bør være ”en snæver fest for arkitekter.”
Men han har fuldstændig ret i sit budskab, og man skal med lægge mærke til hans tilføjelse, der handler om, at en ny national arkitekturpolitik grundlæggende skal vise, hvordan det byggede miljø og samfundet optimalt spiller sammen.
Eller som Rasmus Brandt Lassen selv formulerer det:
”En arkitekturpolitik kan være med til at understøtte og sætte fokus på den enormt vigtige værdiskabelse, som byggebranchen skaber via den samfundsfunkton, som branchen har. For eksempel er mange glade for at bo i vores byer, men det er måske ikke sikkert, at man tænker over, at det faktisk er byggebranchen, der har bygget byerne til dem. Eller at gode bolig- og infrastrukturforhold øger livskvaliteten og bidrager til et godt og sundt liv for mange og til at binde Danmark sammen – det er nemlig ikke en selvfølge.”
Ordene falder i et interview, som vi bringer med Ramus Brandt Lassen i vores nyhedsbrev. Her handler hans afgørende pointe om, at arkitekturpolitikken kan være med til at gøre byggebranchens værdiskabelse over for samfundet mere synligt.
"Vi har i byggebranchen ikke altid været gode nok til at fortælle historien om, hvad vi bidrager med." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Det er der et udtalt behov for – for som Rasmus Brandt Lassen ærligt konstaterer, har vi i byggebranchen ikke altid været gode nok til at fortælle historien om, hvad vi bidrager med.
”En arkitekturpolitik kan måske hjælpe os til at løfte blikket og vise os, at værdiskabelsen faktisk berører hele samfundet. Det er en enorm vigtig ting, som jeg meget gerne vil have frem og bredt ud,” siger han.
Det er et budskab, som vi i Danske Arkitektvirksomheder støtter helhjertet.
Læser man anbefalingerne til den nye national arkitekturpolitik, kan man også konstatere, at de netop peger på flere vigtige områder, hvor arkitekt- og byggebranchen kan skabe værdi for det omgivende samfund.
Det gælder ikke mindst i forhold til at gennemføre den grønne omstilling af byggesektoren, så den i fremtiden kommer til at sætte et langt mindre aftryk på miljø og klima. Det gælder f.eks. i forhold til at udforme den klimasikring, vi får brug for. Og det gælder selvfølgelig i forhold til at sikre, at danskerne får gode rammer at bo, arbejde og leve under, hvad enten de bor i små bysamfund eller holder til i landets største byer.
Dertil kan man nævne endnu et stort arbejdsfelt, som Rasmus Brandt Lassen også fremhæver – nemlig at byggebranchen skal være med til at gennemføre et mere fundamentalt skifte, der handler om, at vi skal væk fra filosofien om kun at rive ned og bygge nyt. I stedet skal vi fremover lære at vedligeholde, renovere og transformere vores eksisterende bygninger i langt større omfang, end det sker i dag.
Lykkes byggebranchen med det skifte, vil gevinsterne potentielt være enorme for samfundet. Vi vil både kunne passe bedre på vores naturressourcer og nedbringe byggeriets CO2-udledning, og vi vil kunne skabe nye spændende rammer om mange danskeres tilværelse, når gamle bygninger transformeres til attraktive arbejdspladser, boliger, vigtige mødesteder eller noget helt fjerde.
Hvis en arkitekturpolitik – i kombination med bl.a. revisionen af bygningsreglementet – kan medvirke til disse fremskridt, bliver den netop ikke bare en snæver fest for arkitekterne. Så bliver den også til et pejlemærke, som en samlet byggebranche kan styre efter, og den vil resultere i nye væsentligt bidrag fra byggebranchen til samfundet som helhed.