Derfor skal vi styrke forskning i byer, bygninger og landskaber
Når vi taler om blandt andet energi, clean tech og life science inden for dansk erhvervsliv, er de fleste politikere enige om, at ny viden er afgørende for samfundets udvikling. Samme erkendelse mangler inden for de felter, hvor byggesektoren spiller en nøglerolle. Men måske er erkendelsen på vej?
I dag taler flere og flere politikere om, hvordan byer, bygninger, landskaber og infrastruktur danner rammerne om vores hverdag og er en vigtig del af den historiske grønne omstilling, som byggesektoren skal gennemføre.
Den politiske interesse er glædelig, og der er også grund til at glæde sig over, at politikerne stiller høje krav: De forventer i stigende grad, at både landets arkitektvirksomheder og byggebranchen som helhed vil hjælpe aktivt med at reducere klimaaftryk, styrke biodiversiteten, skabe flere boliger i byerne, understøtte fællesskaber på landet, håndtere klimaforandringer og generelt bidrage til at skabe et mere robust samfund midt i de turbulente tider, vi lever i.
Som sagt, det er godt, at politikerne har blik for, hvad vi kan bidrage med, og vi skal bestemt heller ikke klage over, at de møder os med forventninger og ambitioner. Det har vi faktisk længe efterlyst, og vi er klar til at bidrage med alt det, som vi overhovedet kan.
Men – det er også klart, at politikerne, bredt set, skal til at erkende, at store spring frem ikke kun sker på baggrund af gode viljer. Når vi taler om nogle af de styrkepositioner, som dansk erhvervsliv har sat sig på, har udviklingen ofte været understøttet af en aktiv og målrettet forskningsindsats.
"Vi har brug for viden om de mennesker, steder og samfund, som omstillingen skal fungere i." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder.
I et indlæg i Altinget By & Bolig argumenterede jeg for nylig for, at boligpolitikken mangler et "11. pejlemærke" – i form af investeringer i forskning og ny viden. Min pointe var i al sin enkelhed, at hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, transformationen af den eksisterende bygningsmasse og udviklingen af fremtidens boliger, ja, så kræver det et stærkt vidensgrundlag.
Samme pointe er også blevet fremhævet af ForskByg, som har peget på, at forskning i byggeri og anlæg kun modtager en begrænset del af de offentlige forskningsmidler, selv om sektoren er central for en række af samfundets største udfordringer.
I 2024 gik for eksempel blot 3,3 procent af de samlede bevillinger fra de centrale forsknings- og innovationsprogrammer til bygge- og anlægsområdet.
Det er tankevækkende tal, som politikerne bliver nødt til at forholde sig til. Men det er samtidig vigtigt at fastslå, at det ikke alene handler om at få flere midler. Vi bliver nødt til at udvikle et forskningssystem, der kan rumme den nødvendige bredde i forskningen: Hvis fremtidens udfordringer handler om transformation, klimatilpasning, landskabsomlægning, kulturarv, byudvikling og livskvalitet, har vi nemlig brug for mere end rent teknologiske svar.
Vi har også brug for viden om de mennesker, steder og samfund, som omstillingen skal fungere i.
Det er nogle af de temaer, som vi ganske snart vil debattere på Building Green CPH 2026 – helt præcist onsdag den 28. oktober kl. 15.50 i Lokomotivværkstedet i København. Hver vil vi sammen med et panel af indsigtsfulde fagfolk argumentere for, at forsknings- og innovationsindsatsen skal stå mål med både omfanget og bredden af de opgaver, som byggesektoren kan være med til at løse.
Problemstillingen belyses af Lone Feifer, Director of Sustainable Buildings i VELUX, Per Heiselberg, professor ved Aalborg Universitet og programdirektør for CEBE, og Jakob Strømann-Andersen, Global Director, Innovation and Sustainability i Henning Larsen.
Som optakt til debatten kan du læse chefarkitekt Vibeke Grupes analyse Hvorfor har det byggede miljø brug for et forskningsløft? om flere af de udfordringer, vi står overfor, når det handler om behov for øget viden om bl.a. vores eksisterende bygninger, landskabets omstilling og behovet for at dokumentere den samfundsmæssige værdi af arkitektur, byudvikling og landskabsarkitektur.
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.