Analyse: Hvorfor har det byggede miljø brug for et forskningsløft?
Skaber vi tilstrækkelig viden til at omstille det samfund, vi allerede har bygget?
Ny viden er en forudsætning for at løse komplekse samfundsudfordringer og skabe grundlag for fremtidens værdiskabelse. Det afspejler sig tydeligt i forskningsindsatsen inden for blandt andet sundhed, energi, life science og landbrug.
Når det gælder det byggede miljø, er billedet mindre klart. Det er paradoksalt. Bygninger, byer, landskaber og infrastrukturer danner ramme om næsten alle dele af samfundslivet. De har betydning for klima, ressourceforbrug, sundhed, mobilitet, biodiversitet, kulturarv, produktivitet og social sammenhængskraft. Samtidig skal en stor del af den grønne omstilling gennemføres netop her: i de fysiske strukturer, vi allerede har opført, og som nu skal tilpasses nye klimatiske og samfundsmæssige vilkår.
Derfor må vi både spørge, om vi investerer tilstrækkeligt i forskning i det byggede miljø, og om forskningen favner den viden, der skal til for at omsætte ambitionerne til praksis. Teknologiske løsninger er afgørende for omstillingen. Samtidig er der brug for arkitektonisk, landskabelig, kulturel og samfundsmæssig forskning, som kan belyse, hvordan de spiller sammen med deres omgivelser og bidrager til at skabe værdi i bygninger, byer, landskaber og samfund.
Et forskningsfelt i forandring
Forskningen i det byggede miljø har længe været båret af stærke teknologiske og naturvidenskabelige miljøer. Energieffektivitet, materialeteknologi, bygningsfysik og dokumentation af klimaaftryk har med god grund fyldt meget. Denne forskning er fortsat afgørende.
Behovet for at styrke forsknings- og innovationsindsatsen står også centralt i de anbefalinger, som ForskByg og en bred kreds af organisationer har fremlagt. Her peges der på et markant forskningsløft som en forudsætning for, at bygge- og anlægssektoren kan bidrage til den grønne omstilling, blandt andet gennem et missionsdrevet partnerskab eller et udviklings- og demonstrationsprogram. Danske Arkitektvirksomheder har været medafsender af den fælles opfordring.
Men et forskningsløft skal ikke alene tilføre flere midler til de områder, vi allerede forsker i. Det skal også give mulighed for at udvikle den viden, vi mangler.
Forskningen skal belyse bygningers tekniske egenskaber og miljømæssige belastning, men også de sammenhænge, som bygninger, byer og landskaber indgår i: Hvordan udvikler vi den eksisterende bygningsmasse frem for at erstatte den? Hvordan skaber vi byer, der understøtter både biodiversitet, klimatilpasning og livskvalitet? Hvordan kan kulturarven blive en ressource i den grønne omstilling? Og hvordan dokumenterer vi den værdi, som arkitektur, landskaber og bymiljøer skaber over tid?
Forskning i arkitektur, landskabsarkitektur, planlægning, økonomi, sociologi, kulturarv og governance skal spille sammen med de tekniske discipliner. Det kræver, at vi løfter blikket og sætter de forskellige forskningsbidrag ind i en bredere samfundsmæssig sammenhæng, hvor teknologiske, arkitektoniske, landskabelige, kulturelle og samfundsvidenskabelige perspektiver tilsammen bidrager til helhedsorienterede løsninger. Et forskningsløft må derfor spænde fra teknologiudvikling og demonstration til transformation, kulturarv, landskabsudvikling, planlægning og samfundsmæssig værdiskabelse.
Tre områder viser særligt tydeligt, hvorfor denne bredde er nødvendig.
Den eksisterende bygningsmasse som forskningsfelt
En af de store forandringer i arbejdet med det byggede miljø er bevægelsen fra nybyggeri mod transformation.
I store dele af det 20. århundrede var vækst tæt forbundet med nybyggeri. I dag er størstedelen af de bygninger, vi forventer at bruge frem mod 2050, allerede opført. Derfor får transformation, renovering, cirkularitet og levetidsforlængelse stadig større betydning som forskningsfelter.
Samtidig mangler vi viden. Vi ved fortsat relativt lidt om bygningers faktiske levetid, deres evne til at skifte funktion og de egenskaber, der gør nogle bygninger robuste og anvendelige gennem generationer.
Transformation er derfor ikke alene en teknisk opgave. Den er også arkitektonisk, kulturel, økonomisk og organisatorisk. Skal vi udbrede transformation som et reelt alternativ til nedrivning og nybyggeri, har vi blandt andet brug for viden om regulering, kulturarv, brugeradfærd og markedsmekanismer.
Det kræver, at teknisk, arkitektonisk, økonomisk og samfundsvidenskabelig viden bringes sammen omkring den konkrete transformationsopgave. Det kræver samtidig finansieringsformer, som gør et sådant helhedsorienteret samarbejde muligt.
Landskaber, klimatilpasning og den grønne trepart
Flere af de store omstillinger udspiller sig uden for byerne. Naturgenopretning, arealomlægning, klimatilpasning og udbygning af vedvarende energi ændrer både landskabet og de vilkår, som mennesker og erhverv lever under.
Landskabet skal rumme stadig flere hensyn: biodiversitet, energiproduktion, klimatilpasning, rekreative værdier og lokal udvikling. Det kræver viden om, hvordan natur, økonomi, planlægning og lokalsamfund kan spille sammen.
Beslutningerne kan derfor ikke alene træffes ud fra tekniske eller arealmæssige hensyn. Vi må også kunne vurdere, hvordan forskellige funktioner, interesser og værdier kan forenes, og hvilke langsigtede konsekvenser forskellige valg får.
Her er landskabsarkitektur og forskning i landskaber centrale, men ofte underbelyste felter. En stærkere forskningsindsats kan gøre os bedre i stand til at håndtere arealkonflikter, kvalificere de konkrete løsninger og skabe landskaber, der rummer flere funktioner og skaber langsigtet samfundsmæssig værdi.
Hvad er værdien af et bedre bygget miljø?
Værdiskabelse er et af de mindst belyste områder i forskningen i det byggede miljø.
Forskningen har med god grund været orienteret mod at reducere belastningen gennem bedre energiudnyttelse, mindre materialeforbrug og lavere klimaaftryk. Men når det byggede miljø forventes at bidrage til løsningen af flere samfundsudfordringer, må vi også forstå de sociale, kulturelle, miljømæssige og økonomiske værdier, som byer, bygninger og landskaber skaber.
Hvordan værdisætter vi en bygning, der kan anvendes og omdannes gennem 100 år? Hvordan vurderer vi gevinsten ved et byrum, der styrker sundhed og fællesskab? Og hvad er værdien af et klimatilpasningsprojekt, som samtidig skaber mere natur og højere livskvalitet?
Transformation, landskabsudvikling, kulturarv, cirkulær omstilling og klimatilpasning handler ikke kun om at mindske belastninger. Indsatserne kan også skabe langsigtede økonomiske, sociale og miljømæssige gevinster. Alligevel bliver mange beslutninger truffet på et begrænset vidensgrundlag, når det gælder disse værdier.
Her ligger et betydeligt forsknings- og innovationspotentiale. Bliver vi bedre til at dokumentere den samlede værdiskabelse ved investeringer i byer, bygninger og landskaber, kan vi kvalificere både de politiske prioriteringer og de offentlige og private investeringer. Samtidig kan vi få et tydeligere grundlag for at målrette indsatserne dér, hvor de skaber de største samfundsmæssige gevinster.
Et bredere forskningsløft
Både Danske Arkitektvirksomheder og ForskByg har peget på en betydelig afstand mellem de politiske ambitioner for det byggede miljø og den forskningsindsats, der skal bidrage til at realisere dem.
Danske Arkitektvirksomheders administrerende direktør, Lars Storr-Hansen, har i Altinget By & Bolig argumenteret for, at boligpolitikken mangler et ”11. pejlemærke”: investeringer i forskning og ny viden. Tilsvarende har ForskByg fremhævet, at forventningerne til sektoren vokser hurtigere end investeringerne i forskning og innovation, og at det byggede miljø kun i begrænset omfang tilgodeses ved fordelingen af forskningsreserven.
Der er derfor behov for en flerårig og målrettet ramme, der kan skabe bedre sammenhæng mellem forskning, innovation, demonstration og anvendelse. Rammen skal samtidig være bred nok til at understøtte samspillet mellem teknologiske, arkitektoniske, landskabelige, kulturelle og samfundsvidenskabelige forskningsbidrag.
Et forskningsløft skal med andre ord vurderes ud fra to spørgsmål:
Står investeringerne mål med opgaven? Favner forskningen den nødvendige faglige bredde?
Skal vi omstille det samfund, vi allerede har bygget, må vi investere både i den viden, der driver den teknologiske udvikling, og i de forskningsbidrag og samarbejder, der sætter løsningerne ind i en større sammenhæng. Ellers risikerer vi at udvikle løsninger på enkelte dele af omstillingen uden at skabe det samlede vidensgrundlag, der gør dem anvendelige i praksis.
Læs Lars Storr-Hansens statement om forskningsdebatten på Building Green 2026: "Derfor skal vi styrke forskning i byer, bygninger og landskaber"
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.