Fremtiden for LCAbyg er på plads
Efter usikkerhed om det digitale værktøj LCAbygs fremtid, som BUILD hidtil har stået for, er der fundet en løsning, hvor den fremtidige drift varetages af en privat virksomhed. Den nye virksomhed kommer til at stå for vedligeholdelse af værktøjet og den kunderettede produktudvikling.
En central del af LCAbygs virke har været den tætte kobling mellem forskning og praksis. Denne kobling fortsætter, idet en af drivkræfterne bag LCAbyg i over 10 år, Harpa Birgisdottir, bliver medejer af den nye virksomhed.
Til en start lanceres der en webbaseret version af værktøjet med fuld understøttelse af klimakravene i BR18 – både kravene fra 2023 og de skærpede krav fra 2025. Den nye version lanceres i løbet af august og vil fremadrettet være tilgængelig via brugerbetaling.
Hvad er nyt?
• Nyt og mere effektivt interface – færre klik, hurtigere navigation og mulighed for søgning i modeller.
• Biblioteker – del biblioteker på tværs af virksomheden, nem opdatering af data i projekter og opdeling efter beregningstype (2023 og 2025).
• Nyt EPD-bibliotek og bedre EPD-understøttelse – integration af EPD’er fra hele Europa og selektiv opdatering ved ændringer.
• Versionsstyring – flere versioner pr. projekt, som understøtter hele projektets udvikling.
• Understøttelse af eksisterende arbejdsgange – import af .json- og LCAbyg 5 (.lb5)-projekter samt genbrug af eksisterende biblioteker.
• Velkendt struktur – fortsat opbygning med konstruktioner og byggevarer.
På trods af at værktøjet fremover vil være tilgængeligt gennem brugerbetaling, er vi i Danske Arkitektvirksomheder glade for, at der er fundet en løsning, som sikrer den fremtidige drift og udvikling samt understøtter den vigtige kobling mellem forskning, klimakrav og praksis.
Det forventes at yderligere information vedrørende brugerbetaling præsenteres snarligt.