”Kæmpe chance for at løfte læringsmiljøerne i skolerne”
Katja Viltoft, partner i JJW Arkitekter, er glad for, at den nye økonomiaftale for 2027 mellem regeringen og KL skal styrke rammerne i folkeskolen. For mange skoler er helt utidssvarende – både når det gælder bygningerne og manglen på moderne læringsmiljøer. Ifølge Katja Viltoft kan gennemtænkt arkitektur være med til at løfte skolerne.
”Rigtig, rigtig mange skoler rundt i landet er slet ikke tidssvarende og kan på ingen måde tilbyde det, som en moderne skole gerne skal kunne tilbyde børn og unge i undervisningen. Derfor er alle løft af folkeskolen mere end relevant, tiltrængt og desværre helt nødvendigt.”
Det siger Katja Viltoft, partner og ansvarlig for Læring & Kultur hos JJW Arkitekter.
Det sker i en kommentar til den nye økonomiaftale for 2027 mellem regeringen og KL.
Den nye aftale giver blandt andet kommunerne mulighed for at investere 8 milliarder kroner i renovering af folkeskoler etablering af bedre rammer for dag-, fritids- og klubtilbud. 924 millioner kroner skal blandt andet bruges på at skabe bedre miljøer for læring.
Læs mere i ”Ny aftale giver landets skoler milliardindsprøjtning”
”Ingen kan være i tvivl om, at der er et kæmpe behov for at løfte læringsmiljøerne i skolerne, og det skyldes ganske simpelt, at mange skoler, både i byerne og uden for, nærmest ikke har ændret sig i to generationer. Men det har tilgangen til, hvordan man underviser, og samtidig børn og unge jo også ændret sig, siden skolerne blev opført eller senest blev moderniseret. Og det gør, at der skal andre rumligheder til, hvis man skal forsøge at holde børnene i folkeskolen,” siger Katja Viltoft.
”Ingen kan være i tvivl om, at der er et kæmpe behov for at løfte læringsmiljøerne i skolerne, og det skyldes ganske simpelt, at mange skoler, både i byerne og uden for, nærmest ikke har ændret sig i to generationer.” Katja Viltoft, partner, JJW Arkitekter
Øget differentieret tilgang til undervisningen
I dag har folkeskolen blandt andet behov for en mere differentieret tilgang til undervisningen og eleverne, fremhæver Katja Viltoft:
”Og her kan arkitektfaglige kompetencer og gennemtænkt arkitektur være med til at løfte skolerne. Særligt kan vi skabe moderne og spændende læringsmiljøer, hvilket mange skoler skriger efter.”
”Før i tiden bestod en skole typisk af en gang med klasseværelser og en legeplads, og var man heldig, var der også en aula. I dag arbejder vi med en palet af tidssvarende rummelige muligheder og andre læringsmiljøer. For vi skal både have fokus på det enkelte barn, have fokus på gode muligheder for at kunne arbejde sammen i grupper og have fokus på at kunne lave gode årgangsfællesskaber på tværs. Og hvordan er kontakten mellem skolen og omverdenen? Der er rigtig mange forskellige niveauer, der skal gennemtænkes i skolens rum og læringsmiljøer - og netop dét er vi arkitekter gode til,” fremhæver Katja Viltoft.
”Vores arkitektfaglige kompetencer og gennemtænkt arkitektur kan være med til at løfte skolerne. Særligt kan vi skabe moderne og spændende læringsmiljøer, hvilket mange skoler skriger efter.” Katja Viltoft, partner, JJW Arkitekter
Dobbelt udfordring og dobbeltudnyttelse
Katja Viltoft peger på det, som hun betegner som en dobbelt udfordring i forbindelse med skolens rum og læringsmiljøer:
”Ude i landkommunerne har skolerne masser af plads, men der er bare ikke nok børn og unge. Det vil sige, at man skal bygge om – ikke til flere børn og unge, men til færre. Og sjældent med en økonomi, der ikke rigtigt er til stede.”
”I kommuner, hvor byerne rigtigt vokser, mangler skolerne derimod plads til et voksende antal elever. En kommune som Københavns Kommune har utroligt svært ved at finde plads til nye skoler og særligt til udvidelser af skoler. Her handler det så i høj grad om at optimere og om at bruge kvadratmeterne klogere ved at dobbeltudnytte dem,” forklarer Katja Viltoft.

Sluseholmen Skole. Foto: Helene Høyer, JJW Arkitekter
Skolen som samlingspunkt og mødested
Uanset om skolerne ligger i byerne eller på landet giver det, ifølge Katja Viltoft, god mening, at de bruges som samlingspunkt i nærområdet:
”Skolens faciliteter skal også være tilgængelige for andre uden for normal skoletid. Og den tankegang er rigtig mange skoler begyndt at arbejde med. Det kan for eksempel være foreninger eller seniorfællesskaber, der ønsker at rykke ind for at undervise i sprog, madlavning, håndarbejde eller måske gerne vil bruge biblioteket eller skolens idrætsfaciliteter.”
”Mange steder er man allerede godt i gang med at dobbeltudnytte. SFO’en er mange steder rykket ind i skolens fysiske rammer, og det giver rigtig god mening, så man ikke har to bygninger stående lige ved siden af hinanden, som begge står tomme halvdelen af tiden. Det er dog vigtigt, særligt for de mindste børn, at lokalerne kan ændre karakter i løbet af dagen, så de går fra læringsmiljø til legemiljø. Denne anvendelsesændring kræver igen rigtig meget af faciliteterne, og derfor er det nødvendigt, at vores bygningsmasse følger med udviklingen og bliver justeret,” forklarer Katja Viltoft.
”Mange steder er man allerede godt i gang med at dobbeltudnytte. SFO’en er mange steder rykket ind i skolens fysiske rammer, og det giver rigtig god mening, så man ikke har to bygninger stående lige ved siden af hinanden, som begge står tomme halvdelen af tiden.” Katja Viltoft, partner, JJW Arkitekter
Tiltrængt milliardindsprøjtning til skolerne
Der er mange grunde til, at skolernes fysiske rammer og læringsmiljøer sjældent kan følge med udviklingen, men den grundlæggende årsag er ofte for få kommunale ressourcer til skoleområdet.
”Derfor er den nye økonomiaftale mellem regeringen og KL rigtig god. Den kan være med til at understøtte lokale fællesskaber rundt i kommunerne og sikre, at kvadratmeterne bliver bedre udnyttet, så man samtidig får reduceret driftsudgifterne, og så kan den især åbne for en vifte af bedre og bredere læringsmiljøer,” siger Katja Viltoft.
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.