BIG og ADEPT ser stort potentiale for dansk arkitektureksport
Stine Sandstrøm Christensen, Managing Director CPH i BIG, og Simon Lyager Poulsen, partner i ADEPT, deler erfaringer med internationalisering – og kommer med bud på, hvordan danske arkitektvirksomheder kan blive ved med at øge eksporten.
BIG og ADEPT er strålende eksempler på danske arkitektvirksomheder, der satser på internationalisering – og som har succes.
Til inspiration har Danske Arkitektvirksomheder bedt dem om at dele deres erfaringer med at drive forretning i udlandet, ligesom BIG og ADEPT giver gode råd til andre arkitektvirksomheder, som ønsker at gå ind på nye markeder eller i stigende grad ønsker at fokusere på projekter i udlandet.
Det sker i forlængelse af Danske Arkitektvirksomheders årlige analyse om dansk arkitektureksport. Analysen viste for nylig, at eksporten af arkitekttjenester atter slog rekord i 2025.
Helt konkret nåede eksporten op på 1,2 milliarder kroner sidste år, og dermed har den danske arkitektbranche to år i træk leveret en årlig eksportvækst tæt på 20 procent.
Læs mere i ”Dansk arkitektureksport slår ny rekord i 2025 – potentiale for yderligere vækst”
Men her stopper væksten ikke. Det vurderer både BIG og ADEPT.
Forudser stigende dansk arkitektureksport
“Baseret på de projekter og markeder, vi arbejder med, oplever vi et betydeligt potentiale. Danmark er et relativt lille marked med mange stærke tegnestuer, og det skaber naturligt et blik udad. Samtidig ser vi globalt en stigende efterspørgsel efter netop de kompetencer, vi arbejder med – særligt inden for bæredygtighed, transformation og helhedsorienteret byudvikling.”
Det siger Simon Lyager Poulsen, der er partner i ADEPT.
”Vi oplever også, at noget af det, vi i Danmark betragter som naturlige kvaliteter, faktisk kan være det, der gør os relevante internationalt, for eksempel at vores faglighed er knap så siloopdelt, som man ser det i andre lande,” forklarer han.
Også Stine Sandstrøm Christensen, Managing Director CPH i BIG, ser et klart potentiale for øget dansk arkitektureksport:
”Potentialet for mere dansk eksport er stort. Det er min erfaring, at der findes projekter alle steder, og at dansk arkitekturhistorie er velkendt og anerkendt. Dernæst følger flere markeder trop med Danmark i lovgivningsinitiativer om bæredygtighed, herunder LCA-rapportering. Og her har danske arkitektvirksomheder et – lille – forspring, som kan udnyttes nu.”
”Øget eksport, international eksponering og erfaring vil efter min bedste vurdering føre til mere resiliens hos danske arkitektvirksomheder, fordi man ikke er afhængig af et marked eller en region,” siger Stine Sandstrøm Christensen.
Læs også ”DAC-direktør forudser mere vækst: ”Dansk arkitektureksport står på et uhørt stærkt fundament”
Opbygning af viden og organisation
Stine Sandstrøm Christensen vurderer, at den geopolitiske uro, vi ser nu, vil vare ved. Og er det tilfældet, vil det give internationale virksomheder virkelig komplekse dagsordner at skulle forholde sig til.
”Og så er der ikke andet for end at øve sig, for eksempel ved at stille sig selv en masse spørgsmål – også de svære – og så gøre sit forarbejde godt, inden man underskriver en kontrakt og starter arbejdet,” siger hun.
Hun peger på flere vigtige aspekter ved at drive virksomhed med forretning i udlandet:
”Det er vigtigt at få erfaring selv fremfor at overlade processen til andre – og at lade stigende aktivitet med projekter i udlandet få indflydelse på din organisation og din ledelse.”
”Der er mange aspekter ved at lave projekter i udlandet, men over tid har jeg erfaret, at det er de samme temaer, der gentager sig, og derfor gælder det om at opbygge viden i organisationen, så du kan høste frugterne af dine erfaringer og blive rigtig dygtig til at diagnosticere risici og lave det grundige forarbejde, inden du underskriver en kontrakt,” understreger Stine Sandstrøm Christensen.
Derfor går – fremhæver hun – stigende succes i udlandet også hånd i hånd med opbygning af intern organisation.
Læs også ”Geopolitisk uro åbner for nye markedsmuligheder i Europa”
Forskel på kulturer, normer og nationaliteter
Arbejder man som virksomhed i det samme udenlandske marked igen og igen, anbefaler Stine Sandstrøm Christensen at ansætte arkitekter med erfaring, der er relevant for det pågældende marked.
”På samme måde bør rekruttering til administrationen have international erfaring for øje – især for de funktioner, der skal varetage økonomi, kontrakter og rekruttering.”
”At arbejde internationalt giver i høj grad også anledning til problemstillinger om kultur og normer, og det giver mulighed for at lære af forskellige perspektiver og udvikle vores måde at arbejde på. Det stiller først og fremmest krav til lederes forståelse for diversitet.”
”Har du projekter i udlandet, skal du bruge tid på at sætte dig ind i kulturen på den anden side af bordet og have respekt for de erfaringer og arbejdsformer, der allerede findes dér. Kommunikation kan variere meget fra marked til marked, og det kræver, at vi er nysgerrige og tilpasser os den måde, vores samarbejdspartnere arbejder på,” erfarer Stine Sandstrøm Christensen.
”Har du internationale medarbejdere på kontoret, skal du forstå din egen kultur som arbejdsplads, og du skal kunne favne mødet med andre (arbejds)kulturer med nysgerrighed og respekt. Min erfaring som leder af en dansk arbejdsplads, der arbejder internationalt og med en stor andel af internationale medarbejdere, er, at vi lærer mindst lige så meget, som vi selv bidrager med.”
”Den danske ligefremhed, eller såmænd frokostordning, hvor man spiser sammen i kantinen, er ikke altid så åbenbar for udenlandske medarbejdere. Og derfor skal du være tydelig om dine egne arbejdsværdier, samtidig med at vi er åbne for at tilpasse dem i mødet med andre kulturer,” siger Stine Sandstrøm Christensen.
BIG har kontorer i København, London, Barcelona, New York, Shanghai, Los Angeles, Zürich og Riyadh.
Stigende kompleksitet
Kriser i verden bliver også et tema, man som virksomhed skal forholde sig til.
”Det gælder krige og naturkatastrofer, der påvirker dine medarbejderes velbefindende, markeder eller politik, der stiller dig i mere etiske dilemmaer. Jeg tror ikke, der findes en håndbog for dette, men det kræver omsorg og omtanke, og det er noget, jeg hele tiden stræber efter at styrke.”
”På et helt lavpraktisk plan skal du ved varetagelse af projekter i udlandet have styr på omfanget af dit ansvar for lokal lovgivning, sikre at ansvarsforsikringerne dækker og have et godt greb om cash flow og lokale skatter, der kan påvirke risici og profitabilitet,” forklarer BIG-direktøren, der fremhæver, at kompleksiteten stiger ved internationalt arbejde.
Og derfor skal du lægge kræfter i at dygtiggøre dig, hver eneste gang du går i gang med et projekt i udlandet, understreger Stine Sandstrøm Christensen.
”Noget af det, vi i Danmark opfatter som grundlæggende kvaliteter, kan være det, der differentierer os internationalt. Vi har simpelthen et bredere blik på grundlaget for projektets forankring.” Simon Lyager Poulsen, partner i ADEPT
Hun suppleres af Simon Lyager Poulsen, der fremhæver vigtige erfaringer og tilgange hos ADEPT:
”Noget af det, vi er blevet mest opmærksomme på i ADEPT, er, at international forretning i høj grad handler om at forstå den kontekst, man træder ind i.”
”Det gælder ikke kun forståelse for ”markedet” i klassisk forstand, men også af forståelse for de faglige kulturer, man bliver en del af – altså hvordan projekter udvikles, hvordan beslutninger træffes, hvilke roller forventer hvad, og hvilke samarbejdsformer der er i spil. Det er ofte her, de største forskelle ligger.”
”Vi har oplevet, at vores tilgang – som er meget dialogbaseret og stedsspecifik – faktisk bliver en styrke i den sammenhæng. Noget af det, vi i Danmark opfatter som grundlæggende kvaliteter, kan være det, der differentierer os internationalt. Vi har simpelthen et bredere blik på grundlaget for projektets forankring,” bemærker Simon Lyager Poulsen.
Samtidig har ADEPT erfaret, at det er vigtigt at arbejde strategisk med, hvordan man går ind på nye markeder:
”For os har byudvikling ofte været en naturlig indgang, som har givet mulighed for at opbygge relationer og efterfølgende arbejde bredere.”
”Også relationer er helt centrale. Vores oplevelse er, at international forretning i høj grad er tillidsbaseret, og det er noget, der opbygges over tid,” siger Simon Lyager Poulsen.
Læs også ”Det store udland er også åbent for mindre arkitektvirksomheder”
Vigtigt med lokalt kontor?
ADEPT og BIG er to forskellige arkitektvirksomheder med forskellige fokusområder og tilgange til flere ting. Det ses blandt andet i deres syn på vigtigheden af at have et lokalt kontor i det land, man ønsker at drive forretning i – hvis man for alvor ønsker at fokusere på det pågældende marked.
”Vores erfaring er, at et fysisk kontor ikke nødvendigvis er afgørende i starten. For os har det i stedet handlet mere om at være geografisk tæt nok på markedet for at kunne være til stede, når det er nødvendigt – både fagligt og relationelt,” forklarer Simon Lyager Poulsen.
Han fortæller, at ADEPT primært forsøger at investere tid og ressourcer i de markeder, der ligger relativt tæt på Danmark:
”Det hænger både sammen med en realistisk vurdering af de logistiske aspekter af projekterne og med en bevidsthed om, at nærhed og tilgængelighed ofte er vigtige for processerne. Hvor langt er det væk? Er der gode forbindelser? Har vi boots on the ground i form af gode samarbejdspartnere? Osv.”
”Vi har arbejdet i flere markeder uden egen faste tilstedeværelse netop gennem stærke lokale samarbejdspartnere og medarbejdere med lokal baggrund. Det har fungeret godt i de tidlige faser.”
”Når aktivitetsniveauet vokser, kan et kontor give mening – særligt som signal om commitment og som en måde at styrke relationerne på. Her kan vi eksempelvis se, at åbningen af vores tegnestue i Hamborg har bidraget meget positivt til signalet om, at vi er til stede og mener det ”alvorligt”. Men for os er det afgørende ikke nødvendigvis at have en fast, lokal adresse, men at kunne være nærværende og tilgængelige i den kontekst, man arbejder i,” pointerer Simon Lyager Poulsen.
Læs også ”AART om internationalisering: Vigtigt med fysisk tilstedeværelse”
Mens ADEPT har kontorer i to lande, er BIG fysisk repræsenteret i syv lande.
”I BIG har vi historisk set etableret nye kontorer på ryggen af nye projekter, typisk for at være tættere på klienten og deres behov samt tæt på byggeplads og projektets behov,” forklarer Stine Sandstrøm Christensen.
”Det åbner også døren til markedet, og derfor bliver det en eksponentiel mulighed for at åbne markedet endnu mere. Det kan navnlig være en tidlig overvejelse i markeder, hvor kommunikation, kultur og forretningsbetingelser er markant anderledes end i Danmark. Det kan give bedre indsigt og nedbryde barrierer, fordi du kan være mere synlig og ansætte lokale talenter.”
”Helt lavpraktiks kan det også være nødvendigt at have et kontor, hvis man for eksempel har en finansiel volumen, der udløser skattepligt. Eller hvis man har påtaget sig et større ansvar som ”architect of record”. Det vil din grundige forberedelse indikere for dig,” bemærker Stine Sandstrøm Christensen.
Læs også ”Sejt træk fører til flotte resultater i udlandet”
Læs også ”Danske arkitektvirksomheder åbner døre for hinanden i udlandet”
Gode råd til internationalisering
Når danske arkitektvirksomheder ønsker at gå ud i verden og opbygge en eksportforretning, peger BIG-direktøren først og fremmest på vigtigheden af at få egne erfaringer:
”Der findes masser af kilder til at kunne trække på, for eksempel kollegaer i arkitektbranchen, Danske Arkitektvirksomheder, Udenrigsministeriet, herunder danske ambassader og generalkonsulater. Har du brug for lokale rådgivere til kontrakter, etablering af kontor eller andet, vil jeg altid anbefale at søge referencer fra kollegaer, der har arbejdet i det pågældende marked. På den måde sikrer du dig branchekendskab og undgår unødigt høje regninger fra eksterne rådgivere.”
”Med den internationale erfaring, som den danske arkitektbranche har gjort sig de sidste 20 år, er der grundlag for at stå på skuldrene af hinanden og lade kollegialiteten komme i spil. Hos BIG tager vi i hvert fald telefonen, når en kollega ringer med spørgsmål om projekter i udlandet,” forklarer Stine Sandstrøm Christensen.
”Med den internationale erfaring, som den danske arkitektbranche har gjort sig de sidste 20 år, er der grundlag for at stå på skuldrene af hinanden og lade kollegialiteten komme i spil. Hos BIG tager vi i hvert fald telefonen, når en kollega ringer med spørgsmål om projekter i udlandet.” Stine Sandstrøm Christensen, Managing Director CPH i BIG
Tilbage hos ADEPT, der har kontorer i København og Hamborg, kommer Simon Lyager Poulsen med flere gode råd, erfaringer og indsigter i forbindelse med internationalisering:
”For det første handler internationalisering, for os, ikke kun om forretning, men også om nysgerrighed. Ikke kun i forhold til andre kulturer i bred forstand, men i høj grad også om faglige kulturer – altså hvordan man udvikler projekter, samarbejder og træffer beslutninger i forskellige sammenhænge. Det er ofte her, man bliver udfordret og udvikler sig som tegnestue.”
”Samtidig handler det helt konkret om adgang til andre typer projekter end dem, vi typisk ser i Danmark. I mange markeder arbejder vi med større transformationer – for eksempel tidligere industriområder og havne, der skal udvikles over tid – og den skala og kompleksitet giver nogle andre faglige muligheder,” forklarer Simon Lyager Poulsen.
For det andet oplever ADEPT, at dansk arkitektur står stærkt internationalt, men ikke udelukkende på grund af store, ikoniske projekter.
”Vores styrke som danske arkitekter ligger i vores evne til at arbejde med mennesker, steder og helheder. Og med en tilgang, hvor dialog og kontekst spiller en central rolle. Det er i hvert fald den tilgang, vi selv arbejder ud fra, og som vi fortsat forsøger at udvikle i vores internationale arbejde,” fortæller Simon Lyager Poulsen.
Både Simon Lyager Poulsen og Stine Sandstrøm Christensen deltager på Danske Arkitektvirksomheders årsmøde den 23. april, hvor de sammen med DAC-direktør Kent Martinussen sætter fokus på, hvordan dansk arkitektureksport kan styrkes yderligere i de kommende år.
Her kan du se hele programmet for årsmødet 2026
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.