Kent Martinussen, adm. direktør i DAC.
Kent Martinussen, adm. direktør i DAC.

Danskerne lytter – hvis vi gør arkitekturen konkret

Dato 31.03.26 |
Af:
Søren Duran Duus

Foto: David Schweiger

Stadig flere politikere og borgere bliver klar over, at arkitektur kan være med til at løse samfundsudfordringer som for eksempel boligmangel og døde bymidter. Men arkitekter og arkitektvirksomheder skal være bedre til at italesætte, hvad de kan. Det siger DAC-direktør Kent Martinussen med henvisning til særlig undersøgelse.

Vi så det ved efterårets kommunalvalg. Og vi har set det i forbindelse med det netop overståede folketingsvalg.

På tværs af samfundet er der i de senere år kommet et markant større fokus på, hvordan arkitektbranchen kan bidrage med løsninger på en række presserende samfundsudfordringer, vi står over for.

Mangel på boliger, for få betalbare boliger, døde bymidter, for lidt biodiversitet, affolkning af yderområder, energiforsyning, arealtilpasning, grøn trepart og for dårlig eller forkert udnyttelse af Jordens ressourcer. 

Blot for at nævne nogle områder. 

Det øgede fokus og den øgede bevidsthed – og ikke mindst italesættelsen af arkitektur – vækker glæde hos Kent Martinussen, adm. direktør i DAC:

”I den brede befolkning er der en stigende accept af og forståelse for, at arkitektur rækker langt ud over klassiske definitioner som æstetik, skønhed, indretning af rum og funktionalitet. For arkitektur rækker også ind på områder som ressourceforbrug og -fordeling, hvilket er centralt for alle samfund.”

”Arkitekturen er i højere grad kommet ud til folk, fordi den berører din og min hverdag, vores hverdag, vores liv og vores muligheder. På godt og ondt. Og på tværs af generationer. Vi har for eksempel en relevant lighedsdebat, når vi taler om adgang til boligmarkedet. For hvordan ønsker vi som samfund at prioritere?” spørger Kent Martinussen.

”I den brede befolkning er der en stigende accept af og forståelse for, at arkitektur rækker langt ud over klassiske definitioner som æstetik, skønhed, indretning af rum og funktionalitet. For arkitektur rækker også ind på områder som ressourceforbrug og -fordeling, hvilket er centralt for alle samfund.” Kent Martinussen, adm. direktør, DAC 

”Arkitekters problem – ikke befolkningens problem”

I et historisk perspektiv er det ifølge Kent Martinussen værd at bemærke, at arkitektur spiller en skiftende rolle i forhold til det politiske – med det in mente, at vi i Europa har en 2.000 år lang historie og tradition for, at arkitektur egentlig blot er beskrivelse af det, vores fysiske omgivelser består af, og hvordan vi formgiver dem. 

Eller med andre ord: Arkitektur er både formgivningen og resultatet af formgivningen af vores fysiske omgivelser. 

”Det er interessant, at mange mennesker ikke er klar over, at de rent faktisk taler ind i det, vi kan kalde for vores felt – nemlig arkitekturen. Men denne bevidsthed skal vi hjælpe dem med. Og det skal vi, fordi det ikke er deres problem, at de ikke er bevidste om, at de taler ind i vores felt. Det er vores problem – og alene vores problem. Faktisk taler befolkningen om arkitektur på et bredere plan, end vi arkitekter selv gør,” forklarer Kent Martinussen.

Læs også ”Kent Martinussen: Hele samfundet skal eje en arkitekturpolitik”

Interesse for arkitektur afhænger af definition

Kent Martinussen henviser til en ny undersøgelse om folks opfattelse af og interesse for arkitektur.

Analysen er udført af analyseinstituttet Wilke for DAC og er en del af en større analyse af oplevelsen af Dansk Arkitektur Center.

Analysen viser blandt andet, at interessen for arkitektur er højere, når rammerne for begrebet er sat. Uden en nærmere definition af arkitektur svarer 37 procent, at de har ”ret meget” eller ”rigtig meget” interesse for arkitektur. 

Andelen stiger dog markant, når arkitektur defineres som ”'at forme en bygning eller indrette rum, hvad enten det er et rum i en bygning, et byrum, et landskab eller infrastruktur.” Så stiger det samlede tal fra 37 procent til 59 procent for ”ret interessant” og ”meget interessant.”

”Det viser, at vi har en vigtig opgave i at gøre arkitektur begribeligt for mange flere mennesker; vi skal vise, at arkitektur er relevant og vedkommende for folk som individer og for samfundet som helhed. Vi skal italesætte, hvordan god, helhedsorienteret og gennemtænkt arkitektur kan tilbyde løsninger,” siger Kent Martinussen.

Vigtig opgave at vise samfundsløsninger 

Analysen for DAC viser, at mænd har større interesse for arkitektur end kvinder, men at forskellen udlignes efter begrebsdefinition af arkitektur. Og at de 18-34-årige oftere finder arkitektur meget interessant, mens de 55-65-årige oftere svarer hverken/eller.

”Ved at vise besøgende i DAC, hvad arkitektur kan i bred forstand, herunder særligt grebet med at kunne tilbyde samfundet forskellige løsninger på både kort og langt sigt, kan vi være med til at øge efterspørgslen på arkitektur. Man kan sige, at det er svært for disse mennesker at efterspørge noget, de ikke ved, de har behov for.”

”Men når de bliver hjulpet med kærlighed og omsorg, kan de blive professionelle efterspørgere – og det er hér, det bliver rigtigt interessant for arkitektbranchen og samfundet som helhed. Fordi arkitekturen på denne måde kan træde mere frem og få en dybere og bredere samfundsrolle. Og endda har en indbygget løsningsorienteret funktion. Netop derfor ser vi i disse år, at flere politikere løfter debatter, som på forskellige måder spiller ind i eller relaterer sig til arkitekturen,” forklarer Kent Martinussen.

”Men når de bliver hjulpet med kærlighed og omsorg, kan de blive professionelle efterspørgere – og det er hér, det bliver rigtigt interessant for arkitektbranchen og samfundet som helhed. Fordi arkitekturen på denne måde kan træde mere frem og få en dybere og bredere samfundsrolle. Og endda har en indbygget løsningsorienteret funktion.” Kent Martinussen, adm. direktør, DAC 

Kendskab skal øges

Kent Martinussen bemærker, at Danmark – ligesom Holland og Schweiz – har en lang tradition for at give arkitektur en central samfundsbetydning. Samtidigt er Danmark stadig det land i verden, hvor der bruges flest arkitekter til offentlige opgaver for at skabe høj kvalitet, både hvad angår teknik, funktionalitet og æstetisk. Fordi vi stadig uddanner arkitekter til at kunne tænke og levere på disse tre parametre. 

”Desværre er der ikke mange i befolkningen, der ved det. De ved heller ikke, at arkitektur var en af grundsøjlerne i opbygningen af vores velfærdssamfund fra 1945 til 1975. Det var dyrt ja, og Danmark var tæt på at gå bankerot. Men vi gjorde det. Og vi er fortsat med at gøre det.”

”En måde at øge kendskabet til arkitekturens greb kunne være via kampagner fra særligt Danske Arkitektvirksomheder og DI. Kampagner, der viser kvaliteten af vores fysiske omgivelser og samtidigt har fokus på en grønnere tilgang. Og så skal det være smukt. Det kunne være en flot kampagne, som sikkert kan gøre indtryk på mange,” siger Kent Martinussen.

”En måde at øge kendskabet til arkitekturens greb kunne være via kampagner fra særligt Danske Arkitektvirksomheder og DI. Kampagner, der viser kvaliteten af vores fysiske omgivelser og samtidigt har fokus på en grønnere tilgang. Og så skal det være smukt. Det kunne være en flot kampagne, som sikkert kan gøre indtryk på mange.” Kent Martinussen, adm. direktør, DAC 

”Vi ved fra vores undersøgelse, at det faktisk er noget, befolkningen sætter pris på. Mange kan i dagligdagen blot ikke sætte ord på, at det har noget med arkitektur at gøre.”

”Jeg kan ikke se, hvorfor interesseorganisationer i bygge- og arkitektbranchen ikke skulle markedsføre og være stolte af, hvad dansk arkitektur kan. Både herhjemme og i udlandet. Vi kender det fra andre fagområder, for eksempel sundhedsområdet, hvor organisationer går ud og synliggør sundhedsløsninger, en sag eller faggrupper for at få politikernes og/eller befolkningens fokus og anerkendelse,” siger direktøren for DAC.

Kent Martinussen deltager på Danske Arkitektvirksomheders årsmøde den 23. april, hvor han sammen med andre sætter fokus på, hvordan dansk arkitektureksport kan styrkes yderligere i de kommende år.

Her kan du se hele programmet for årsmødet 2026

Tilmeld dig også årsmødet via linket – hvis du ikke allerede har gjort det

Læs også ”Dansk arkitektureksport slår ny rekord i 2025 – potentiale for yderligere vækst”

 

 

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.