Reiulf Ramstad Arkitekter bliver en del af Verka Collective
Det nyetablerede arkitekturkollektiv Verka Collektive har opkøbt den norsk-danske arkitektvirksomhed Reiulf Ramstad Arkitekter.
Med tilføjelsen af Reiulf Ramstad Arkitekter styrker Verka Collective sin tilstedeværelse i Norge og Danmark med en af Nordens mest anerkendte arkitektvirksomheder. Samtidig er arkitekturkollektivet nu et skridt tættere på at nå deres mål om at være med end 1.000 medarbejdere på tværs af de europæiske landegrænser inden udgangen af 2028.
Reiulf Ramstad Arkitekter fortsætter ligesom Verka Collectives øvrige brands under samme navn, og virksomheden beholder både identitet og ledelse.
Verka Collective blev etableret i februar måned i år og består udover den nyeste tilføjelse i form af Reiulf Ramstad Arkitekter også af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, STED By og Landskab, Kjaer og Richter samt den tyske arkitektvirksomhed Heine Plan.
Arkitekturkollektivet har den tyske kapitalfond Findos i ryggen og er stiftet af CCO Sonja Stockmarr og CEO Frants Nielsen.