DI orienterer

DI orienterer: Nu bliver det lettere at administrere efteruddannelsesmidler ved fratræden

Dato 24.02.26 |
Af:
DI

Et af DI’s største fokuspunkter ved OK2025 var at lette de administrative byrder for medlemsvirksomhederne. Pr. 1. marts 2026 bliver efteruddannelsesmidlerne lettere at administrere, når en medarbejder fratræder.

Hvad indebærer den nye ændring?

De nuværende regler indebærer, at når en medarbejder skifter fra en DIO II arkitektvirksomhed til en anden, skal midlerne blive stående hos den tidligere arbejdsgiver. Det giver anledning til en del administrativt bøvl med bl.a. fakturaer, der skal sendes frem og tilbage, tidligere medarbejdere der ikke kan lukkes i lønsystemerne osv.

De nye regler giver arbejdsgiver mulighed for at vælge en anden løsning for de medarbejdere, der fratræder fra den 1. marts 2026:

Når en medarbejder skifter fra en DIO II arkitektvirksomhed til en anden, er det nu muligt at overføre ubrugte efteruddannelsesmidler direkte til den nye arbejdsgiver, som herefter står for administrationen af midlerne.

Kunne I godt lide de gamle regler? Bare rolig – arbejdsgiver kan vælge mellem den gamle eller den nye model.

Eksempler

De gamle regler:

Pia har skiftet fra tegnestue A til tegnestue B. Begge er DIO II arkitektvirksomheder. Tegnestue A har valgt at bruge de gamle regler, hvorfor de beholder Pias efteruddannelsesmidler i virksomheden. Tegnestue B sender faktura indenfor 13 måneder for efteruddannelse som Pia har taget i sit nye job. Tegnestue A betaler fakturaen. Pia fik ikke brugt alle sin efteruddannelsesmidler i perioden, derfor overfører tegnestue A de resterende af Pias efteruddannelsesmidler til deres fællespulje.

De nye regler – eksempel 1:

John har skiftet fra tegnestue A til tegnestue B. Begge er DIO II arkitektvirksomheder. Tegnestue A har valgt at bruge de nye regler, hvorfor de ved Johns ansættelse hos tegnestue B overfører alle Johns efteruddannelsesmidler til tegnestue B. Tegnestue A og B har intet bøvl med fakturaerne. Tegnestue A kan med det samme lukke John ned i deres systemer.

De nye regler – eksempel 2:

Tegnestue A ansætter måneden efter en ny medarbejder. Anna har før været ansat hos tegnestue C – en DIO II arkitektvirksomhed, der ligesom tegnestue A har valgt at bruge de nye regler for efteruddannelsesmidler ved fratræden. Derfor modtager tegnestue A ved ansættelsen af Anna hendes efteruddannelsesmidler direkte fra tegnestue C. Hverken tegnestue A eller C har bøvl med fakturaerne. Tegnestue C kan med det samme lukke Anna ned i deres systemer. Og Tegnestue A kan med det samme sende Anna på efteruddannelse.

Ny vejledning

DI har sammen med forbundssiden revideret efteruddannelsesvejledningen, som I kan finde her:

Vejledning om efteruddannelsesmidler i arkitektbranchen - DI.

I skal være opmærksomme på, at der er en 2025 og en 2026-version af vejledningen, der begge er tilgængelige. 

2025-versionen er for medarbejdere, der fratræder inden 1. marts 2026, hvor 2026-versionen er for medarbejdere, der fratræder fra den 1. marts 2026.