Frants Nielsen og Sonja Stockmar, henholdsvis CEO of CCO i nystiftede Verka Collective.
Frants Nielsen og Sonja Stockmarr, henholdsvis CEO of CCO i nystiftede Verka Collective.

Nyt arkitekturkollektiv sigter mod mere end 1.000 medarbejdere: "Vi tror, at stordrift kan sikre arkitekturens udvikling"

Dato 18.02.26 |
Af:
Danske Arkitektvirksomheder

Foto: Verka Collective

Det nye arkitekturkollektiv Verka Collective består for nuværende af danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter, STED By og Landskab, Kjaer og Richter samt den tyske tegnestue Heine Plan.

Frants Nielsen og Sonja Stockmarr, henholdsvis CEO og CCO i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, er de stiftende kræfter bag Verka Collective, som satser på at være et arkitekturkollektiv med mindst 1.000 ansatte på tværs af Europa ved udgangen af 2028.

Det skriver Verka Collective i en pressemeddelelse. 

”Vi tror, at stordrift kan sikre arkitekturens udvikling. For sammen kan vi langt mere. Vi vil bygge vores forretning på arkitektonisk værdi,” siger Frants Nielsen om det nystiftede arkitekturkollektiv. 

Han fremhæver, at det i dag kræver både kapital, ressourcer samt brede kompetencer inden for blandt andet AI, bæredygtighed og projektstyring, hvis man har et ønske om at være en aktiv medspiller i fremtidens byer. Netop derfor giver det både ifølge Frants Nielsen og Sonja Stockmarr mening at samle viden og faglighed på tværs af de europæiske landegrænser. 

”Vi skal på én gang være små og store. Vi skal være små, fordi vi vil værne om lokale markeder og gode relationer til vores kunder, og samtidig skal vi kunne levere, innovere og konkurrere med større koncerner. Ved at samle forskellige arkitektvirksomheder i ét kollektiv og dele viden og ressourcer på tværs, åbner vi hele Europa som fælles marked. Det er fællesskab og kollektiv tænkning omsat til en professionel, europæisk forretningsmodel,” siger Sonja Stockmarr. 

Kollektivet har allerede kickstartet en ambitiøs europæisk rejse med det nylige opkøb af tyske Heine Plan, og målet er at forsætte opkøbene både nord og syd for Tyskland. 

Verka Collective har den tyske kapitalfond Findos i ryggen. Findos opkøbte hovedparten af Vilhelm Lauritzen Arkitekter for 4 år siden, og 2 år senere fulgte akkvisitionen af Kjaer og Richter samt STED By og landskab.