Billeder fra Bevar Boligen
Billeder fra tre af vinderprojekterne fra Bevar Boligen. Arkitekterne bag er Nordpil, Jesper Kusk samt Elisabeth A.P. Eriksen & Mads Bay Møller. I fremtiden bør det blive lettere for arkitekter og boligejere at renovere, mener Lars Storr-Hansen.

Lad os hylde vinderne og give dem bedre regler

Dato 08.10.25 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Billeder: Flip, Peter Kragballe, Elisabeth A.P. Eriksen

I denne uge har vi fejret en række strålende eksempler på renovering og transformation af boliger. Nu handler det om at sikre, at bygningsreglementet fremover kan sætte yderligere fart på den udvikling – i stedet for at spænde ben!

For få dage siden fejrede vi de arkitekter og arkitektvirksomheder, der vandt priser i forbindelse med en ny og særdeles relevant arkitekturpris – Bevar Boligen.

I alt fem arkitektvirksomheder kunne træde frem som vindere indenfor kategorierne ”Årets Kloge Materialevalg”, ”Deling og opdeling til fællesskab”, ”Respektfuld renovering”, ”Fleksibilitet og foranderlighed” samt ”Juryens Specialpris”.

Læs mere her "Bevar Boligen: Fem boligrenoveringer hædret med ny arkitekturpris"

Når der er grund til at understrege relevansen af den nye pris, skyldes det, at den er designet til at anspore arbejdet med at lave bæredygtige renoveringer, ombygninger og transformationer. Den er således direkte rettet mod boligejere og arkitekter, som i samarbejde har gennemført renoveringer og ombygninger, hvor klimaaftrykket er lavt og livskvaliteten høj.

"MEN – for der er desværre et stort men i denne sammenhæng – så kæmper vi fortsat med et alvorligt problem, der handler om, at der i praksis findes alt for mange benspænd for renoveringer og transformationer." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Dermed er prisen med til at sætte fokus på det nødvendige skifte inden for byggesektoren, som mange af landets arkitektfirmaer allerede arbejder intenst med. Ja, sagt uden overdrivelse er de i høj grad med til at vise vej for byggebranchen på dette felt. 

Oprindeligt er Bevar Boligen lanceret af Danske BoligArkitekter i samarbejde med den filantropiske indsats Bevar Mere. Bag Bevar Mere står Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania, mens Danske BoligArkitekter støttes og drives af Realdania og Danske Arkitektvirksomheder. 

Jeg vil anbefale alle læsere til at klikke HER og dykke ned i de enkelte projekter. De er både en kilde til inspiration og et klart vidnesbyrd om, hvor dygtigt arkitektfirmaer i deres daglige arbejde løser opgaver i tæt samspil med boligejerne. Faktisk får man lyst til at flytte direkte ind i flere af de boliger, der enten er blevet udpeget som vindere eller har været nominerede til at modtage priser. En større ros kan man jo næsten ikke få som arkitekt og arkitektvirksomhed. 

MEN – for der er desværre et stort men i denne sammenhæng – så kæmper vi fortsat med et alvorligt problem, der handler om, at der i praksis findes alt for mange benspænd for renoveringer og transformationer. Det er absurd, når praktisk taget alle er enige om, at vi skal renovere og transformere vores eksisterende bygninger, så de tilføres nyt liv og får nye formål, og at vi skal formå at træde dette skifte igennem i langt større målestok fremover.

Vi har i de seneste uger bragt en artikelserie, hvor medlemsvirksomheder som Sweco, Over Byen Arkitekter og Vilhelm Lauritzen Arkitekter har fortalt om deres konkrete erfaringer med renovering og transformation, og hvor de har peget på de stopklodser, som de møder i deres arbejde som følge af uhensigtsmæssige regler i bl.a. bygningsreglementet BR18.

"Som reglerne er indrettet i dag, gør vi det med andre ord i praksis unødigt svært at gennemføre den type af renoverings- og transformationsprojekter, som vi ellers har brug for mange flere af, og som vi i denne uge hylder med den nye arkitekturpris.", Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

I denne uge bringer vi et interview med arkitekt og partner Thomas Hjort fra m4 Arkitekter. Her zoomer vi ind på de benspænd, som arkitekter og arkitektvirksomheder møder, når de skal renovere og transformere mindre boliger.

Thomas Hjort kommer med den væsentlige pointe, at småhuse selvfølgelig ikke bør omfattes af samme omfattende regler som storbyggeri. Eller som han selv formulerer det: ”Det er helt skævt og upassende, at vi i dag har et bygningsreglement, der på en række områder i forbindelse med renoverings- og transformationsprojekter stiller samme omfattende krav til private boligejere af småhuse som til store byggerier med høj kompleksitet.”

Konsekvensen af de nuværende regler ridser Thomas Hjort også op:

”De strenge krav til småhuseprojekter medfører, at små, private bygherrer som du og jeg ofte undlader at gå videre med professionel rådgivning og fravælger derfor ad denne vej at transformere og/eller optimere boligen, fordi det overrasker mange, hvor tungt, besværligt og ressourcekrævende selv et relativt begrænset projekt i praksis kan vise sig at blive.”

Som reglerne er indrettet i dag, gør vi det med andre ord i praksis unødigt svært at gennemføre den type af renoverings- og transformationsprojekter, som vi ellers har brug for mange flere af, og som vi i denne uge hylder med den nye arkitekturpris. 

Det er uhensigtsmæssigt. Derfor skubber Danske Arkitektvirksomheder også hårdt på for at få udviklet et bedre bygningsreglement i samspil med Social- og Boligstyrelsen, så vi får nye og bedre regler, der understøtter de gode målsætninger for arkitekturen og byggeriet – i stedet for at spænde ben for dem. 

Læs også "Ønske: Nyt reglement skal også tilpasses småhuse"