
Mød Danske Arkitektvirksomheder på Folkemødet 2025!
I juni 2025 er det igen tid til Folkemødet, hvor Danske Arkitektvirksomheder vil være markant repræsenteret. Sammen med gode samarbejdspartnere sætter vi spot på nogle af de mest aktuelle dagsordener i byggeriet. Vi tager blandt andet fat på emner som transformation og renovering, revisionen af bygningsreglementet, arkitekturpolitik og meget mere.
I år kan du finde Danske Arkitektvirksomheder på flere forskellige scener og i debat med alt fra politikere, eksperter, bygherrer og arkitekter.
Herunder kan du få et overblik over hvor og hvornår, du kan finde os:
Torsdag den 12. juni
Bevar eller forklar - når boligdrømme møder klimakrav
Hvor går grænsen for, hvad vi river ned? Hvad er værd at bevare? Og hvem skal egentlig bestemme det? Det spørger Danske Arkitektvirksomheder om sammen med Arkitektforeningen.
Arkitekturtopmøde: Kan arkitekter løse samfundsudfordringer?
Sammen med Arkitektforeningen inviterer Danske Arkitektvirksomheder nogle af Danmarks mest visionære arkitekter til debat om, hvordan arkitektur kan løse store samfundsudfordringer.
Fredag den 13. juni
Fra tomme huse til levende fællesskaber på landet. Kl. 10.00-10.45
Danske Arkitektvirksomheder inviterer sammen med Arkitektforeningen til en opløftende debat med arkitekter og lokale ildsjæle om udviklingen af byerne på landet.
Tid til et paradigmeskifte i arkitekturens menneskesyn? Kl. 13.00-14.00
Med anbefalingerne til en ny national arkitekturpolitik er universelt design rykket helt op på den politiske dagsorden. Sammen med Bevica Fonden spørger Danske Arkitektvirksomheder, om det er tid til et paradigmeskifte i arkitekturens menneskesyn.
Byggeriets dilemmaer med Sara Bro. Kl. 15.00-16.00
Danske Arkitektvirksomheder, Byens Netværk og BL - Danmarks Almene Boliger inviterer endnu engang til debat om byggeriets dilemmaer. Dilemmaerne er der nok af - og med udgangspunkt i spørgsmål fra boligejere, branchefolk og helt almindelige boliginteresserede danskere, vil journalist og programvært Sara Bro moderere et veloplagt panel og tage fat på en række dilemmaer om byggeriet i en klima- og biodiversitetskrise.