illustration sdg 12

Verdensmål og arkitektur: Økonomisk bæredygtighed

Dato 03.12.20 |
Af:
Sacha Mortensen

I arkitektur handler økonomisk bæredygtighed om at sikre langvarige økonomiske interesser og investering for byer og bygninger samt at etablere hensigtsmæssige rammevilkår for ressourceoptimering.

Der er flere indgange til at arbejde med FN’s Verdensmål som en del af éns projekter, strategi og forretning som arkitektvirksomhed. Vi kommer i særlig grad til at tale om økonomiske mål, som:

  • Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
  • Verdensmål 12: Industri, innovation og infrastruktur
  • Verdensmål 17: Partnerskaber for handling

På dette webinar kan du møde nogle af vores medlemmer, der udvikler nye proces-, forretnings- og partnerskabsmodeller og taler direkte ind i arkitekturens økonomiske værdiskabelse i deres ydelser, organisation og/eller strategi. Du kan se frem til at møde Lene Brix (Matter bybrix), Nadia Strange Sander (Christensen & Co) og Lasse Lind (GXN). 

Verdensmålene som værktøj

Hvert eneste projekt hos MATTER bybrix starter med at identificere, hvor projektets indre kerne befinder sig, - hvad er problemet, der skal løses, og hvordan kan Verdensmålene inspirere, indgå i et værktøj eller bidrage til diskussionen om problemets løsning med kunder og samarbejdspartnere

Christensen & Co architects udarbejder deres eget klimaregnskab efter internationale standarder og og bruger metoden til at skabe fokus omkring behovet for at indarbejde klimaregnskaber i hvert enkelt projekt.

Hos 3XN/GXN har man igennem længere tid fokuseret på at skabe partnerskaber igennem forskningsprojekter for at fremme vidensdeling og bæredygtig udvikling i branchen.

Anlægsøkonomi og tidsstyring har stor bevågenhed fra bygherres side, og økonomisk forudsigelighed er en kerneværdi hos langt de fleste bygherrer. Den umiddelbart dyre, men holdbare løsning i virkeligheden kan imidlertid have bedre økonomi end den billige i en totaløkonomisk beregning og være en væsentlig dimension af projektets reelle økonomiske værdiskabelse i et totalværdiperspektiv. Projektets totalværdi udgøres af de væsentligste sociale, miljømæssige og økonomiske gevinster og omkostninger, som projektet giver for henholdsvis bygherre, brugere og samfund.

Er du interesseret i FN’s Verdensmål, og i hvordan de kan blive en driver i dine projekter? Så afholder vi i løbet af efteråret 2020 tre webinarer, hvor du får en introduktion til verdensmålenes potentialer i arkitekturen samt hører om, hvordan andre arkitektvirksomheder indarbejder verdensmålene i deres forretning og projekter.

Du kan se de tre præsentationer herunder:

Lene Brix, Matter bybrix
Nadia Strange Sander, Christensen & Co
Lasse Lind, GXN