Jens Henrik Birkmose fra Birkmose Consulting (til venstre) og Jesper Henriksen, partner i Dissing+Weitling.
Jens Henrik Birkmose fra Birkmose Consulting (til venstre) og Jesper Henriksen, partner i Dissing+Weitling.

Stor tilfredshed med nye erhvervsforsikringer til konkurrencedygtige priser

Dato 21.10.25 |
Af:
Cecilie B. Jørgensen

Fotos: Birkmose Consulting og Wissing+Deitling

Danske Arkitektvirksomheders nye samarbejde med forsikringsformidleren ADIS A/S, der tilbyder attraktive erhvervsforsikringer, er blevet godt modtaget. Læs, hvad Dissing+Weitling og Birkmose Consulting fremhæver ved den nye medlemsfordel.

Op til sommerferien lancerede Danske Arkitektvirksomheder og forsikringsformidleren ADIS A/S et spændende samarbejde. 

Konkret giver det nye samarbejde medlemsvirksomheder hos Danske Arkitektvirksomheder adgang til at tegne et bredt udvalg af erhvervsforsikringer som for eksempel arbejdsskade, netbank, løsøre/kontor, sundhed og rejse via anerkendte forsikringsselskaber.

Dermed har Danske Arkitektvirksomheder udvidet paletten af medlemsfordele

Dækning, konkurrencedygtige priser og personlig rådgivning

Blandt virksomheder, som allerede har tegnet erhvervsforsikringer via det nye samarbejde med ADIS, som i mange år har tilbudt erhvervsforsikringer til medlemmer af IDA (Ingeniørforeningen i Danmark) under brandet IDA Erhvervsforsikring, er Dissing+Weitling og Birkmose Consulting.

”Forsikringsfordelene har betydet en kort proces i forhold til valg af forsikringsprodukter, så jeg kan koncentrere mig om mine kunder fremfor at skulle kaste mig ud i at afsøge produkter, priser mv. på tværs af flere forsikringsselskaber,” forklarer adm. direktør og seniorrådgiver Jens Henrik Birkmose, der står bag Birkmose Consulting.

Han peger på tillid, gennemsigtighed og enkelthed i produkterne som de mest afgørende faktorer for at have tegnet erhvervsforsikringer.

Også hos Dissing+Weitling er tilfredsheden med den nye medlemsfordel stor.

”Vi har valgt erhvervsforsikringer på grund af dækning og pris samt adgang til personlig rådgivning,” forklarer partner Jesper Henriksen.

Han roser også ADIS for at tage udgangspunkt i Dissing+Weitlings daværende forsikring – for derefter at kunne tilbyde arkitektvirksomheden en ”markant” lavere pris. 

Skræddersyede løsninger

Jesper Henriksen bliver bakket op af Jens Henrik Birkmose, som tilmed fremhæver hastigheden i forbindelse med at få forsikringstilbud:

”ADIS var hurtig i opfølgning, og inden for få dage havde jeg overblik over produkter og priser. Vi havde telefonisk dialog om mit behov i forhold til mulighederne, og på den måde fandt vi frem til en aftale om et relevant produkt.”

”Det er rart med en dialog, hvor jeg som potentiel kunde kan blive rådgivet om, at noget ikke er relevant, og derfor ikke bør tilvælges. Det giver en god fornemmelse af, at der er fokus på at finde den relevante sammensætning af forsikring i forhold til min konkrete enkeltmandsvirksomhed,” pointerer Jens Henrik Birkmose.

”Det er min klare overbevisning, at jeg som enkelt virksomhed ikke kan forhandle mig til samme fordele og vilkår, som det er lykkedes Danske Arkitektvirksomheder at opnå hos ADIS.”

Desuden er det – fremhæver Jens Henrik Birkmose – en klar fordel, at Danske Arkitektvirksomheder som brancheorganisation har fokus på relevante detaljer, som knytter sig til branchen.

Har allerede anbefalet den nye medlemsfordel til andre

ADIS forhandler konkurrencedygtige forsikringsprodukter fra flere forsikringsselskaber. Det betyder, at man ikke selv behøver at indhente tilbud eller hyre ekstern forsikringsmægler. Hvert produkt placeres i en stor pulje, der sikrer stordriftsfordele og bedre forhandlingskraft, hvilket resulterer i fordelagtige priser og dækninger.

Al rådgivning og hjælp ydes af ADIS’ medarbejdere, og ADIS varetager al administration, herunder opsigelse af eksisterende forsikringer, så man kan fokusere på det, der virkelig tæller.

Tilbage hos Birkmose Consulting har Jens Henrik Birkmose allerede anbefalet andre i branchen til at få rådgivning og et uforpligtende tilbud om erhvervsforsikringer via ADIS, og han er glad for Danske Arkitektvirksomheders fokus på forsikringsområdet.

”Forsikringsområdet er komplekst, og også under konstant udvikling. Derfor er det trygt at have en organisation som Danske Arkitektvirksomheder i ryggen.”

Danske Arkitektvirksomheder har et stort fokus på attraktive medlemsfordele, og samarbejdet med ADIS skal imødekomme den stigende efterspørgsel på forsikringsløsninger. Det nye samarbejde påvirker ikke det eksisterende gode og fordelagtige samarbejde med Marsh McLennan Agency og HDI, som Danske Arkitektvirksomheder også tilbyder medlemmerne.