Adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Lars Storr-Hansen
Adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Lars Storr-Hansen.

Statement: Her er ønskelisten til en ny regering

Dato 04.03.26 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Foto: Maria Sattrup

Valgkampen raser. Og flere toppolitikere end normalt har fokus på bygge- og boligsektoren. Danske Arkitektvirksomheder har en klar ønskeliste til landets partier.

Frem til valgdagen den 24. marts vil de politiske partier køre på alle cylindre, og der vil med sikkerhed blive lanceret stribevis af forslag, udspil og planer helt ind i valgkampens slutfase.

Men allerede nu kan det konstateres, at mange toppolitikere har fået et nyt blik på bygge- og boligsektorens betydning. Skåret ind til benet, skyldes deres interesse, at de har forstået, at det netop er hér, de skal kigge hen, hvis de skal have løst flere store samfundsudfordringer.

Det gælder, hvis der skal skabes flere boliger i København. Det gælder, hvis vi i højere grad skal sikre rammerne om livet udenfor de store byer. Og det gælder ikke mindst, hvis den grønne omstilling skal gennemføres, og hvis der skal udvikles klog og holdbar klimasikring langs kysterne, i byerne og i flere landområder.

Politikernes interesse skaber en stor mulighed for bygge- og boligsektoren, hvis betydning historisk har været undervurderet, og hvis potentiale derfor heller ikke er blevet udnyttet.

Lad os bruge den nye interesse til at styrke rammerne om bygge- og boligsektoren, så den kan være med til at skabe de løsninger, som samfundet har brug for, og som politikerne – og vælgerne – ønsker.

Danske Arkitektvirksomheder har af samme grund samlet en række anbefalinger, som både regering og opposition kan bruge efter valget.

Etabler et samlet bygge- og boligministerium

Afgående social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har bl.a. været med til at bane vej for opførelse af flere almene boliger og sætte øget fokus på renovering og transformation af eksisterende bygninger. Det er rosværdigt. Men det løser ikke det grundlæggende problem for bygge- og boligsektoren, der handler om, at det politiske ansvar for området er spredt ud på 6-7 forskellige ministerier. Spredningen underminerer muligheden for at skabe sammenhæng i beslutninger, planlægning og regler. Byggebranchen har længe efterlyst et selvstændigt ministerium, og nu må tiden være moden til at handle på det, når der efter valget skal dannes en ny regering.

Byggeriets grundlov skal på plads

Social- og Boligstyrelsen leder arbejdet med at revidere bygningsreglementet. Styrelsen skal roses for at have et skarpt blik for problemerne i de nuværende regler og for at have tilrettelagt en proces, der inddrager aktørerne i bygge- og boligsektoren.

"Sagen er, at politikerne har ret, når de er begyndt at få øje på potentialet i bygge- og boligsektoren. Lad os nu forsøge at forløse det!"

I fællesskab har vi fået kortlagt benspænd i de nuværende regler, bl.a. når det gælder renovering og transformation, og der er ligeledes kastet lys over omfanget og kompleksiteten i de mange nuværende regler og dokumentationskrav. Der er forståelse for, at der bør gælde simple regler for simple projekter, ligesom vi er kommet langt i dialogen om, hvordan vi kan få sikret en tættere dialog med byggesagsbehandlerne. Det er vigtigt, at en ny regering prioriterer dette arbejde, så vi hurtigt får et nyt bygningsreglement, der bliver mere håndterbart og i praksis understøtter en mere grøn udvikling indenfor bygge- og boligsektoren.

Brug arkitekturpolitikken – og stadsarkitekterne

Under efterårets kommunale valgkamp gik det op for mange lokalpolitikere, at borgerne er dybt optaget af, hvordan deres byer, lokalsamfund og landområder udvikler sig. I valgkampen blev det også blotlagt, at mange kommuner har brug for et bedre grundlag, når de udvikler deres byer og landområder. Mange borgere viste tydeligt, at de bliver både vrede og frustrerede, når der træffes dårlige og kortsigtede beslutninger.

Det gav derfor mening, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt publicerede SVM-regeringens nye nationale arkitekturpolitik midt i den kommunale valgkamp. Men én ting er at præsentere en ny politik. Nu og fremover gælder det om at få politikken til at leve i kommunerne og få den til at fungere i samklang med lokale arkitekturpolitikker, stadsarkitekter og arkitekturråd, som flere kommuner arbejder med. Det bliver ikke alene vigtigt i forhold til byudviklingen i kommunerne. Det bliver også afgørende i forhold til at lykkes med den grønne trepart og klimasikringen.

I den forbindelse er det vigtigt at inddrage landets dygtige landskabsarkitekter. Den grønne trepart vil forandre Danmark, og derfor skal beslutningerne træffes på et fagligt grundlag. Landskabsarkitekterne bliver også afgørende i forhold til at udvikle en klog klima- og vandsikring.

Fokus på renovering og transformation

Da den nationale arkitekturpolitik blev præsenteret, handlede et vigtigt mål om at få sat mere gang i renovering og transformation af eksisterende bygninger. ”Nedrivning bør altid være sidste udvej,” sagde social- og boligministeren.

I arbejdet med at revidere bygningsreglementet ser vi for tiden på, hvordan vi konkret gør det nemmere at renovere og transformere. Derudover arbejdes der aktuelt med initiativer, der skal give kommunerne bedre muligheder for at afvise nedrivninger, når saglige hensyn gør det hensigtsmæssigt at bevare en bygning. Og endelig undersøges det, om bygningsejere fremover kan pålægges en afgift, hvis de river ned.

En ny regering skal støtte og videreføre dette arbejde. Øget renovering og transformation vil ikke alene gavne miljø og klima. Det vil være en vej til at skabe flere boliger, og det vil kunne hjælpe flere små byer og landsbyer, der kæmper med mangel på liv i bykernerne. Endelig vil renovering og transformation styrke kulturarven.

Målrettet forskning

I forbindelse med lanceringen af den nye arkitekturpolitik fastslog regeringen, at den vil styrke forskning og udvikling i bæredygtigt og cirkulært byggeri, herunder brugen af innovative materialer. Det er også nødvendigt. For hvis vi skal udvikle nye metoder og praksisser, der kan styrke den grønne omstilling, skal forskningsbevillingerne op. Ser man på byggebranchens betydning for miljø, klima, beskæftigelse og økonomi, er faktum, at der i dag forskes for lidt, og at forskningen sker for spredt.

En stor del af byggebranchen er gået sammen i ForskByg og arbejder på at etablere et langsigtet, missionsdrevet partnerskab, som skal sætte fokus på bl.a. transformation og renovering, udvikling af byggematerialer med reduceret klimaaftryk, øget biodiversitet samt klima- og kystsikring af byer, bygninger og infrastruktur.

Hvis nogle af disse forslag kommer til at leve i en ny regering og i Folketinget efter valget, vil det være vigtige skridt i den rigtige retning. Sagen er, at politikerne har ret, når de er begyndt at få øje på potentialet i bygge- og boligsektoren. Lad os nu forsøge at forløse det!

God valgkamp. Og husk at bruge din stemme!

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.