Publikation om danske arkitekturløsninger er nu oversat til tysk
I takt med at flere danske arkitektvirksomheder orienterer sig mod eksport og internationalisering i de europæiske nærmarkeder, bliver målrettet formidling af danske kompetencer stadig vigtigere.
Creative Denmark og Danske Arkitektvirksomheders engelsksprogede publikation Architecture: Towards a resilient future for global challenges fra efteråret 2025 er derfor nu oversat til tysk. Den nye version skal understøtte arbejdet med det tysktalende marked og gøre det lettere at præsentere danske arkitekturløsninger over for lokale arkitekter, beslutningstagere, bygherrer og potentielle samarbejdspartnere i Tyskland, Østrig og Schweiz.
Oversættelsen kommer i forlængelse af Danske Arkitektvirksomheders aktuelle fokus på arkitektureksport og nye muligheder i Europa. Danske Arkitektvirksomheder har tidligere peget på, at geopolitisk uro får flere virksomheder til at se mod de europæiske markeder, og at særligt Tyskland står over for store investeringer i blandt andet infrastruktur og grøn omstilling. Samtidig viser Danske Arkitektvirksomheders eksportanalyse, at dansk arkitektureksport nåede 1,2 milliarder kroner i 2025, det højeste niveau i de seneste 20 år.
“Der er et stærkt potentiale for danske arkitektvirksomheder på de europæiske nærmarkeder, og Tyskland er et oplagt marked at styrke indsatsen i. Mange danske tegnestuer har kompetencer, der matcher de dagsordener, som fylder på det tyske marked, blandt andet transformation, ressourcebevidst byggeri, byudvikling og klimatilpasning. Derfor er samarbejdet med Creative Denmark vigtigt. Det giver os et fælles afsæt for at formidle danske styrkepositioner og skabe dialog med nye samarbejdspartnere.” Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Den tyske publikation er tænkt som et praktisk redskab til at understøtte dialogen med lokale aktører på de tysktalende markeder. Den kan bruges af aktører, der ønsker at øge deres tilstedeværelse i Tyskland, Østrig og Schweiz, eller som vil styrke en allerede etableret position.
Creative Denmark understøtter det øgede fokus på Tyskland gennem international markedsføring og kommunikation målrettet det tyske marked og andre tysktalende lande. Publikationen indgår blandt andet i arbejdet med tiltrækning og programplanlægning af indkommende delegationer, digitale kampagner, markedsdialog og generel oplysning om danske arkitekturløsninger.
“Med den tyske oversættelse får tegnestuer, ambassader, repræsentationer og brancheaktører et konkret redskab til dialogen med det tysktalende marked. Publikationen gør det lettere at præsentere danske arkitekturløsninger for internationale beslutningstagere, bygherrer og andre samarbejdspartnere og styrker samtidig den fælles fortælling om dansk arkitektur internationalt.” Majken Kalhave, Executive Director, Creative Denmark
Publikationen fungerer som et informativt og inspirerende katalog, der samler konkrete cases, som viser, hvordan danske arkitektvirksomheder arbejder med nogle af de dagsordener, der fylder i byggeriet internationalt. Det gælder blandt andet håndtering af vand, transformation af eksisterende bygninger og boliger for alle.
De repræsenterede cases i publikationen omfatter blandt andet projekter fra BOGL, SLA, Tredje Natur, Schønherr, ADEPT, Pihlmann Architects, Lendager, 3XN, Arkitema, Boligforeningen Brabrand, Arcgency samt Christensen & Co Architects.
Målet er at gøre det lettere for tysktalende aktører at få indblik i, hvordan danske tegnestuer arbejder med robuste, ressourcebevidste og inkluderende løsninger i det byggede miljø, og samtidig inspirere til øget samarbejde og flere besøg i Danmark.
For mere information om publikationen og Creative Denmarks arbejde med internationalisering kan henvendelse rettes til Kristin Holme, Head of Partnerships, Creative Denmark, på e-mailadressen kho@creativedenmark.com.
Publikationen kan downloades på både engelsk og tysk.