Pas på de kolde opkald: Vælg kun forsikringsrådgivere med kendskab til branchen
Medlemmer i Danske Arkitektvirksomheder bliver – ligesom andre virksomheder – kontaktet af sælgere, der tilbyder “billigere” erhvervsforsikringer. Selv om det kan lyde fristende i en travl hverdag, er der god grund til at være på vagt. Forkert forsikringsrådgivning kan i værste fald få betydelige økonomiske konsekvenser for virksomheden.
Derfor har Danske Arkitektvirksomheder et forsikringssamarbejde med Marsh McLennan Agency A/S og ADIS A/S, som begge har indgående kendskab til rådgiverbranchens særlige risici. De fleste medlemsvirksomheder behøver derfor ikke selv at hyre eksterne forsikringsmæglere til at indhente tilbud og tegne forsikringer for dem.
Trygge og specialiserede løsninger til særlige risici
I mere end 10 år har Danske Arkitektvirksomheder samarbejdet med Marsh, verdens største forsikringsmægler og risikorådgiver, om løsninger til forsikring af det professionelle rådgiveransvar. Via Marsh McLennan Agency A/S tilbydes medlemmerne:
- Løbende professionel ansvarsforsikring via HDI
- Projektansvarsforsikringer
- Tillægs- og excessforsikringer
Løsningerne bygger på dyb indsigt i branchen.
Siden 2025 har Danske Arkitektvirksomheder desuden haft et samarbejde med ADIS A/S, der tilbyder medlemmerne alle de øvrige relevante erhvervsforsikringer – herunder lovpligtig arbejdsskadeforsikring samt cyber, auto-, sundheds-, rejse- og kontorforsikringer. ADIS er et datterselskab af Aon Danmark og har mange års erfaring med forsikringer til tekniske rådgivere, bl.a. gennem et langvarigt samarbejde med IDA Forsikring.
Begge samarbejdspartnere oplever jævnligt at skulle hjælpe rådgivervirksomheder, der ikke har fået den rigtige forsikringsrådgivning fra start.
Eksperterne advarer: “Billigere er ikke altid billigere”
Hos både Marsh McLennan Agency og ADIS kender man til, at uopfordrede henvendelser fra forsikringssælgere med fokus på kortsigtede præmiebesparelse frem for korrekt og tilstrækkelig dækning.
Marsh McLennan Agency: ”Manglende branchekendskab kan koste dyrt”
Marsh McLennan Agency oplever, at nogle medlemmer skifter selskab for senere at vende tilbage:
“Vi ser en gang imellem, at en virksomhed får et billigere tilbud, men at præmien efterfølgende begynder at stige, eller de ikke kan få hurtig specialiseret rådgivning, som de har behov for og derfor vender retur igen til os," siger Lars Hedegaard fra Marsh McLennan Agency.
Marsh McLennan Agency oplever desværre også forslag til projektspecifikke forsikringsløsninger, der ikke giver mening i praksis, og det kan koste dyrt.
Lars Hedegaard fra Marsh McLennan Agency udtaler:
”Hvis man ikke får den rigtige rådgivning, kan det føre til både uhensigtsmæssige kontraktvilkår og forsikringsaftaler – og i sidste ende øgede omkostninger for virksomheden. Det kræver indgående forsikringsviden og -erfaring at vurdere, om løsningen er en projektansvarsforsikring, en excess-løsning eller en justering af summen på den løbende ansvarsforsikring. Der findes ikke én standardløsning eller en kasse, som du bare kan agere efter. Det skal være den rigtige løsning til den rigtige præmie for medlemmer af Danske Arkitektvirksomheder, og det gør vi meget ud af.”
Danske Arkitektvirksomheder stiller visse minimumskrav, der gør, at medlemmerne er godt dækket ind via den løbende professionelle ansvarsforsikring, men medlemmer af Danske Arkitektvirksomheder arbejder inden for et komplekst kontraktlandskab. Det er derfor vigtigt, at der er adgang til specialiseret rådgivning inden for både forsikring og ansvarsforhold, der matcher dette, og rådgivning om forsikring og ansvarsforhold hænger tæt sammen. Lars Hedegaard fra Marsh McLennan Agency fremhæver også det tætte samspil med Danske Arkitektvirksomheders juridiske rådgivning:
“ Vi har et meget tæt samarbejde med juristerne hos Danske Arkitektvirksomheder, der løbende fanger uhensigtsmæssige kontraktvilkår hos medlemmerne, og det løbende samarbejde gør, at vi ofte kan nå at være proaktive. Og vi sidder selvfølgelig klar – både i København og med støtte fra vores internationale netværk – til at finde de rette forsikringsløsninger til et projekt.”
ADIS: “Fokusér på dækning og langsigtet tryghed – ikke kun pris”
Hos ADIS A/S oplever man tilsvarende udfordringer med ”gode tilbud”, der kommer ud af det blå:
”Mange fokuserer ensidigt på prisen for at opnå en her-og-nu besparelse, når de bliver ringet op uopfordret. Sælgeren, der ringer, har typisk ikke indgående kendskab til arkitektvirksomhedens konkrete opgaver, risici og kontraktvilkår. Resultatet er ofte, at virksomheden ender med en dækning, der ikke passer til medlemmernes reelle behov,” siger Allan Skov Madsen fra ADIS A/S.
Allan Skov Madsen fra ADIS A/S forklarer endvidere om samarbejdet:
“Som strategisk samarbejdspartner for Danske Arkitektvirksomheder har ADIS A/S opbygget forsikringsløsninger, der er skræddersyet til medlemmernes generelle forsikringsbehov – blandt andet arbejdsskade, auto, sundhed, rejse og kontorløsøre m.fl. Ved at samle mange medlemmer i én fælles ordning udnytter vi stordriftsfordele og en fælles risikodeling, hvor porteføljen af arkitektvirksomheder bærer risikoen i fællesskab.
Det giver mere stabile og konkurrencedygtige præmier og vilkår og gør løsningerne mindre følsomme over for kortsigtede udsving og varslinger i det generelle forsikringsmarked. Vores fokus er ikke hurtige præmiebesparelser, men langsigtede, branchetilpassede dækninger, der samlet set giver medlemmerne en robust og helhedsorienteret forsikringspakke.”
Brug Danske Arkitektvirksomheders specialiserede samarbejdspartnere
Samarbejdet med Marsh og ADIS er etableret for at sikre, at medlemmerne har adgang til kompetent, branchetilpasset og tryg forsikringsrådgivning – uden at stå med utilstrækkelige dækninger.
Marsh – professionelle ansvarsforsikringer og specialløsninger inden for professionelt ansvar:
DANSKE ARK - ansvarsforsikring
ADIS – øvrige erhvervsforsikringer, herunder den lovpligtige arbejdsskadeforsikring
Følg med i kommende nyhedsbreve, hvor vi dykker videre ned i aktuelle forsikringstemaer.
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.