Foto af væg med pil

På vej mod 2026!

Dato 15.04.21 |
Af:
Karen Sejr

Foto: Hello I'm Nik / Unsplash

Danske tegnestuer udfordres dagligt af regler, udbudsformer, nye forretningsmodeller m.m. samtidig med at såvel lokale, nationale som globale udfordringer og tendenser presser sig på. Vær med når startskuddet til vores strategiproces går, og vi løfter sløret for, hvilke temaer der kan komme til at spille en væsentlig rolle.

Konsolideringer, strategiske partnerskaber, bæredygtighedskrav og nye forretningsmodeller? Spændende – eller skræmmende? Vær med når startskuddet for vores strategiproces går og få indblik i, hvordan du kan blive inddraget og hvilke temaer vi måske allerede nu kan se, at der kommer til at spille en væsentlig rolle.

Det foregår torsdag den 15. april kl. 12.30-13.00.

Programmet lyder således:

• Sådan ligger landet af Lars Emil Kragh, chef for forretningsudvikling, Danske Arkitektvirksomheder
Sådan opfatter omverdenen os og arkitektvirksomhederne – og sådan oplever vores medlemmer os. Præsentation af resultat fra medlemsundersøgelse 2021 samt influentundersøgelse 2021. 

• At sætte sig et pejlemærke samtale mellem Kresten Schultz-Jørgensen, CEO, Oxymoron og Lene Espersen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
Visioner er vigtige, fordi de sætter aktiviteter i gang, der skaber værdi for både virksomheder og mennesker. De er med til at placere overliggeren dét stykke højere, der gør en forskel både mentalt og på bundlinjen.

• Hop ind – skal du med? af Lene Espersen
Gennem det næste års tid har vi brug for alle medlemmers hjælp til at pejle os ind på den helt rigtige strategi. Hør hvordan du kan bidrage gennem workshops, netværksmøder mm., så resultatet bliver en solidt forankret strategi for Danske Arkitektvirksomheder 2022-2026.

Vi er hos Danske Arkitektvirksomheder optaget af at skabe forandring, at påvirke omverdenen og hjælpe vores medlemmer til at kunne agere i alle disse muligheder og udfordringer. Det gør vi dels gennem vores daglige rådgivning af medlemmer, dels via alle de paradigmer og skabeloner der hver dag bliver hentet fra vores hjemmeside og ikke mindst ved at søge indflydelse og gå i dialog med politikere, myndigheder, bygherrer og andre organisationer i byggeriets værdikæde. 

Vi håber derfor, at du vil afsætte tiden og lytte med, når vi kridter banen op til det næste års arbejde.

PS. Bemærk, at vi afholder Ordinær Generalforsamling samme dag umiddelbart efter dette arrangementet.

Læs mere her