Østre Hougvej
En totalrenovering af ungdomsboligkomplekset har resulteret i mere dagslys, en sammenhængende økonomi og større trivsel blandt beboerne.
Renoveringen af ungdomsboligerne på Østre Hougvej fra 2015-2017 er et rigtig godt eksempel på, hvordan en boligafdeling med et dårligt ry, hærværk, naboklager og en belægning på kun omkring de 50% med dårlig økonomi til følge, med et radikalt identitetsskift, kan blive til velfungerende studieboliger, fuld belægning, orden i økonomien og studerende der trives i deres renoverede boliger. Boligafdelingen har undergået et radikalt identitetsskift, der indebærer efterisolering af facader og etablering af nye svalegange og trappeforløb, hvor kollegianerne kan se og møde hinanden. Det er dog ikke kun byggeriets facade, der er forvandlet. Indvendigt er der også bygget om, hvilket blandt andet betyder, at otte af boligerne er lavet om til tilgængelighedsboliger.
"... det har som i så mange almene boligrenoveringer været en udfordring af få økonomien til at række. Både ejer og arkitekter fortjener derfor ekstra stor ros for at have prioriteret en række kvalitative arkitektoniske løsninger, og holdt fast i det enkle og samtidigt ambitiøse arkitektoniske greb. Det er ganske enkelt godt gået," Middelfart Kommune, Arkitekturprisen 2018
De nye boliger på Østre Hougvej er et eksempel på, hvordan arkitektur kan skabe forandringer. Hvor der før lå et ungdomsboligkompleks med tomme lejemål og sociale problemer, ligger der i dag et attraktivt kollegium, der bærer præg af god kvalitet, gennemlyste rum og veludnyttede kvadratmeter. Dette skaber tilsammen et trygt miljø for beboerne på Østre Hougvej.