Aarhus

Ny politisk aftale styrker alment boligbyggeri over hele landet

Dato 17.12.25 |
Af:
Danske Arkitektvirksomheder

Foto: Unsplash/Madara Maroza

En ny aftale indgået mellem regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten forventes samlet set at understøtte etableringen af 20.000–25.000 nye almene boliger over de næste ti år.

Det er en god nyhed at runde 2025 af med, for der er grund til at glæde sig over, at regeringen sammen med flere partier i Folketinget er blevet enige om, at der skal opføres flere almene boliger. Det har Danske Arkitektvirksomheder længe skubbet på, så det er positivt, at Christiansborg handler, siger adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Lars Storr-Hansen, og fortsætter:

Vi har dog en klar appel til regeringen om, at man fremover gør mest muligt for at bevare så mange eksisterende bygninger som muligt, for det er vigtigt, at vi får banet vej for renovering og transformation i langt større skala end i dag.

Han roser, at det i aftalen bliver nemmere at ansøge om at omdanne erhvervsejendomme til almene boliger – hvilket Danske Arkitektvirksomheder har arbejdet for – mens han pointerer, at åbningen for nedrivning af tomme almene boliger så vidt muligt bør begrænses.

Lars Storr-Hansens udtalelser kommer på baggrund af, at regeringen sammen med SF, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten har lavet en aftale, der blandt andet vil gøre det muligt at gennemføre almene projekter i områder, hvor grund- og byggeomkostningerne ellers har været for høje.

Ifølge aftalen hæves maksimumbeløbet med samlet 3,9 procent i hele landet, ligesom der indføres en ny højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus, der gør det muligt at forhøje maksimumbeløbet med op til 20 procent. Samtidig forbedres mulighederne for at bygge almene boliger gennem Fonden for blandede byer. Og endelig får kommunerne bedre muligheder for at håndtere lokale boligudfordringer.

Læs mere i denne pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet: Ny aftale skal sikre flere almene boliger

Læs aftaleindholdet: Aftale om styrkede rammer for alment byggeri