Trio
Fra venstre: Rasmus Brandt Lassen, direktør for DI Byggeri, Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder, og Henrik Garver, adm. direktør direktør i FRI.

Nu skal byggeriets grundlov på plads

Dato 30.06.26 |
Af:
Rasmus Brandt Lassen, Lars Storr-Hansen og Henrik Garver

Foto: Büro Jantzen/ Maria Sattrup/Henrik Eskildsen

Bygge- og boligpolitik gennemsyrer Firkløverregeringens arbejdsgrundlag, der bl.a. lægger op til, at vi skal blive meget bedre til at passe på og forny eksisterende bygninger. Men de nuværende regler spænder ben og skal derfor justeres, hvis byggesektoren skal lykkes med opgaven.

Regeringsgrundlaget er gennemsyret af bygge- og boligpolitik, og på mange felter stiller regeringen skarpt på opgaver, som der er et reelt og udtalt behov for at få løst.

Det gælder bl.a. i forhold til at få skabt flere betalbare boliger, og derfor er det positivt, at regeringen nu vil sætte skub i byggeriet af nye almene boliger i København og rundt om i landet, for de mangler ganske enkelt. Det er også vigtigt, at vi får udført den klimasikring, der er nødvendig, når vi skal håndtere stigende mængder af vand i byerne, på landet og langs kysterne.

Det er ligeledes en god nyhed, at regeringen vil skabe bedre rammer for en mere sammenhængende planlægning, både når det handler om at sikre livet i landdistrikterne, og når det handler om at styrke udviklingen omkring København. Vi har brug for et sammenhængende Danmark, hvor vi på samme tid har blik på de store byer og livet udenfor byerne.

Skal vi lykkes med at tackle de mange opgaver, skal regering, folketing, regioner, kommuner og bolig- og byggesektoren spille sammen. I byggebranchen har vi længe argumenteret for, at vi kan være med til at løse en række af de udfordringer, som samfundet skal håndtere, og vi står i startblokken. Heldigvis har flere og flere politikere også fået blik for, hvad byggebranchen kan være med til at skabe. Dette ser vi ikke kun herhjemme, men i høj grad også rundt om i Europa, hvor planlæggere og politikere i disse år får et nyt blik på bolig-, bygge- og anlægsområdet som et vigtigt strategisk indsatsområde. Ja, det gælder faktisk helt op til EU Kommissionens top med kommissionsformand Ursula von der Leyen og boligkommissær Dan Jørgensen.

"Bygningsreglement er åbenlyst forældet, og det laver for mange benspænd."

Springer vi tilbage til regeringsgrundlaget, er et af de afgørende nybrud, at regeringen ønsker, at vi i Danmark fremover skal blive langt bedre til at passe på vores mange eksisterende bygninger. Vi skal renovere og transformere bygningerne, så de i mange tilfælde kan få nye formål og funktioner - og dermed nyt liv.

Det er en ambition, som byggebranchen længe har støttet, og argumenterne for at passe bedre på vores eksisterende bygningsmasse står da også nærmest i kø: Det kan koste dyrt i CO2-udslip, hvis vi ukritisk river ned og bygger nyt, så alene af den grund skal vi passe bedre på vores eksisterende bygninger og lære mere om, hvordan vi kan omdanne dem. Men også når det handler om f.eks. kulturarv, identitet og lokal sammenhængskraft, er det rigtigt at passe bedre på de bygninger, som allerede findes i bybilledet.

MEN – det er ikke nok at have høje ambitioner. De skal også indfris. Og derfor skal regler og lovgivning ændres, hvis vi skal i mål. I dag står reglerne ofte i vejen for muligheden for at renovere og transformere, hvilket fører til, at for mange gamle bygninger rives ned.

Af den grund skal vi have ændret bygningsreglement, for det er åbenlyst forældet, og det laver for mange benspænd.

I regeringsgrundlaget står der heldigvis også, at arbejdet med at ændre og forbedre bygningsreglementet skal fortsætte. Det har været sat på pause i forbindelse med folketingsvalget og de rekordlange regeringsforhandlinger, men arbejdet skal genoptages, skriver regeringen.

Det vigtige arbejde har hidtil været ledet af Social- og Boligstyrelsen, og sådan bør det også være fremadrettet. Styrelsen har tilrettelagt en proces, der netop skal føre til, at de reviderede regler vil understøtte en grøn omstilling af byggesektoren og gøre det nemmere at renovere og transformere eksisterende bygninger.

Disse mål støtter vi, og vi vil gerne kvittere for, at styrelsen i processen har inviteret praktikerne indenfor, så vi kan sikre, at regler, paragraffer og virkelighed spiller sammen. 

Vores klare budskab er, at det nærmest kun kan gå for langsomt med at få genoptaget dette arbejde. Potentialet i renovering og transformation er stort, og derfor taber vi momentum, når vi i dag skal slås med utidssvarende regler, der bremser og i flere tilfælde forhindrer, at vi kan puste nyt liv i gamle bygninger. Målet må være, at reglerne skal gøre renovering og transformation langt nemmere.

Derfor har vi også en appel til det nye ministerhold og især til børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark om at få sat tempo på arbejdet med at revidere bygningsreglementet, som er tæt på at være en grundlov for byggeriet: Det skal understøtte – og ikke modarbejde – de gode intentioner i regeringsgrundlaget, og vi skal i gang nu!

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt af Licitationen her

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.