Michael Ziegler: Kommuner skal have bedre muligheder for at sikre blandede byer
Med Høje Taastrup C og Nærheden har Høje-Taastrup Kommune ”bygget kommunen stærkere.” Men det ærgrer borgmester Michael Ziegler, at fordelingen mellem ejerboliger og private lejeboliger – indtil videre – ikke er blevet som planlagt. Ziegler efterlyser regulatoriske muligheder, så landets kommuner i højere grad kan sikre mangfoldige boligtyper.
I det seneste årti har den københavnske vestegnskommune Høje-Taastrup Kommune investeret massivt i byudvikling for at gøre kommunen endnu mere attraktiv over for borgere, virksomheder og investorer.
Udviklingen er særligt drevet af byudviklingsprojekterne Høje Taastrup C og Nærheden.
”Med vores to store byfornyelsesprojekter har vi af forskellige årsager ønsket at bygge både byen Høje Taastrup og Hedehusene stærkere – og jeg synes helt bestemt, at vi langt hen ad vejen er lykkedes med at indfri vores ambitioner om at skabe nye, levende og attraktive bydele, hvor folk har lyst til at være, bo og arbejde,” siger Michael Ziegler, borgmester (KF) i Høje-Taastrup Kommune.
Med Høje Taastrup C’s fortætningsprojekt er kommunen – i partnerskab med pensionsselskaberne ATP, Danica og PFA – lykkedes med at koble shoppingcentret City 2 tættere sammen med Høje Taastrup Station og kontorarbejdspladser i Den Gule By, mens Nærheden – i partnerskab ned Realdania gennem datterselskabet Realdania By & Byg – har fokus på ”at udvikle fremtidens bæredygtige forstad.”
Blandet by-ambition ikke indfriet – endnu
Michael Ziegler lægger dog ikke skjul på, at han ærgrer sig over, at fordelingen mellem ejer- og lejeboliger i Høje Taastrup C’s – indtil videre – ikke er blevet som oprindeligt planlagt:
”Det er ingen hemmelighed, at vi har været udfordret af markedets logik i forhold til, hvilke slags boligtyper der rent faktisk er endt med at blive bygget i forhold til vores oprindelige intention med Høje Taastrup C-projektet, hvor vi ønskede at skabe et blandet byområde med mangfoldige boligtyper.”
”Det er vi desværre ikke lykkedes med, fordi vi som kommune kun har meget begrænsede redskaber til at kunne styre fordelingen mellem ejer- og lejeboliger. Markedsudviklingen har ført til, at vi i langt overvejende grad har fået private lejeboliger – og det betyder noget i forhold til beboersammensætningen og perspektivet, når man bor der,” siger Michael Ziegler.
Udover at have været borgmester i Høje-Taastrup siden 2006 har Michael Ziegler i mange år været aktiv i Kommunernes Landsforening (KL), blandt andet som formand og nuværende udvalgsformand. Og udover at være kommunalpolitisk næstformand i Det Konservative Folkeparti er han formand for partnerskabet bag Høje Taastrup C.
"Vi har som kommune kun meget begrænsede redskaber til at kunne styre fordelingen mellem ejer- og lejeboliger." Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune
Efterlyser redskaber til at sikre blandede byer
Michael Ziegler fortæller, at Høje-Taastrup Kommune, ATP, Danica og PFA oprindeligt, da partnerskabet blev etableret i 2018, gik efter en cirka ligelig fordeling mellem ejerboliger og private lejeboliger. Men at virkelighedens resultat har fået en kraftig slagside mod lejeboliger.
”Måske er vi i dag endt med en 90-10- eller 85-15-fordeling mod private lejeboliger. Det ærgrer mig, og det vil jeg gerne være helt ærlig omkring. Men når det er sagt, så kan det være, at fordelingen mellem boligtyperne ændrer sig over tid, hvis ejerne frasælger boliger enkeltvis. Altså privatiserer lejeboliger. Her kan det have betydning for tidshorisonten, at ejere af boligudlejningsejendomme står bedre stillet i forhold til moms, hvis et eventuelt frasalg sker tidligst fem år efter opførelsen,” fremhæver Michael Ziegler.
”Vi savner som kommune regulatoriske muligheder for at sikre blandede byer med mangfoldige boligtyper. Planloven giver mulighed for at regulere andelen af almene boliger, men der er endnu ikke mulighed for bestemmelser om ejerboliger.”
”En ny lovgivning er efter alt at dømme på vej, selvom den dog endnu ikke er blevet vedtaget på Christiansborg. Den forhenværende regering var – efter pres fra blandt andet os vestegnskommuner – på vej med en lovændring på området for regulering af ejerboliger, men valgudskrivelsen i februar satte en foreløbig stopper for lovændringen,” siger Michael Ziegler.
"Vi savner som kommune regulatoriske muligheder for at sikre blandede byer med mangfoldige boligtyper. Planloven giver mulighed for at regulere andelen af almene boliger, men der er endnu ikke mulighed for bestemmelser om ejerboliger." Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune
Største ønske til nyt folketingsår
Michael Ziegler tror og håber, at den nye regering vil tage sagen op:
”Det er helt afgørende og nødvendigt, at kommuner kan være med til at udvikle og sikre reelle blandede byer.”
”Skal jeg vælge ét område som det vigtigste i det nye folketingsår i forhold til kommunal byudvikling, så er det muligheden for, at kommuner skal kunne bestemme ejerformer i forbindelse med nybyggeri,” siger Michael Ziegler.
Læs også ”Michael Ziegler: Vi er som samfund i gang med et kursskifte mod en grønnere tilgang”
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.