Hvordan står det til med renovering og transformation i Danske Arkitektvirksomheder?
Bevar Mere er en filantropisk indsats med et klart mål: At understøtte en holdnings- og praksisændring i Danmark, så transformation og ombygning af den eksisterende bygningsmasse bliver et reelt, attraktivt og kvalificeret alternativ til nybyggede boliger.
Bevar Mere vil gerne undersøge, hvordan det står til med at understøtte en adfærdsændring blandt byggebranchens professionelle i retning af at transformere, omdanne og fortætte fremfor at bygge nye boliger.
Derfor rækker Bevar Mere nu ud til byggeriets rådgivere, herunder arkitektvirksomhederne, gennem en rundspørge, der vil finde sted i uge 38-39-40 2026.
Bevar Mere ønsker mere konkret at blive klogere på rådgivernes nuværende praksis og forretning i forhold til transformationsdagsordenen.
Samtidig vil Bevar Mere spørge rådgiverne, hvad de kunne ønske sig af fremtidige indsatser for at understøtte en ændring af både deres egen praksis og praksis i de andre led af branchens værdikæde.
Danske Arkitektvirksomheder har i den forbindelse lavet en Q&A med Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere, om baggrunden for rundspørgen.
Rundspørgens formål
I er på vej med en rundspørge blandt arkitektrådgivere om rammebetingelser, kompetencer og forretningsmodeller for transformation. Hvad håber I at få ud af undersøgelsen, og hvorfor er det vigtigt, at arkitektvirksomhederne bidrager med deres erfaringer og perspektiver?
"Efter at have været i gang med indsatsen Bevar Mere i et par år vil vi meget gerne have en endnu en bedre fornemmelse af, hvor arkitekterne er på denne dagsorden, og hvad de ser som væsentlige barrierer og løftestænger fremover. Bevar Mere kan stadig søsætte nye tiltag, og denne undersøgelse er derfor også en slags invitation til, at man kan komme med nye idéer til, hvor og hvordan Bevar Mere bedst sætter ind. Vi kommer til at dele resultaterne, så undersøgelsen giver også os allesammen mulighed for og anledning til at kommunikere om centrale potentialer og udfordringer til både byggebranchen, og dem der sætter rammerne for branchen, for på den måde skubbe til dagsordenen."
Hvis du skulle komme med én opfordring til arkitektvirksomhederne i forbindelse med rundspørgen, hvad skulle det så være?
"Arkitekterne har ofte et helhedsorienteret perspektiv på byggeriet og dets muligheder - brug denne anledning til at lade de forskellige vigtige perspektiver og erfaringer komme frem! Brug derfor gerne tid på på også at fylde ind i fritekst-felterne. Vi lover, at vi læser alle besvarelser, og vi vil meget gerne høre jeres egne ord, der hvor I har noget udover de foruddefinerede spørgsmål."
Samarbejdet om BR28 og et helhedsorienteret bygningsreglement
Bevar Mere samarbejder blandt andet med Social- og Boligstyrelsen og aktører på tværs af byggebranchen om udviklingen af Bygningsreglement 2028. Hvorfor er det vigtigt, at det kommende reglement i højere grad understøtter transformation og omdannelse, og hvad mener du kendetegner et mere helhedsorienteret bygningsreglement?
"Der er så mange gode takter i arbejdet med det helhedsorienterede bygningsreglement, og fra Bevar Meres perspektiv er alt det om transformation jo centralt. Så vi har været glade for, at mange af de vidensprojekter og værktøjer, som Bevar Mere har støttet, også er blevet læst af styrelsen, og vi håber, at de mange gode takter og ambitioner omkring det helhedsorienterede bygningsreglement også finder vej ind i det endelige resultat.
Set fra et Bevar Mere perspektiv kan et helhedsorienteret bygningsreglement med fordel nedbringe de eksisterende barrierer, der er for transformation og omdannelse af eksisterende bygninger til boliger, samtidig med at der stilles krav til en boligkvalitet, der understøtter de kommende beboeres livskvalitet."
Den langsigtede betydning af transformation
Når I ser på udviklingen i byggeriet og samfundet generelt, hvilke faktorer vil så få størst betydning for transformations-dagsordenen fremover? Og hvilken rolle kommer arkitektrådgiverne til at spille i den udvikling?
"Det er jo faktisk noget af det, vi også spørger til i spørgeskemaet, så her vil jeg ikke udtale mig for skråsikkert. Men udover økonomi og regulering, som åbenlyst er afgørende for dagsordenen, tror jeg også, at nye efterspørgselstendenser ændrer spillepladen – og her spiller arkitektrådgiverne jo en kernerolle, som både kan gribe nye efterspørgsler og inspirere til nye drømme om det gode boligliv."
Stay tuned: Bevar Meres spørgeskema sendes ud til alle medlemsvirksomheder i Danske Arkitektvirksomheder i uge 38.
Vi opfordrer vores medlemmer til at svare på undersøgelsen, så Bevar Mere og Danske Arkitektvirksomheder kan få et retvisende billede af, hvordan det står til i branchen med den nødvendige adfærdsændring.
Arkitekternes svar på Bevar Meres spørgeskema bidrager med vigtig viden om rådgiveres erfaringer med og perspektiver på transformation af eksisterende bygninger til boliger.
Besvarelserne indgår i den samlede statusanalyse som gennemføres af Bevar Mere og skal bidrage til at fremme arbejdet med transformation i Danmark.
Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér
Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.
