Billede
Thor Larsen-Lechuga fra Danske Arkitektvirksomheder (øverst) og Klaus Kellermann fra Bygherreforeningen er hovedskribenter på den nye rapport "Tekniske kriterier for renovering"

Fire principper skal bane vejen for renovering og transformation

Dato 02.09.26 |
Af:
Danske Arkitektvirksomheder

Foto: Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder 

Ny rapport peger på fire principper, der skal bidrage til et bygningsreglement, som fremmer renovering og transformation uden at miste grebet om kvaliteten i byggeriet.

Anvendelsen af gældende krav i eksisterende bygninger skaber ofte konflikter mellem centrale hensyn som sikkerhed, sundhed, bevaring, komfort, klima og ressourceforbrug. Konsekvensen er ofte, at renoverings- og transformationsprojekter bliver mere komplekse og omkostningstunge end nødvendigt.

”Den eksisterende bygningsmasse egner sig ikke til uniforme krav. Vi har en branche, der efterspørger en langt mere fleksibel regulering, hvor der er plads til at bringe den sunde fornuft i spil. Derfor håber vi, at de fire principper bliver en fastforankret del af det videre arbejde med, hvordan de nye krav til renovering og transformation kommer til at se ud i BR28,” siger Thor Larsen-Lechuga, chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder, i forbindelse med publiceringen af rapporten ”Tekniske kriterier for renovering.”

Fire principper skal løsne op for kompleksitet

I den nye rapport oplistes fire grundlæggende principper, som sigter mod at gøre det lettere og smidigere at transformere og renovere eksisterende bygningsmasse. 

De fire principper er:  

Forudsætningsændringer som udløsende kriterium

Nye krav bør først bringes i anvendelse, når et projekt ændrer bygningens grundlæggende forudsætninger. Mindre indgreb eller løbende forbedringer skal ikke automatisk udløse omfattende krav. Det skal understøtte en mere smidig udvikling af den eksisterende bygningsmasse og reducere unødige barrierer for renovering.


Risiko som prioriteringsværktøj

Reguleringens omfang skal afspejle konsekvenserne af det konkrete indgreb. Hvor fejl kan få alvorlige følger for menneskers sikkerhed, for eksempel inden for brand og konstruktioner, skal kravene fortsat være klare og entydige. På områder med mindre alvorlige konsekvenser bør der være større mulighed for faglige vurderinger og fleksible løsninger.


Proportionalitet i renoveringskrav

Krav, dokumentation og myndighedsbehandling skal stå mål med projektets kompleksitet og betydning. En mindre ombygning bør ikke mødes med samme krav som en omfattende transformation af en hel bygning. En mere proportionel tilgang kan bane vejen for smidigere processer uden at gå på kompromis med kvaliteten.


Formålsdrevet regulering

Hensigten bag reglerne skal være tydelige. Når det bliver tydeligt, hvilket samfundsmæssigt eller teknisk hensyn et krav skal opfylde, får rådgivere og myndigheder bedre mulighed for at finde løsninger, der opfylder formålet, selvom de ikke følger en traditionel standardløsning.
 

Klaus Kellermann, bæredygtighedschef i Bygherreforeningen og en af hovedskribenterne bag rapporten, siger om de fire principper:

”Vi er nødt til at have nogle ændrede og mere helhedsorienterede principper for de tekniske kriterier og krav til at styre efter i forhold til disse typer af byggeprojekter, fremfor blot at fortsætte med bestemmelserne for nybyggeri som de generelt styrende i bygningsreglementet. Ellers kommer gårsdagens regler til at stå i vejen for morgendagens innovative og bæredygtige idéer."

Fra regler til proces

Rapporten sætter yderligere fokus på en mere procesorienteret tilgang, hvor kendskab til bygningens kunnen og potentialer står helt centralt. Principperne omsættes i praksis gennem fem sammenhængende trin, der skal gøre reguleringen mere proportional og anvendelig i renoverings- og transformationsprojekter:

Undersøg bygningen grundigt

En systematisk bygningsundersøgelse og en fælles minimumsregistrering af bygningens tilstand skaber et solidt beslutningsgrundlag for både bygherre, rådgivere og myndigheder. Samtidig reduceres risikoen for uforudsete forhold senere i processen, hvilket kan mindske både omkostninger og projektrisici.

Reguler efter konsekvens

Indgreb, der har betydning for akut personsikkerhed, for eksempel brand- og konstruktionsforhold, skal fortsat leve op til faste krav. Vedrørende sundhed, herunder indeklima, akustik, lys, tilgængelighed og andre samfundshensyn, bør kravene derimod vurderes i forhold til det konkrete indgrebs betydning og de faktiske risici, der er forbundet med projektet.

Vælg spor efter kompleksitet

Enkle renoveringsopgaver skal kunne dokumenteres gennem præaccepterede løsninger eller enkle test på stedet, mens mere komplekse renoveringer og transformationer kræver en bredere faglig vurdering. Her introduceres et reguleringsmæssigt råderum, hvor projekternes samlede kvalitet og effekter dokumenteres gennem en helhedsbeskrivelse.

Naviger efter formålet

I stedet for alene at fokusere på, om et specifikt krav er opfyldt bogstaveligt, skal de bagvedliggende hensyn være tydelige. Formålsbestemmelser fungerer som faglige pejlemærker, der gør det muligt at afveje forskellige hensyn og finde løsninger, som opfylder intentionen med reglerne, selv når den konkrete bygning udfordrer standardløsninger.

Synliggør effekten

”Tekniske kriterier for renovering”-rapporten peger på, at forbedringer af bygningens kvalitet bør dokumenteres og synliggøres i både byggesagsbehandlingen og gennem mærknings- eller certificeringsordninger. Det kan gøre værdien af renoveringsindsatsen mere synlig for både ejere, brugere og investorer og dermed styrke incitamentet til at vælge renovering eller transformation.

Rapporten er udarbejdet i regi af Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri og fremsendt som et brancheindspil til social- og boligstyrelsen til det videre arbejde med det helhedsorienterede bygningsreglement. 

 

 

Vil du have flere nyheder? Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev hér

Her får du faglige og politiske nyheder og analyser fra Danske Arkitektvirksomheder samt tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events med stor relevans for arkitektbranchen.