
En vej for hele byggebranchen
Ifølge DAC-direktør Kent Martinussen bør byggebranchen støtte en ny national arkitekturpolitik, for den er netop for hele byggebranchen – og ikke arkitekterne alene.
Det er i det kommende år, at arkitekturpolitikkens skæbne bliver beseglet, og derfor er det vigtigt, at en samlet branche markerer sig for at understrege, at byggebranchen og arkitekterhvervet har svaret på mange af de udfordringer, vi som samfund står overfor, og at disse svar netop er indeholdt i anbefalingerne til en ny arkitekturpolitik.
Direktør for Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen, er således heller ikke i tvivl om, at en ny national arkitekturpolitik vil gavne den samlede byggebranche og samfundet som helhed, hvis den bliver vedtaget.
”Det er helt centralt at forstå, at det her drejer sig om en arkitekturpolitik – og ikke en arkitektpolitik, der kun er interessant for arkitekter og arkitektbranchen. En ny, national arkitekturpolitik vil være til gavn for hele det store, brede branchefælleskab, der skaber vores fysiske omgivelser sammen – altså hele bygge- og anlægssektoren,” siger han.
Derpå slår han sin pointe fast med disse ord:
”Arkitekter formgiver bygninger, pladser, veje, anlæg og naturområder sammen med blandt andre ingeniører, entreprenører, udviklere, brugere og borgere.”
En anden central pointe er, at et tæt samspil er en forudsætning for at kunne tackle en af de mest presserende udfordringer i de kommende årtier – hvilket handler om at kunne håndtere klimaforandringerne og leve op til EU’s mål om klimaneutralitet.
"Det er vigtigt, at flere aktører i byggebranchen støtter arkitekturpolitikken aktivt og er med til at revidere bygningsreglementet på en måde, så det kommer til at understøtte grøn omstilling og kvalitet i byggeriet." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
I den grønne omstilling spiller bygge- og anlægsbranchen en enorm rolle.
”Derfor skal vi i formgivningen og genbrug af vores fysiske miljøer gøre, hvad vi kan for at skabe et CO2-neutralt velfærdssamfund. Og her findes der allerede helt oplagte, vigtige svar i en ny, national arkitekturpolitik,” siger Kent Martinussen.
DAC-direktøren fremhæver, at samfundets ejerskab til en arkitekturpolitik skal forankres i en bred branchemæssig og folkelig bevægelse, der efterspørger kvalitet: ”Kvalitet for alle er helt afgørende for en politik, hvis den skal have bred opbakning i Folketinget, kommuner og ikke mindst i befolkningen. Vi oplever bred opbakning til kræftpakkerne, fordi de virker. Derfor er der folkelig opbakning til denne del af sundhedspolitikken.”
Og for Kent Martinussen er det afgørende, at danskerne fortsat skal opleve høj kvalitet.
”Vi skal passe på, at vi ikke slipper det adelsmærke af syne, at der altid er fokus på at skabe en oplevelse af kvalitet for alle i dansk arkitektur. Det er en hjørnesten i vores velfærdssamfund og vores fælles identitet.”
De budskaber kan vi i Danske Arkitektvirksomheder kun give fuld opbakning til.
I den kommende tid vil vi arbejde for, at andre aktører end os selv i arkitektbranchen får blik for alle mulighederne i en ny og fremsynet arkitekturpolitik, som samtidig bliver understøttet af et revideret bygningsreglement – for det er den lovgivningsmæssige forankring, der skaber de reelle forandringer.
Af samme grund er det vigtigt, at flere aktører i byggebranchen støtter arkitekturpolitikken aktivt og er med til at revidere bygningsreglementet på en måde, så det kommer til at understøtte grøn omstilling og kvalitet i byggeriet.
I bedste fald kan der blive tale om totrinsraket, hvor arkitekturpolitikken kan være med til at sætte en retning, mens det justerede reglement kan komme til at anvise de mere præcise veje.