Illustration af mennesker

DI orienterer: Når din medarbejder falder på hjemmekontoret

Dato 13.05.25 |
Af:
DI HR & Personale

Højesteret afsagde den 2. maj 2025 en ny dom om en arbejdsskade ved hjemmearbejde. I sagen faldt medarbejderen over en privat kasse, mens hun holdt kaffepause fra arbejdet. Højesteret slog fast, at medarbejdere kan være dækket af virksomhedens arbejdsskadeforsikring ved ulykker, der sker under hjemmearbejde. Læs her, hvordan du som arbejdsgiver bør forholde dig.

Hvad handlede sagen om?

Sagen handlede om en medarbejder, der arbejdede hjemmefra. Medarbejderen gik fra arbejdsbordet over til kaffemaskinen i køkkenet. På vej tilbage til arbejdsbordet faldt medarbejderen over en privat kasse, som var placeret på gulvet.

I sagen var der enighed om, at kaffebrygningen havde en naturlig forbindelse til arbejdet. Ulykken var altså sket på et tidspunkt, hvor medarbejderen udførte sit arbejde. Spørgsmålet var herefter, om arbejdsskadesikringsloven dækkede, når ulykken skete på grund af medarbejderens private indretning.

Fald på hjemmekontoret var omfattet af arbejdsskadesikringsloven

Højesteret fandt, at et fald over en privat kasse var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om at fald i forbindelse med arbejde er omfattet af loven.

Højesteret fandt også, at arbejdsgiveren har ansvaret for arbejdspladsens indretning og et sundt og sikkert arbejdsmiljø – også når det gælder hjemmearbejde.

Som arbejdsgiver har man objektivt ansvar efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at arbejdsgiver bærer risikoen for skader, der sker en medarbejder på arbejdet.

Dommen ændrer ikke på det helt grundlæggende arbejdsgiveransvar om, da man som arbejdsgiver har ansvaret for, at hjemmearbejdspladsen er forsvarligt indrettet.

DI anbefaler, at arbejdsgiver laver en hjemmearbejdspolitik

Har I ikke allerede en hjemmearbejdspolitik, kan I hente DI’s skabelon (i boksen til højre), der indeholder et afsnit om krav til hjemmearbejdspladsen og medarbejderes ansvar for at holde hjemmet ryddeligt, som vil kunne undgå i en eventuel arbejdsskadesituation.

Har du spørgsmål? 

Hvis hjemmearbejde giver anledning til spørgsmål, er I som altid velkomne til at kontakte DI for rådgivning.