Foto af Thomas Larsen
Danske Arkitektvirksomheder styrker den politiske og pressestrategiske indsats med ansættelse af bl.a. den erfarne journalist, kommentator og redaktør Thomas Larsen som chef for politik og presse pr. 1. september 2023.

Danske Arkitektvirksomheder forstærker holdet

Dato 24.08.23 |
Af:
Karen Sejr

Danske Arkitektvirksomheder opgraderer på medlemsservice og styrker den politiske og pressestrategiske indsats med ansættelse af bl.a. den erfarne journalist, kommentator, forfatter og redaktør Thomas Larsen som chef for politik og presse.

Danske Arkitektvirksomheders sekretariat har vokseværk. Hen over sommeren og i det tidlige efterår 2023 starter syv nye medarbejdere, der sammenlagt skal styrke organisationens medlemsservice samt den politiske og forretningsmæssige interessevaretagelse.

Kendt medieperson som chef for politik og presse

Den 1. september 2023 tiltræder Thomas Larsen som chef for politik og presse. Thomas har bl.a. været politisk reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten, politisk redaktør på Børsens Nyhedsmagasin og politisk redaktør på Radio 4. Thomas Larsen har desuden skrevet 19 bøger, bl.a. om regeringscheferne Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen samt udgivet flere bøger om kongehuset.

Thomas vil som chef for politik og presse bl.a. stå for kontakt til medier samt optimere den politiske bevågenhed i forhold til byggeri og arkitektur. Læs mere i nedenstående pressemeddelelse.

Nye profiler på medlemsservice

På medlemsservicedelen har vi sagt velkommen til Teitur Hvidbro, der har en Master i Business Administration & Sales Management fra CBS. Teitur er ansat som medlemskonsulent og har fokus på ind- og udmeldelser samt udvikling af nye medlemstilbud. Du kan kontakte Teitur, når du har spørgsmål til medlemskab af både Danske Arkitektvirksomheder og Danske BoligArkitekter, har brug for oplysninger om kontingenter eller spørgsmål til kursusdeltagelse.

Herudover er Annette Romme, der bl.a. har en fortid som projektleder hos DTU og senioranalytiker hos TV2, kommet med på DANSKEARK-holdet i august. Hun vil have særligt fokus på vores medlemsnetværk og generel medlemsservice. Du kan kontakte Annette, når du ønsker at komme med i nogle af vores netværk eller har spørgsmål til medlemskab.

Interessevaretagelse og analyse skærpes

Rikke Friis Sørensen starter 15. september 2023 som politisk konsulent. Rikke har en bachelor i bæredygtig arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus og en master i Strategic Design & Entrepreneurship fra Det Kongelige Akademi og CBS. Rikke skal være med til at skærpe de politiske indsatsområder med et strategisk og forretningsorienteret fokus.

Den 1. oktober 2023 tiltræder Sebastian Kaldahl som cheføkonom. Sebastian kommer fra en stilling som chefkonsulent i DI og har tidligere arbejdet som økonom i Dansk Byggeri. Sebastians store analytiske kapacitet og erfaring med byggeri giver et godt udgangspunkt for arbejdet med bl.a. økonomiske analyser i arkitekt- og byggebranchen.

Endelig har vi ansat Emma Borges og Klara Dalgaard Reetz, der begge er studerende. Emma studerer på CBS og kommer til at stå for kontingentopkrævning og bogholderi. Klara arbejder med kommunikationsopgaver som nyhedsbrev, web og sociale medier.

Blandt de nye på holdet er både studentermedhjælpere, fuldtids- og deltidsansatte. Samlet set er der heller ikke er tale om syv nye stillinger, da der er medarbejdere, der er stoppet i løbet af 2023.

Her finder du alle medarbejdere i sekretariatet

Nærmere oplysninger fås hos adm. direktør Lars Storr-Hansen, mobil 4109 3304 / lsh@danskeark.dk eller underdirektør Lars Emil Kragh, mobil 5167 1554 / lek@danskeark.dk.

Pressemeddelelse: Danske Arkitektvirksomheder forstærker holdet