Danner

Dato 14.07.21 |
Af:
Rikke Friis

Foto: Lars Gundersen

Danner har i over 30 år tilbudt rådgivning og midlertidige boliger for voldsramte kvinder og deres børn. Huset inviterer til, at man kommer hinanden ved, og beboerne på Danner beskriver arkitekturen som helende, og noget der giver en fornemmelse af ”samhørighed”.

Det fredede hus fra 1873 er restaureret i 2012, så det også i dag er en tidssvarende og helende ramme for beboere og brugere. Terapihaven fremhæves af beboerne som noget helt særligt, fordi den indbyder til uformelle samtaler, hvilket mange af kvinderne holder af.

Huset er opført som stiftelse i 1873-75 af Grevinde Danner. Ved istandsættelsen er der lagt vægt på at bevare den hjemlige stemning, og undgå det institutionelle. Der er ombygget mest på de etager, hvor der er færrest fredningsværdier. Nye bygningsdele er tilføjet i et moderne formsprog, og udført i klassiske materialer. Herudover er der anlagt en terapi have, som bryder bygningens symmetri og tilføjer et frisk pust.

I år 2020 boede kvinderne i gennemsnit 115 dage på Danner. Omkring 50 % af kvinderne som ankom til Danner i 2020, var i beskæftigelse eller under uddannelse, mens 50 % var uden for arbejdsmarkedet. Efter at have boet på Danner er hele 75 % af kvinderne kommet i arbejde eller gået i gang med en uddannelse. Samtidig får mange af kvinderne genoptaget relationer med familie og venner, hvilket også er en livsforandrende hjælp.

”Det kan godt være helende at se noget gro, man har gået og vandet.” Mette Helena Rasmussen, tidligere beboer på Danner

Foto af samtalerum