Brugerinvolvering og evaluering

Dato 11.05.23 |

Brugerinvolvering, evaluering og genbesøg kan skabe værdifuld læring for bygherrer, rådgivere og arkitekters læring og arbejde. Herunder kan du se en række korte film med eksempler på, hvordan man kan inddrage brugere i evaluering af projekter.

Konstruktiv brugerinnovation – fra problemer til løsninger

Meget kan lade sig gøre, når unge brugere, lokale ildsjæle, arkitekter og kommune samarbejder konstruktivt om at transformere en gammel industribygning, selvom udfordringerne er mange. De unge manglede et sted, hvor de kunne være på deres egne præmisser. Syddjurs Kommune og Maltfabrikkens ejer var straks med på ideen. Det blev begyndelsen til samarbejdet om at transformere en del af den gamle industribygning til et levende kultursted for en gruppe af unge gennem en unik brugerinvolvering. Filmen beskriver samarbejdet om at transformere Maltfabrikken - en del af en gammel industribygning - til et levende kultursted. Om værdifuld brugerinvolvering. Bag forvandling af hele Maltfabrikken står Praksis Arkitekter sammen med Kristine Jensens Tegnestue.

I filmen medvirker Esther Mogensen, Maltfabrikken, Mette Tony, stiftende partner, Praksis Arkitekter, Nicolai Carlberg, etnolog, Carlberg og René Sørensen Overby, projektudvikler, Bevica Fonden.

Genbesøg som evalueringsredskab af designløsninger

Afsluttede projekter genbesøges ikke altid som en del af processen. Men et eller flere genbesøg er vigtig læring og kan også medvirke til at sikre bedre funktion og drift af stedet. I filmen besøger en bruger og to landskabsarkitekter det renoverede Mønsted Kalkgruber for at vurdere ibrugtagningen af stedet. Genbesøg er værdifuld læring for alle involverede i et projekt.

Viggo Rasmussen har siden 1977 siddet i kørestol som følge af en motorcykelulykke. Derfor kender han en hel del til barrierer for at kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre. I filmen mødes han og Rikke Juul Gram, partner i Schønherr og Gitte Sauer, landskabsarkitekt i Schønherr, ved det renoverede Mønsted Kalkgruber for at vurdere ibrugtagningen af stedet. Viggo var med fra start i designprocessen, men er nu tilbage for første gang, siden stedet blev indviet. Genbesøg er værdifuld læring for alle involverede i et projekt og særligt, når man skal designe inkluderende i et naturlandskab, der hele tiden forandrer sig. Det er bare et af dilemmaerne i en udfordrende opgave, hvor der er grænser for det, man kan og må forandre.

Evalueringens betydning for fremtidens byggeri

På Musholm arbejder arkitekter og bygherre fortsat sammen om at undersøge og evaluere stedets kvaliteter og løsninger. Men det kan kun lade sig gøre gennem tæt dialog med brugerne. Mark Peters og Leon Jørgensen er til landsholdstræning i kørestolsrygby på Musholm. Det kan de uden at skulle være bekymrede over barrierer for dem, når de skal rundt på stedet. Alt er brugervenligt, så de kan koncentrere sig om træningen og det at være sammen. Musholm er et ferie-, sport- og konferencecenter med god tilgængelighed for alle mennesker. Centret er opført for Muskelsvindfonden og tegnet af AART architects. Denne film giver eksempler på evalueringsmetoder og belyser, hvad evaluering af et byggeri og analyse af brugeroplevelser kan betyde for bygherrer, rådgivere og arkitekters læring og arbejde.

I filmen medvirker Mark Peters og Leon Jørgensen, landsholdsspillere i rugby, Kathrine H. Stærmose, partner, AART architects, Henrik Ib Jørgensen, direktør, Muskelsvindfonden og Camilla Ryhl, forskningsdirektør, Bevica Fonden.