Arkitekt Dorthe Keis træder ud af partnerkredsen i Arkitema for at blive partner i ACT Architects.
Arkitekt Dorthe Keis træder ud af partnerkredsen i Arkitema for at blive partner i ACT Architects.

ACT Architects finder ny partner i Arkitema

Dato 01.12.25 |
Af:
Pressemeddelelse

Foto: ACT Architects

Arkitekt Dorthe Keis træder ud af partnerkredsen i Arkitema for at blive partner i ACT Architects.

Med over 30 års erfaring inden for byudvikling, transformation og byggeri træder arkitekt Dorthe Keis per 1. december ind som ny partner i ACT Architects. 

København-baserede ACT Architects står blandt andet bag transformationen af Station 1 på Vesterbro, boligbyggeri på Bryggervangen og revitaliseringen af Østerfælled Torv. 

Dorthe Keis har hidtil været partner i Arkitema og har gennem sin karriere været en markant profil i dansk arkitektur. Hun har været ansvarlig for flere store byudviklingsprojekter i København, herunder Nordbro ved Nørrebro Station, biografen i Nordhavn og boliger på Stejlepladsen. Og hun har omfattende erfaring med transformation af eksisterende bygninger – blandt andet af den tidligere SU-Styrelse på Frederiksberg, der i dag rummer studieboliger.

“ACT er en ung tegnestue, der på kort tid har markeret sig med projekter af høj kvalitet. Jeg mærker den samme respekt for processen og for hinanden, som har været mine pejlemærker i mange år. Derfor glæder jeg mig til at være med til at bygge videre på det, der allerede fungerer så stærkt hos ACT,” siger Dorthe Keis.

Hun tilføjer:

“Når man forstår hinandens succeskriterier og gør sig umage sammen, skaber man både smukkere bygninger og stærkere samarbejder. Det er dér, arkitekturen løfter sig – og det ser jeg frem til at fortsætte med mine nye kolleger.”

Dorthe Keis’ indtrædelse som partner i ACT Architects vækker selvsagt også glæde internt i virksomheden.

“Dorthe og jeg har fulgtes ad parallelt i branchen gennem hele vores karriere. Jeg har stor respekt for hendes faglighed, hendes værdier og hendes måde at drive projekter på. Hendes tilgang repræsenterer på mange måder alt det, ACT er rundet af. Derfor er jeg utroligt glad for, at vores veje nu flettes sammen i et stærkt makkerskab,” siger Mikkel Westfall, Founding Partner i ACT Architects.

ACT Architects blev etableret i 2022 af Mikkel Westfall og Nina Clement. 

Læs også ”ACT Architects udvider: Tidligere tegnestuemedejer bliver ny partner”