Søborg Hovedgade, uden tekst_foto_BOGL
Projektet ”Søborg Hovedgade” tegnet af BOGL er blandt de tre finalister i dysten om Dansk Landskabspris 2025.

Tre finalister kæmper om Dansk Landskabspris 2025

Dato 06.11.25 |

Foto: BOGL

Se finalisterne til Dansk Landskabspris, som i år uddeles for 12. gang.

De Fem Halder i Viborg tegnet af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskab, Operaparken i København tegnet af COBE og Søborg Hovedgade tegnet af BOGL. 

Det er de tre finalister til Dansk Landskabspris 2025, hvor vinderen kåres den 27. november ved en prisuddeling i Valencia-bygningen i København.

I år er det 12. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris.

Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer. Sune Oslev, landskabsarkitekt MDL/MAA og partner i MASU Planning, er repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder og talsperson for juryen.

”I juryen har vi efterspurgt projekter, der skaber sanselige hverdagsrum til glæde for mennesker, dyr og planter. Kvaliteten og mangfoldigheden i alle de indstillede projekter understreger styrken, relevansen og bredden i dansk landskabsarkitektur. Vi har enstemmigt valgt tre finalister, der, i vidt forskellig kontekst, alle udviser særlig høj landskabsarkitektonisk kvalitet og ser frem til at kåre vinderen af Dansk Landskabspris 2025 til prisuddelingen i Valencia,” siger Sune Oslev.

 

De tre finalister i spil til Dansk Landskabspris 2025:

De Fem Halder

Foto: Jens Lindhe

Landskabsarkitekter: Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter. Samarbejdspartere: Konsulent: Professor Martin Zerlang Arkitekt: Cornelius Vöge. Ingeniør: Artielia. Hovedentreprenører: Danjord A/S, Monstrum A/S og Ginnerup A/S. Bygherre: Naturstyrelsen. Bidrag fra: Viborg Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen, Viborg Museum og Foreningen De fem Halder. Økonomisk donation: A.P. Møller Fonden.

Af juryens motivation fremgår det blandt andet: 

”De Fem Halder understøtter med en minimal indsats det tidligere borganlægs eksisterende kvaliteter og formidler på forbilledlig vis områdets historiske betydning. Landskabsprojektet er løst på et håndværksmæssigt højt niveau med fokus på detaljeringen. Det indskriver sig nænsomt i omgivelserne uden at dominere. De Fem Halder er et diskret og gennemført formidlingsprojekt, der virker, som om det altid har været der.”

 

Operaparken 

Foto: COBE

Arkitekt og landskabsarkitekt: COBE. Ingeniører: Vita, Via Trafik, DBI, Lüchninger Meyer Hermansen. Entreprenører: Hansson og Knudsen, Bauer, Redtz Glas og Façade, HSM Industri, GK Danmark, Bravida Danmark, Høyrup & Clemmesen, KONE, Phønix Tag, Jakon, Areo, Terrazzo.dk, Raadvad Maleren, Snedkerierne, OKNygaard, Palmproject Europe, Scanview Systems, Zurface, Retail Reflexions og Vector Foiltech. Anlægsgartnere: OKNygaard, Palmproject Europe og Jysk Planteservice. Bygherre: Operaparkfonden. Økonomisk donation: A. P. Møller Fonden.

Af juryens motivation fremgår det blandt andet:

”Operaparken er et flot og gennemført projekt, hvor alle enkeltdele er gennemtænkte og detaljerede. Der er kælet for parkens formsprog, hvilket resulterer i varierede forløb og en række intime, fortættede og oplevelsesrige opholdsrum. Der er mange muligheder for at indtage parken på forskellig vis, mens den generøse beplantning sikrer, at parken er interessant året rundt. Operaparken er et eksempel på perfektionistisk udført håndværk.”

 

Søborg Hovedgade

Foto: BOGL

Landskabsarkitekt: BOGL. Ingeniør: Systra (tidl. Atkins). Entreprenør: Hoffmann. Bygherre: Gladsaxe Kommune.

Af juryens motivation fremgår det blandt andet:

”Søborg Hovedgade er et eksemplarisk eksempel på en effektiv omdannelse af et hverdagstrafikrum. På trods af projektets indbyggede benspænd er det lykkedes at skabe mange fine hjørner og indbydende lommeparkoplevelser langs den centrale trafikåre. Projektet kombinerer effektivt nye sanseindtryk og trafiksanering med en kærlighed til hverdagslivet. Søborg Hovedgade er et gennemført projekt, der kan tjene som forbillede for fremtidige hovedgadeprojekter i mange byer.”

 

Juryen i Dansk Landskabspris 2025:
 

  • Sune Oslev, landskabsarkitekt MDL/MAA, partner og indehaver MASU Planning, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder (talsperson)
  • Jakob Sandell Sørensen, landskabsarkitekt MDL/MAA, indehaver Sandell Sustainability, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter
  • Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN, kirkegårdschef Holmens og Garnisons Kirkegårde, repræsentant for Park- og Naturforvalterne
  • Torben Sangild, ph.d. og cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, journalist på Zetland, radiovært og kulturforsker
  • Marie Louise Helveg Bøgh, mag.art., direktør på Sorø Kunstmuseum

 

Dansk Landskabspris 2025 uddeles den 27. november og er på 50.000 kroner.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i prisuddelingen gratis billetter kan fås her