Arkitekt til transformation og bygningsdesign, Kbh V
Opdateret 08.07.25
Brænder du for at skabe arkitektur, der gør en forskel – hvad enten det handler om at transformere det eksisterende, renovere med omtanke eller udvikle nye, kloge kvadratmeter? Og drives du af at skabe arkitektur, der styrker det sociale og det rumlige og samtidig begrænser aftrykket på klimaet? Så kan du blive en del af RUMs tegnestue på Vesterbro.
Bliv en del af noget større
Vi søger en arkitekt, der har lyst til at arbejde med konceptudvikling og design inden for transformation, renovering og nybyggeri – og på tværs af bygningskategorier som bolig, velfærdsbyggeri, kultur og erhverv. Måske har du et par års tegnestueerfaring, det vigtigste er dog, at du er fagligt nysgerrig, god til at samarbejde og har lyst til at tage ansvar i projekterne – med støtte og sparring fra erfarne kollegaer.
Du bliver en del af vores team i København, hvor vi arbejder med transformation, nybyg og områdeløft – blandt andet af det tidligere plejehjem Bøgehøjgård i Helsingør, en ny specialskole og idrætsfacilitet i Ørestad Syd og Diget i Glostrup. Det er også os, der har tegnet det nye byrum og p-anlæg, John Winthers Plads, ved Frederiksberg Rådhus.
Vi samarbejder tæt med vores kolleger i Horsens og med bygherrer og brugere gennem hele processen – fra de første idéer til projektet er i drift, og kulturen lever i de nye rammer.
Hvem er du?
Du er arkitektuddannet med erfaring i at omsætte, udforme og eksekvere et byggeprogram.
Du har erfaring med konceptudvikling og design.
Du bruger alle gængse designprogrammer, er vant til at 3D-modellere og har blik for grafisk formidling.
Du har lyst til være med til at skabe et projekt sammen med bygherre og brugere gennem fx brugerprocesser og workshops.
Du forstår, taler og skriver dansk flydende.
Dét tilbyder vi
Hos RUM bliver du en del af en ambitiøs og multikulturel arbejdsplads, som brænder for at skabe meningsfuld arkitektur, der gør en forskel for mennesker og miljø. Du får gode løn- og ansættelsesvilkår, sundhedsforsikring, frokostordning og et fantastisk fællesskab med fokus på holdånd, efteruddannelse og plads til, at du kan forfølge dine drømme. Du får også en arbejdsplads, som prioriterer fællesskabet samtidig med, at vi giver plads til behovet for individuel fleksibilitet og fordybelse.
Vores omgangstone er uformel, og vi lægger vægt på samarbejder på kryds og tværs. Vi prioriterer det sociale liv højt og samles ofte til faglige og sociale arrangementer. Og sidst, men ikke mindst, står vi klar til at byde dig velkommen på en tegnestue, hvor hjælpsomhed og sparring er en naturlig del af hverdagen, og hvor vi husker at have det sjovt - også selvom vi har travlt.
Ansøgning
Lyder stillingen interessant, så send din ansøgning og CV til ansoger@rum.as senest den 15. august 2025. Angiv venligst ”Arkitekt, Kbh V” i emnefeltet. Vi glæder os til at høre fra dig.
Om RUM
RUM er +60 dedikerede medarbejdere fordelt på tegnestuer i Horsens og København, der tegner og transformerer morgendagens fysiske rammer inden for Sundhed, Leg, læring og kultur, Boliger samt Erhverv.
Med stærk holdånd og respekt for hinandens forskellighed hæver vi sammen overliggeren for holdbar, funktionel og smuk arkitektur, der tilfører social værdi og samtidig sætter mindst muligt aftryk på natur og klima.
RUM er lig med rådgivning i øjenhøjde. Vi har fokus på samskabelse og tror på, at vi i fællesskab kan gøre det bedre.
Derfor går arkitektur og proces med bygherre og brugere altid hånd i hånd hos RUM. Hele vejen - fra første idé til projektet er i drift og kulturen lever i de nye rammer. Det er sådan, vi skaber den bedste løsning - for og med vores kunder.
Ansøgningsfrist: 15.08.2025
KONTAKTPERSON