Skarp og præcis proces er altafgørende

Opdateret 30.01.18 |
Af:
Mia Winther-Queen

Illustration: Konkurrenceforslag til Vadehavscentret af Dorte Mandrup Arkitekter

Arkitektkonkurrencer har været afholdt i hundrede af år, og for arkitekt Anne-Mette Bølling er arkitektkonkurrencen også omdrejningspunktet for hendes rådgivningsvirksomhed. Processen er altafgørende for, at en konkurrence ender med det bedste projekt.

To-fasede projektkonkurrencer, åbne konkurrencer, parallelopdrag og totalentreprisekonkurrencer. Der er mange former for konkurrencer arkitektvirksomheder skal kvalificere sig til og i sidste ende vinde, før de kan sætte deres navn på landskaber, byrum og bygninger.

Arkitekt Anne-Mette Bølling sidder i modsætning til mange andre arkitekter ikke bag ved tegnebordet. Hun står bag virksomheden Arkitektkonkurrencerdk, der som navnet antyder, beskæftiger sig med at arrangere arkitektkonkurrencer for kommuner, regioner, staten, fonde og private virksomheder. Anne-Mette Bølling er uddannet bygningsarkitekt og hun er certificeret i udbudsret.

For 14 år siden skiftede Anne-Mette Bølling de klassiske arkitektdyder ud med arbejdet som konkurrencerådgiver hos Arkitektforeningen. I januar i år har hendes egen virksomhed Arkitektkonkurrencerdk fire års fødselsdag.

”Som konkurrencerådgiver bliver jeg involveret i mange forskellige projekter. Mit forhold til hvert af de projekter, der kommer ud af konkurrencerne er lidt det samme som for de arkitekter, der ender med at udføre dem. Selvom jeg ikke selv sidder ved tegnebordet, så føler jeg også, at det er mit projekt. Jeg har absolut ingen frustration over ikke selv at have tegnet det. Det er et succeskriterie, når både bygherren, der har udskrevet konkurrencen, vinderarkitektfirmaet og fagdommerne føler ejerskab over projektet. Så ved vi, at det er de rigtige, der vandt,” siger Anne-Mette Bølling.

”Min dagsorden handler om at kommunikere bygherrens vision og skabe en god proces. Det er det bedste byggeri, der skal komme ud af konkurrencen og vinde." Anne-Mette Bølling, direktør i Arkitektkonkurrencerdk

En god proces giver gode projekter

Anne-Mette Bølling har de sidste fire år været konkurrencerådgiver på 15 konkurrencer. Et af de projekter, der er kommet ud af en konkurrence, som Anne-Mette Bølling har faciliteret, er Vadehavscentret. Udstillings- og besøgscenter ved Ribe og som Dorte Mandrup Arkitekter vandt. Det er samtidig også det første af firmaets konkurrenceprojekter, som er blevet realiseret. 

Ifølge hende er netop dét projekt et bevis på, at i en veltilrettelagt proces er det også den mest optimale løsning, der bliver vinderen.

”Min dagsorden handler om at kommunikere bygherrens vision og skabe en god proces. Jeg har ikke nogen holdning til, hvem der skal vinde, imens processen er i gang. Det er det bedste byggeri, der skal komme ud af konkurrencen og vinde. Jeg tager ikke parti for bygherren eller de deltagende arkitektteams. Jeg forsøger derimod at lave en super veldrejet proces, der gør, at alle leder og kanter bliver vurderet. Derfor er jeg selvfølgelig også stolt af alle vinderprojekterne i de konkurrencer, som vi har været med til at rådgive om,” siger Anne-Mette Bølling.

På Arkitektkonkurrencerdks CV findes konkurrencer, der ligger spredt over det meste af Danmark og Grønland. Der er også alt fra helhedsplaner, byrums- og klimaplaner til studieboliger og restaureringer. For alle konkurrencerne gælder det, at processen skal være skarp og præcis.

”Konkurrenceprogrammet, som arkitekterne får, er rigtig vigtigt. Det skal inspirere og samtidig være tydeligt i sit sprog, så bygherrens visioner står klart. Der er mange informationer i de programmer, vi laver, og det kræver forståelse for bygherrens krav og for udfordringerne i konkurrenceområdet for at kunne udvikle og tegne et godt konkurrenceforslag. Forarbejdet er rigtig vigtigt,” siger Anne-Mette Bølling der har et tæt samarbejde med arkitekten Jens V. Nielsen netop i programfasen.

Begge sider af bordet

Derfor er det en stor fordel at være arkitekt, når man arbejder som konkurrencerådgiver.

”Det handler om at kunne oversætte bygherrens vision, krav og ønsker til et sprog der er relevant for arkitekterne, så de dermed bliver inspireret bedst muligt. Det synes jeg, vi er gode til at lykkedes med,” siger Anne-Mette Bølling.