Tidligere vindere af Dansk Landskabspris

Rekordmange indstillinger til Dansk Landskabspris 2023

Dato 19.09.23 |
Af:
Klara Reetz

Der er nu lukket for indstillinger til Dansk Landskabspris 2023, som i år har modtaget rekordmange indstillinger. Juryen er i fuld gang med at gennemgå de mange flotte landskabsprojekter fra hele landet.

Dansk Landskabspris uddeles i år for 11. gang, og har til formål at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, som tjener som inspiration for udvikling af branchen. Ud fra alle de indstillede projekter nominerer juryen et antal finalister, der præsenteres ved et prisuddelingsarrangement på Vartov i København d. 23. november. Vinderprojektet bliver belønnet med 50.000 kroner.

Dansk Landskabspris uddeles af Danske Arkitektvirksomheder, Park- og Naturforvalterne og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. 

Præsentation af prisjury

Prisjuryen for Dansk Landskabspris 2023

Indstillingerne vil blive vurderet af prisjuryen for Dansk Landskabspris 2023, der består af én repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige repræsentanter. Juryen er:

Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskab og repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder. Anne Stausholm er uddannet fra KVL i 1992 og har været erhvervsaktiv siden på forskellige tegnestuer og i en del år som konsulent. Anne har i 16 år drevet tegnestue, som eneindehaver og ansvarlig daglig leder. Anne har været repræsenteret i en række udvalg, nævn og bestyrelser bl.a. i Dansk Standard, Håndværkets Ankenævn og bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land. På tegnestuen er der særligt fokus på kulturarv og bæredygtighed i en bred kontekst. De er generelt meget optagede af den værdiskabelse, som deres projekter afstedkommer.

Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL og MAA, NATOUR / Repræsentant for Danske Landskabsarkitekter. Eva Sara Kehlet Rasmussen er uddannet fra KADK, landskabsarkitekt MAA MDL, modtager af arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 2017 og siden indehaver af tegnestuen NATOUR, som arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur og natur med særligt fokus på klimatilpasning. Udpeget som fagdommer af Danske Landskabsarkitekter, censor for KU, KU Skovskolen og ekstern censor ved KADK og Arkitektskolen Aarhus.

Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune / Repræsentant for Park- og Naturforvalterne. Steen er landskabsarkitekt i Byafdelingen i Gladsaxe Kommune. Han er uddannet fra Landbohøjskolen i 2010 og har også en baggrund som planteskolegartner. Steen har primært arbejdet i den kommunale sektor, hvor fokus er på at gennemføre nye landskabsarkitektoniske projekter samt forvaltning og udvikling af eksisterende anlæg. Steen har en stærk interesse for havekunst, beplantninger, byplanlægning og borgernes anvendelse af grønne områder generelt. Han sidder i en række faglige tillidshverv og bestyrelser og har været medlem af juryen siden 2013.

Anna Esbjørn, byantropolog & programchef i CONCITO – Danmark grønne tænketank. Anna Esbjørn er cand.mag. i byantropologi og har siden 2018 ledet CONCITOs program Fremtidens Byer. Hun har i over 20 år arbejdet med byplanlægning, byudvikling og byledelse, både i Danmark og internationalt. Omdrejningspunktet for Annas arbejde er byernes rolle i den grønne omstilling med et særligt fokus på naturbaserede byer. Hun var tidligere projektchef i Dansk Arkitektur Center, hvor hun bl.a. var ansvarlig for programmet Strategisk Byledelse. Bestyrelsesmedlem i Dansk Byplanlaboratorium og det fagpolitiske DM BIO-udvalg.

Michael Thouber, cand.mag., direktør for Kunsthal Charlottenborg. Michael Thouber (f. 1971) er cand.mag. og direktør for Kunsthal Charlottenborg siden 2015. Han har tidligere arbejdet i DR som kulturredaktør fra 2001 til 2006 og senere som kanalchef for DR2 i perioden 2012-2015. I årene 2006-2012 fungerede han som medie- og kulturrådgiver hos e-Types. Han var mellem 1997-2001 medgrundlægger og partner i Udstillingsstedet 1% og Kunstmagasinet 1%, og har kurateret udstillinger i både Danmark og udlandet. Michael Thouber har desuden arbejdet på museerne Arken og Glyptoteket og er medforfatter til kunstbogen ’Det man ikke ser’.

Se listen over de indstillede projekter her