Myretuen

Dato 08.12.22 |
Af:
Rikke Friis

Foto: Hampus Berndtson

I Randers, midt mellem byen og naturen, ligger Myretuen; et lille træbyggeri med stor værdi for lokalsamfundet. Huset blev til på baggrund af et beboerønske om mere nærhed til naturen i Nordre Fælled og har fået sit navn fra områdets mange myresamfund.

Myretuen er et hus med stor social styrke. Projektet blev skudt i gang med en brugerinddragelsesproces, hvor mere end 400 lokale børn og voksne bidrog med idéer og ønsker til området. Elever fra Randers Produktionshøjskole deltog også i processen, og sammen med lokale håndværkere, har de stået for at bygge huset. Den omfattende inddragelse af lokale borgere har betydet, at markant flere brugere nu benytter området end tidligere. Huset er blevet et attraktivt samlingssted til naturformidling og ophold for både institutioner, gåklubber, foreninger og lokale i alle aldersgrupper.

“Den lille bygning opleves imødekommende for besøgende i alle aldersgrupper, og sammen med stisystemer i træ, der peger ud i naturen, siddetrapperne og en række mindre elementer inviterer den til leg, læring og aktivitet på kanten af naturen.“ Randers Kommunes Arkitekturpris, 2019 

Myretuen er opført i træ, som tilfører en varme og robusthed til huset, og det rå materiale får samtidig bygningen til at falde ind i sine naturlige omgivelser. Både inde og ude har Myretuen en stor trappe, der inviterer til ophold og forskellige aktiviteter. Her bliver der både sovet middagslur, spist madpakker og drukket kaffe. Indenfor har huset ogsåfået en stor træreol, hvor besøgende kan udstille de ting, de finder i den omkringliggende natur. Alt efter årstiden og de aktiviteter, der foregår i huset, vil reolen skifte udtryk og afsløre, hvad gæsterne har oplevet.

Myretuen, Leth & Gori