Billede fra DAC-konferencen

Ministres tætte samspil er godt nyt for byggesektoren

Dato 14.05.25 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Jakob Engel-Schmidt, Sophie Hæstorp Andersen og Morten Dahlin sætter en kurs, der kan give byggesektoren et afsæt for at skabe bedre og mere bæredygtige løsninger. Det gælder ikke mindst, når der skal sættes gang i renovering og transformation i stor skala.

Det er ikke hugget i sten. Men det tegner til, at der kommer en ny national arkitekturpolitik, og hvad vigtigere er: Den vil kunne løse vigtige udfordringer, og den vil blive understøttet af konkret lovgivning.

Så skarpt kan man godt trække konklusionerne op efter konferencen i Dansk Arkitektur Center i København i mandags, hvor hele tre ministre havde inviteret til debat om fremtidens arkitektur.

Direktøren for DAC, Kent Martinussen, ramte plet, da han opsummerede diskussionerne og talte om et politisk gennembrud.

Nogle vil måske synes, at det er store ord at bruge, og de vil pege på, at vi jo har til gode at se, om en ny arkitekturpolitik vil føre til forandringer. Ja, de vil faktisk også kunne indvende, at Jakob Engel-Schmidt ikke kunne sige 100 procent klart, at en ny national arkitekturpolitik overhovedet bliver en realitet.

Disse indvendinger er selvsagt reelle. Alligevel har Kent Martinussen efter min mening ret, når han taler om et politisk gennembrud. For hvor tit er det lige, at tre ministre aktivt inviterer repræsentanter fra kommuner, regioner, stat og byggebranche til et stort møde om fremtidens arkitektur og gør det klart, at byggesektoren kan være med til at løse væsentlige samfundsudfordringer?

Svaret er, at det mildt sagt ikke sker ret ofte!

Men det var præcis, hvad kulturminister Jakob Engel-Schmidt, social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen og minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin gjorde på konferencen i DAC.

Derudover skal man forstå, at Jakob Engel-Schmidt ikke som enkeltminister kan proklamere, at regeringen lancerer en ny national arkitekturpolitik, for i sidste ende afgøres det af de øverste chefer i regeringen. Men forberedelserne er i gang. Og herfra tror vi på, at politikken bliver udformet og fremlagt.

Og hvad lærte vi så på konferencen i DAC?

Ja, vi lærte for det første, at Jakob Engel-Schmidt har set potentialet i de anbefalinger til en ny arkitekturpolitik, som en ekspertgruppe tidligere på året overrakte til ministeren. Vi fandt også ud af, at Jakob Engel-Schmidt spiller tæt sammen med Sophie Hæstorp Andersen og Morten Dahlin. Det betyder, at et triumvirat i regeringen kan se mulighederne i, at SMV-regeringen fremlægger en arkitekturpolitik, og det er i sig selv væsentligt.

"De tre ministre med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i spidsen er optaget af at bane vej for renovering og transformation i stor skala," Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder.

I Danske Arkitektvirksomheder har vi ofte problematiseret, at det politiske ansvar for byggesektoren er bredt ud på mange forskellige ministerier, for det undergraver efter vores opfattelse muligheden for at skabe sammenhæng i rammebetingelserne for byggesektoren. Derfor er det positivt, at ministrene nu ønsker at koordinere deres indsats.

Derudover er det vigtigt, at de tre ministre følger ekspertgruppens hovedfokus, der konsekvent har været at vise, hvordan arkitektur kan være med til at løse konkrete udfordringer: Det kan f.eks. være landskabsarkitekter, der er med til at sikre klog klimasikring i byerne og langs kysterne. Det kan være arkitekter, der er med til at puste nyt liv i gamle bygninger ved hjælp af renovering og transformation, eller som er med til at genskabe livet i bycentrene i landets mindre byer. Og endelig kan det være arkitekter, der er med til at tegne forskellige boligtyper og flere betalbare boliger i landets største byer.

I lighed med ekspertgruppen har ministrene fokus på, at arkitekturpolitikken ikke skal være for arkitekterne, men for samfundet, og en større ros kan man i virkeligheden ikke få. For med den tilgang anerkender eksperter og ministre værdien i de løsninger, som arkitektvirksomheder kan lave sammen med alle de øvrige aktører i byggesektoren.

Helt konkret understregede konferencen også, at de tre ministre med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i spidsen er optaget af at bane vej for renovering og transformation i stor skala. Hvilket flugter med anbefalingerne fra ekspertgruppen. For den fastslår netop, at vi bør renovere og transformere i langt større omfang i stedet for at rive ned og bygge nyt, som det sker i dag.

Dette skifte er Sophie Hæstorp Andersen optaget af at gennemføre, og hun får støtte af Morten Dahlin, der kan se potentialet i at renovere og transformere i landets mindre byer, så gamle slidte bygninger kan få nyt liv og forhåbentlig komme til at danne rammen om nye fællesskaber og tilholdssteder.

Oven i det har de tre ministre indset behovet for, at målene i en national arkitekturpolitik skal bakkes op af lovgivning og tænkes sammen med revisionen af bygningsreglementet. 

Sophie Hæstorp Andersen har gjort det klart, at renovering og transformation skal være et omdrejningspunkt i arbejdet med at revidere bygningsreglementet. Det signal er faktisk vigtigt. For hvis byggesektoren skal levere et virkeligt vægtigt bidrag til den grønne omstilling, vil øget vedligeholdelse, renovering og transformation betyde mindre forurening og styrke miljøet og klimaet.