Medarbejder til akkvisition og kommunikation

Opdateret 28.11.25

Er du optaget af det byggede miljø, og hvad det betyder for vores liv og samfund? Har du erfaring med akkvisitionsarbejde og kommunikation? Har du forståelse for, hvad der bevæger byggebranchen, og hvordan vi kan udvikle os/branchen i en ansvarlig retning? Så er du måske den, vi søger til at supplere vores akkvisitionsafdeling. 

Om JJW Arkitekter

JJW Arkitekter er en bredt funderet tegnestue med et stærkt tværfagligt og socialt fokus. Med vores mantra om "Særliggørelse af det almindelige" arbejder vi med at skabe inspirerende hverdagsrammer for alle. Vi har et klart fokus er på nøjsomhed, holdbarhed og bevaring af eksisterende værdier, både i vores projekter og i ledelsen af virksomheden. Vi har en stærk kultur på tegnestuen og værner om vores fællesskab og hinanden.

Om stillingen

Vi søger en akkvi/kom-medarbejder med erfaring med prækvalifikationer og tilbudskommunikation, sans for udvikling af præsentationsmateriale og lyst til at arbejde med sociale medier og andre formidlingsopgaver.

Stillingen er placeret i akkvisitionsafdelingen, der har ansvar for tegnestuens akkvisition, opsøgende salg, tilbudsarbejde, kommunikation og præsentationsmateriale på tværs af tegnestuens arbejdsfelter. Du kommer derfor til at indgå i et tæt samarbejde med resten af afdelingen og også med den øvrige organisation.

Om dig

Vi leder efter en holdspiller, der kan tage ansvar og varetage selvstændige opgaver under løbende sparring med ledelsen. Vi arbejder med en blanding af løbende opgaver og mange korte deadlines, så det er vigtigt, at du har overblik, er struktureret og har fokus.

Du forstår at kommunikere målrettet og fremhæve de springende punkter i en tekst, så de står klart for modtageren – og du har forståelse for layout, grafik og billeder. Du arbejder analytisk og kan at navigere i komplekse sammenhænge, hvor fokusområder skal udvælges og prioriteres. Du er ansvarlig og nidkær såvel i detaljen som i forhold til det overordnede billede. Og du er god til at håndtere processer med flere involverede og koordinere og projektlede på tværs. 

Derudover ser vi gerne, at du har et vist markeds- og branchekendskab, har forretningsforståelse og interesse i forretningsudvikling.

Ansøgning og ansættelse

Stillingen er en fuldtidsstilling på en skøn arbejdsplads med visioner og konkrete indsatser i forhold til det byggede miljø og den grønne omstilling af byggebranchen. Vi sætter sammenholdet og trivslen højt, og der er gode muligheder for at udvikle sig som medarbejder.

Løn sættes efter kvalifikationer.

Ansøgning med CV oploades til jobportalen via https://www.jjw.dk/job-hos-os/

Har du spørgsmål til stillingens indhold er du velkommen til at kontakte Akkvisitionschef & Ass. partner, Syreen Louise Kihm, på telefon 20 77 74 62 eller e-mail ski@jjw.dk

Vi holder samtaler løbende og ansætter den rette kandidat, så snart vi finder denne.

Ansøgningsfrist: 31.01.2026